I denne lille kompakte sag har Stefan Hermann set nærmere på kampen om dannelse ud fra to yderpositioner: den pædagogisk konservative position over for den politisk administrative position. Det er hans tese, at ud fra de to positioner bliver kampen gjort dummere frem for at kvalificere striden. Med andre ord er det en kamp om dannelse frem for mod dannelse.

Han påpeger, at der skal være strid om dannelsen. Det er netop herigennem, at politiske og pædagogiske emner fra dagtilbud til universitetet ikke blot bliver teknik eler holdning, men en kamp, der forbinder sig til de mere fundamentale spørgsmål, som er på spil, når et barn udvikles. Det kræver dog et mødested, besindelse og selvkritik fra de positioner, der sætter dagsordenen.

Hermann ved godt, at de to positioner er stereotyper for, hvad der sker i dansk uddannelsespolitik – men synes samtidig at se næsten alle udsagn og handlinger være inden for de to områder. De udvalgte områder er således ikke empirisk fakta, men en slags synteser, som lader sig spore i uddannelsesdebatten.

Som eksempel på, hvordan de to positioner adskiller sig, kan man nævne, hvordan den politisk administrative position anser nationer for økonomier. Nationer er for dem ahistoriske – de fisker i tallene uden at se på genstandsfeltet. Den pædagogisk konservative position er selvfølgelig skeptisk her - man kan ikke reducere mennesket til et tal. Læring kan ikke sættes på form. Den pædagogisk konservative position ser ikke et løfte i den nye evidens- og metodedagsorden, men derimod er det en trussel mod den enkelte lærers skøn og dømmekraft.

Forfatteren har i sit eget forløb gennem uddannelsessystemet haft en fod plantet i begge lejre – som højskoleelev og djøf’er, underviser og rektor - og kan derfor se begge positioner udefra og indefra.

Kampen om dannelsen er ifølge Hermann reel, men den udkæmpes på en scene, som udgøres af misforståelser, letkøbt dæmonisering og historieløshed. Mest fordi de to positioner holder hinanden i skak og spejler hinanden. Der kunne have været en kvalificerende diskussion mellem de to positioner. Udfordringen er at opløse og nytegne fronterne i positionskrigen. Der skal ud over det være fokus på, hvordan vi strides, frem for at der strides. At der kommer flere test og evalueringer, der kan sammenlignes og laves statistik på, er ikke en trussel mod professionalisering og professionelt råderum, hvis de mødes kollektivt pædagogisk og didaktisk og hvis de mødes offensivt frem for defensivt. De to positioner bør forbinde sig i en værdikæde, frem for at der peges fingre.

Hvis der ikke kommer bedre samarbejde mellem de to positioner, forudsiger Hermann, at tre forhold komme til at gøre sig gældende:

1) Der vil fortsat være en uløst konflikt – en slags løb på stedet med de nationale gennemsnitsbriller, men med polarisering som resultat.
2) Der vil muligvis komme en væsentligt tydeligere politisk administrativ styring, hvor den såkaldte "ejerinteresse" gøres mere klar.
3)Der kan komme til at ske privatisering – markedsgørelse frem for statsliggørelse.

Som helhed er det lille værk en kompakt og spændende størrelse. Der kommer ord på det, som bare lidt ligger i luften, på en saglig og nøgtern måde. Formen er essayistisk, hvor der argumenteres frem for at bevisføres. Og det fungerer. Man kommer hele vejen rundt, og Hermann er god til at få alle de forskellige argumenter frem i forhold til de fordele og ulemper, der er ved de to positioner.

Jeg må på det stærkeste opfordre alle lærere, politikere og andre, som har med uddannelsespolitik at gøre, til at læse denne bog – det ekstra gode er, at det er ret hurtigt gjort.