Folkeskolen har været landets mest succesfulde offentlige institution. Historisk set og internationalt. Det fastslår professor Ove K. Pedersen. Men der er sket noget. Nu fremstår folkeskolen som en fiasko.

Det er ikke, fordi folkeskolen i sig selv er blevet dårligere, påpeger professoren. Nej, det er synet på folkeskolen, der har ændret sig.

Før syntes alle, at det var fantastisk flot, at 85 procent af en årgang i Danmark tog en ungdomsuddannelse. Det er folkeskolens skyld, sagde man. Kun meget, meget få lande kan præstere et lige så højt tal.

Nu siger man, at det er folkeskolens skyld, at hele 15 procent ikke får en ungdomsuddannelse. Det tal burde være nede på fem, lyder det. Ingen lande er ganske vist nede på fem procent - ikke endnu i hvert fald. Men mange bestræber sig på at komme derned.

Nationerne konkurrerer nemlig med hinanden om at have et højt uddannelsesniveau. Det er det nye: Her, efter at den kolde krig er overstået, slås staterne på det globale marked som aldrig før. Og jo højere uddannelsesniveau, jo bedre konkurrenceevne. Og jo bedre konkurrenceevne, jo højere levestandard.

Derfor har fokus flyttet sig fra de 85 procent til de 15 procent, siger Ove K. Pedersen. 85 procent er ikke godt nok længere. 15 procent er for dårligt.

Men lad os begynde et andet sted. Lad os begynde med den omformulering af folkeskolelovens formålsparagraf, som blev vedtaget i 2006. Den - omformuleringen - fortæller nemlig historien om de 85 procent og de 15 procent.

De to første sætninger i formålsparagraffens stykke 1 lyder nu sådan her: »Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere«.

Altså: Folkeskolen skal pege direkte frem mod ungdomsuddannelserne, så de sidste 10-15 procent kan komme med. Skolen skal ikke længere være et reservat, hvor børn og unge dannes til demokratiske borgere. Sådan fortolker Ove K. Pedersen omformuleringen.

»Hvor det før var skolens opgave at give den enkelte indsigt i sig selv som menneske, således at det kunne bidrage med medleven og deltagelse i demokratiet, er det nu skolens opgave at give den enkelte færdigheder, således at den enkelte kan deltage i arbejdslivet«, siger han.

Men det stopper ikke dér. Historien om de 85 procent og de 15 procent er nemlig bare en del af en større fortælling om en gigantisk forandring af velfærdsstaten, der pågår netop nu: Velfærdsstaten er ved at blive omdannet til en stat, der kan konkurrere på det globale marked. Forskere, politikere og økonomiske vismænd er derfor begyndt at tale om en ny statstype: Konkurrencestaten. Og konkurrencestaten kræver en ny mennesketype, fastslår Ove K. Pedersen. Det arbejdsomme individ.

Denne flittige borger skal folkeskolen levere, siger han, endda på en anden måde end før - jævnfør de sidste sætninger i den nye formålsparagrafs stykke 1: »Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling«.

Hvor det tidligere var gennem indsigt i sig selv som menneske, at den enkelte opnåede selvstændighed, så er det nu gennem færdigheder, siger Ove K. Pedersen.

»Det betyder i videre forstand, at det er færdighederne, der er grundlaget for det enkelte menneskes sociale relationer. Det er gennem færdighederne, at du skal gøre dig selv egnet til at indgå i sociale relationer. Hvor det tidligere var gennem indsigt i sig selv som menneske, man skulle indgå i demokratiet, så skal man nu indgå som selvstændig i en social relation, der er arbejdet«.

»Jeg kan ikke forestille mig, at konkurrencestaten kunne have en mere præcis definition på mennesket og på sociale relationer. Det, der er karakteristisk, er netop, at socialsammenhængsbegrebet bliver koblet til selvstændighedsbegrebet. Og at selvstændighedsbegrebet bliver koblet til færdighedsbegrebet. Og at det er i arbejdslivet, at den sociale sammenhæng opstår«.

»Hvor vi tidligere talte om demokratiet som fællesskabsforståelse, taler vi nu om social sammenhængskraft gennem arbejdslivet. Det er en ganske betydningsfuld forskel mellem velfærdsstat og konkurrencestat«.

Det er en bevægelse, der ses overalt i den vestlige verden. Toppolitikere som Bill Clinton og Tony Blair begyndte efter Sovjet­imperiets fald i 1989-1991 at tale om fri konkurrence mellem nationer på et globalt marked. Og forsøgte at trimme den offentlige sektor, herunder uddannelsessystemet, til den globale kamp om markedsandele.

Lars Løkke Rasmussens ti 2020-mål for Danmark er et ultimativt udtryk for tankegangen i konkurrencestaten. De er alle udledt af internationale ranglister, der angiveligt udtrykker konkurrenceevne. For eksempel skal »danske skolebørn være blandt de dygtigste i verden« (det vil sige: Danmark skal være i top fem i Pisa). Lars Løkkes overordnede mål er, at »Danmark skal være blandt de ti rigeste lande i verden«.

