I forbindelse med implementeringen af folkeskolereformen er der fra flere sider argumenteret for, at undervisningen i folkeskolen skal være styret af tydelige mål, og for at der skal være fokus på hvad eleverne lærer, og ikke på hvad de laver. Man går endda så langt som til at sige, at man vil have læring i stedet for undervisning. Kravene om synlige, faglige resultater lyder igen og igen fra både politikere og forskere, men kravene om målstyret læring risikerer at gøre vold på pædagogikkens væsen og på skolens formål.

Når der med afsæt i folkeskolereformens operative måltal primært sættes fokus på de faglige resultater i læsning og matematik, og når reformen lægger op til at skolen skal styres efter elevernes resultater i de nationale test på disse to områder, er det højst sandsynligt at følgen for skolens praksis vil være, at skolens brede formål skubbes i baggrunden til fordel for målet om at sikre elevernes læring af snævre, tekniske færdigheder. Politikerne og forskerne bag reformen skubber dermed folkeskolen i en retning, hvor elevernes alsidige udvikling, lyst til at lære og almene dannelse nedprioriteres, til fordel for evnen til at score højt i en læsetest. Det er anti-pædagogik.

Pædagogikkens filosofi

Pædagogik handler i bund og grund om, at lærer og elever mødes i gensidig nysgerrighed på verden. Sammen ønsker de at blive klogere, at forstå hinandens perspektiver, og måske endda skabe ny, fælles viden om den verden, de er sammen om. Pædagogik kræver derfor en ydmyg tilgang, ikke kun fra elevens side, men også fra lærerens - han må sætte sig i elevens sted, og prøve at forstå dennes interesser og bevæggrunde, for derigennem at føre eleven ind i den fælles verden.

Pædagogik er dermed i sin natur dialogisk, eller måske ligefrem polyfon (flerstemmig). Der er altid flere ligeværdige perspektiver og forståelser på spil i samtalen mellem lærer og elever, og det er i mødet mellem disse forskellige perspektiver, at den enkeltes og vores fælles viden og forståelser kan udvikle sig. Mødet mellem perspektiverne finder sted, når lærer og elever sammen er optaget af tingene. Derfor er det helt centralt at læreren fokuserer på hvad han laver sammen med eleverne, og på hvad det er for ting der bringes ind i deres fælles rum i undervisningen – og ikke kun på hvad eleverne skal lære.

Skolereformens filosofi

Med folkeskolereformen og de nye fælles mål er læreren, for at bidrage til opfyldelsen af de operative måltal der er meldt ud fra ministeriet, tvunget til at udstikke snævre mål for elevernes opnåelse af færdigheder og kompetencer (mål, som endda allerede er defineret i de ministerielle fælles mål), og den pædagogiske opgave består herefter i at holde fokus på disse mål. Herved mistes (mindst) to ting;

For det første mistes muligheden for at arbejde med faglige mål, der ligger ud over lærerens fantasi. Den viden, der i undervisningen kan skabes om et emne, begrænses til det læreren allerede ved - for målene skal være tydelige, og de skal kunne forstås af eleverne. Alene det sidste sætter en del begrænsninger, for eleverne skal kunne forstå målene forud for undervisningen – det levner ikke megen plads til at justere og blive klogere på målene hen ad vejen. Og ikke nok med det; den viden der kan skabes i en sådan undervisning, begrænses til det, som defineres i de ministerielle fælles mål. Derved begrænses også den enkelte lærers mulighed for at opstille mål for undervisningen, der er funderet i hendes personlige perspektiver og interesse for et emne.

For det andet betyder jagten på opnåelse af de målbare og tydelige mål, at undervisningens ligeværdige og dialogiske natur undermineres. Undervisningens møde mellem lærer og elever bliver en monolog, der ikke har blik for de ind- og udfald, der kan gøres indenfor et emne og til andre emner. Skæve spørgsmål og kommentarer vil ikke blive besvaret åbent, men tysset ned og forbigået, fordi de ikke umiddelbart peger mod opnåelse af de foruddefinerede læringsmål. Ny viden og nye ideer får trange kår, og muligheden for, i ligeværdig dialog, at nå frem til en ny fælles erkendelse om et emne, begrænses. Læreren er bundet op på at sikre, at alle elever lærer lige præcis dét, der er udstukket af Ministeriet, og som kan formuleres i vendinger, som eleverne kan forstå forud for undervisningen.

Ideen om centralt fastsatte og tydelige læringsmål som afsæt for undervisningen bryder derfor med ideen om pædagogikken som lærerens og elevernes ligeværdige møde om stoffet, og pædagogikken går fra at være en åben dialog til at være en lukket monolog.

Pædagogiske mål

Men skal der så undervises uden mål i folkeskolen? Nej, naturligvis ikke. Men det er vigtigt, at målene er pædagogiske og ikke kun snævert faglige, at de er underlagt skolens formål, og at de løbende kan tilrettes den enkelte elev og den enkelte klasse, uden hensyn til 'operative måltal'. Det er også vigtigt at målene nogle gange ligger ude over elevernes forståelseshorisont, så eleverne får mulighed for at være nysgerrige og undrende, og mulighed for at gå på opdagelse i et emne, uden at vide hvor de ender. Også lærerens forståelseshorisont bør udfordres af undervisningens mål, så han med oprigtig nysgerrighed kan gå i dialog med eleverne, og smitte dem med sin interesse for emnet. Det er muligt at sådanne luftige og til dels flygtige mål ikke giver bedre resultater i PISA på den korte bane, men de vil ganske givet skabe en bedre skole og et bedre samfund på den lange bane.

Hvis vi fortsat vil en skole, hvor elever og lærere sammen bliver klogere på verden og hinanden, må vi holde fast i pædagogikkens væsen, og ikke kvæle den med operative måltal, tests og et for snævert fokus på elevernes tekniske færdigheder. Skolen skal først og fremmest lære børnene at tænke og at indgå i ligeværdig dialog med andre. Det lærer man ikke ved at kende det faglige mål eller ved at svare på en test - det lærer man gennem deltagelse i god undervisning, der ikke lader sig kue af konkurrencestat-ismens operative måltal.