Det bliver eleverne - og folkeskolen - ikke lærerne, som kommer til at betale for en ambitiøs folkeskolereform med flere lektioner.

For der er kun et sted, hvor den enkelte lærer kan hente ekstra tid, hvis det skal batte noget: Forberedelsen af undervisningen. Hvem går det ud over? Er det lærerne? Ja, i den forstand at det er dybt frustrerende som professionel ikke at kunne leve op til mål og ambitioner.

Men den store regning havner hos eleverne, især de svageste 20 procent, som alle gerne vil løfte. Og betalingen ender i en folkeskole, hvor de resursestærke flytter væk.

Naturligvis kan man ændre på alle mulige faktorer inden for folkeskolen. Det sker hele tiden, og det kan også ske nu. Man kan bare ikke lave om på, at god undervisning kræver forberedelse.

Ændringer, som starter med, at man slår på dem, som skal udføre dem i praksis, har desuden altid haft svært ved at lykkes.

Som hjernen bag det berømmede canadiske eksempel, Ben Levin, har sagt til folkeskolen.dk: »Man kan umuligt løfte et helt skolevæsen med vrede og utilfredse lærere. Det kunne vi ikke i Canada, og det kommer I heller ikke til her i Danmark. Så enkelt er det«.

Det er besynderligt at iagttage medierne i denne tid. Det er, som om alle har besluttet sig for, at lærerne garanteret ligger hjemme på sofaen og driver den af i stedet for at forberede sig. Ingen journalister stopper op et øjeblik og tænker over, hvordan det lige er blevet den historie, der bliver fortalt. Men Folkeskolens leder kan her med eneret afsløre historien bag historien:

Scene 1, statsministeren tænker højt: En sejr … Vi har voldsomt behov for sådan en. Folkeskolereform. Mange engagerede vælgere og ingen forligspartier imod. Klar vindersag! Men det koster, og kassen er tom. Hvis vi ønsker os så meget som en lillebitte ekstra time i dansk, kommer KL og dutter og kræver betaling. Øv.

Scene 2: Finansministeriet en sen aften. Rundt om bordet sidder forhandlere fra ministeriet og kommunerne. De sætter gang i en seriøs brainstorm. Hvordan pokker skal de få løst problemet? Pludselig udbryder en ung fuldmægtig fra Finansministeriet: »Hvis vi nu sagde, at det var lærerne, som skulle betale? Skidt med forberedelse. Det skal de jo nok gøre alligevel. Så får regeringen en reform og 15 minutters berømmelse, I får jeres gratis overenskomst, og alle er glade!«

»Nej, det er for langt ude«, lyder det rundt om bordet fra de garvede forhandlere. »Skal vi så også sige, at socialrådgiverne skal betale for bedre kontanthjælp? Eller at lægerne skal betale for flere operationer? Den er der da ingen, der hopper på!«

Scene 3, spindoktoren: »Jo, hvis vi nu siger, at lærerne skal være mere sammen med børnene. Det kan ingen have noget imod. Børn er jo søde. Så får vi opbakning.« Dyb skepsis lyser stadig ud af ansigterne rundt om bordet.

Men se, det var netop, hvad de gjorde.