Men faktisk blev frøet til konkurrencestaten allerede sået i 1970'ernes økonomiske og politiske kriser, siger Ove K. Pedersen. Det viste sig, at velfærdsstaten var for omkostningstung. Ikke mindst i Danmark.

I årene efter anden verdenskrig havde det ellers været meningen, at folkeskolen skulle skabe det gode menneske, der kunne tage vare om det gode samfund, velfærdssamfundet. Det lykkedes langt hen ad vejen, men ikke hele vejen.

»85 procent af eleverne blev gode, arbejdsomme, loyale, demokratisk sindede borgere, der ydede til fællesskabet, men der var for mange, der udnyttede chancen og levede på velfærdsydelser, selv om de godt kunne arbejde. Og blev så en omkostning, som andre skulle betale for«.

»Og det gav jordskredsvalget i 1973. Politikerne måtte se i øjnene, at der var en betydelig del af den danske befolkning, som ikke ville være med til at finansiere den velfærdsstat, de havde bygget op for dem. Der gik 25 mandater til Glistrups skattenægtere og 14 til Erhard Jacobsen, der var delvis skattenægter. Det var 39 mandater og noget, politikerne måtte kigge på. Og det har de så gjort«.

Under Nyrup Rasmussen, Fogh Rasmussen og Løkke Rasmussen er der således på skoleområdet i rapt tempo blevet indført blandt andet klare mål, bindende mål og nationale test. Og altså en ny formålsformulering, der har sat færdighedsbegrebet i centrum og ifølge Ove K. Pedersen forsøger at indføre en ny opportunistisk mennesketype, der kan klare sig selv.

»Folkeskolens nye opgave er at skabe det arbejdsomme menneske, der yder til fællesskabet gennem arbejdet«, fastslår Ove K. Pedersen.

Og denne opgave er tæt knyttet til økonomiske politik. Det er også nyt i forhold til velfærdsstatens skole. En grundide i konkurrencestaten er nemlig at holde inflationen nede (i modsætning til 1970'erne, hvor den galopperede op). Det kan bedst ske ved, at der står mere arbejdskraft til rådighed på arbejdsmarkedet, end der er brug for.

Derfor er det så vigtigt for politikerne, at også de sidste 10-15 procent får en ungdomsuddannelse, siger Ove K. Pedersen. Så de bedre kan komme ud og stå til rådighed på arbejdsmarkedet. Og - med et ord fra fagbevægelsens ordbog - blive løntrykkere.

Det er også derfor, regeringen vil afskaffe efterlønnen. For at få så mange ud på arbejdsmarkedet som muligt. »Det danske arbejdsudbud skal være blandt de ti højeste i verden«, som et af Lars Løkkes mål lyder. Der må for alt i verden ikke opstå arbejdsmangel og flaskehalse som i 1960'erne.

Og det er faktisk lykkedes konkurrencestaten at holde inflation og rente i ro. Men det er gået den anden vej med de 85 procent, påpeger Ove K. Pedersen.

»Jo mere vi har koncentreret os om de ekskluderede, jo flere ekskluderede er der blevet. De 85 procent er ikke blevet til 95 procent, men til 82 procent. Det er jo lidt af et paradoks«, siger han.

»Det hænger sammen med styringssystemerne, tror jeg. De nationale test for eksempel. Lærerne har nu en effektivitetsnorm, de skal leve op til, med det resultat at de har alle incitamenter til at komme af med de elever, der kræver ekstra arbejde. De bliver så kørt over på specialundervisningen, og så begynder eksklusionsraten at stige på grund af det«.

Så der er stadig mange uløste problemer i konkurrencestaten, siger Ove K. Pedersen. Han forventer, at der blandt andet kommer et opgør med de evidensbaserede styringsredskaber. Ikke kun med nationale test og ikke kun i folkeskolen, men inden for hele den offentlige sektor.

»De demotiverer medarbejderne«, siger han. |

Professoren

Ove K. Pedersen er professor i komparativ politisk økonomi og har just udgivet bogen »Konkurrencestaten«, som han for tiden gæsteforelæser om på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Sidste forelæsning er den 28. marts, klokken 15-17.

På Undervisere.dk kan du sammen med denne artikel læse et af bogens kapitler »Skolen og den opportunistiske person« og finde et link til radioprogrammet »Krause på tværs«, hvor Ove K. Pedersen taler om bogen.

»Det er gennem færdighederne, at du skal gøre dig selv egnet til at indgå i sociale relationer. Hvor det tidligere var gennem indsigt i sig selv som menneske, man skulle indgå i demokratiet, så skal man nu indgå som selvstændig i en social relation, der er arbejdet« Ove K. Pedersen»Lærerne har nu en effektivitetsnorm, de skal leve op til, med det resultat at de har alle incitamenter til at komme af med de elever, der kræver ekstra arbejde. De bliver så kørt over på specialundervisningen, og så begynder eksklusionsraten at stige på grund af det« Ove K. Pedersen