»I stedet for at suge energi ud af systemet ved at kræve afrapportering op til et system, der lever af benchmarking og afrapportering, skal de [politikere og forvaltning] gennem samme øvelse, som lederne skal igennem i forhold til lærerne. Fokus skal være på det, der foregår i læringsrummet«, siger Claus Hjortdal.

"Der er spændinger i reformen"

Det er en klar og opmuntrende opfordring, den nye formand for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, leverer i dette nummer af Folkeskolen. Skolelederne har alt for længe bukket og slået hælene sammen, når de mange krav oppefra har fået dem til at bruge mere tid som sparringspartnere for Excel-ark end som støtte for lærerne.

Det er på tide, at de vender blikket den anden vej.

For den nyvalgte formand fremhæver også et element i reformen, som ikke har været meget fremme i debatten: Der er mange fag, hvor der faktisk ikke længere er lovkrav om at levere et bestemt timetal.

Det kan man begræde, fordi man kan frygte, at nogle fag så bliver klemt. Men man kan også se det som en chance for virkelig at nytænke skoledagen. Det er - som så meget andet i reformen - allerede sket mange steder.

For eksempel på Nivå Skole, hvor lærerne som forsøg har indrettet et fælles halvanden times »projektbånd« hen over dagen for en hel årgang. Det er blevet brugt til teaterøvelser i en uge, motorik i en anden, men lærerne ser mange andre muligheder i det. En matematiklærer tænker for eksempel, at hun kan indføre endnu mere værkstedsundervisning, hvis hun kan få lov til at bruge noget af båndet til matematik. Det kniber det med tid til i dag.

Men, men, men.

Alle disse muligheder har en alvorlig bagside. Som alle - undtagen politikere - ved, kræver det virkelig meget forberedelse at skabe noget helt nyt. På Nivå Skole, hvor de endda har fået ekstra støtte i en periode, har det taget al den forberedelsestid, lærerne på tredje årgang havde.

»Jamen, hvem gør hvad? Hvem laver en redskabsbane? Hvem sørger for, at der er toppe og bolde og så videre? Vi har brugt al vores forberedelse på at få det halvanden times projektbånd til at fungere«, siger en af lærerne. Og hvornår mon de så har forberedt den almindelige undervisning?

Ja, godt gættet! Hvorfor er det så vanskeligt for andre at forstå, at det at opfinde og koordinere 75 elevers og en flok læreres aktiviteter kræver, at nogen sætter sig ned og planlægger i alle detaljer?

Enhver, der har prøvet at arrangere en børnefødselsdag, må kunne sætte sig ind i det. Og så skal børnene endda ikke lære noget!

Lad os håbe, at Claus Hjortdal og hans kolleger nu for alvor går ind i rollen som skolens lynafledere, der tør rage op i det kommunale landskab og sørge for de rammer, der skal til, for at lærerne kan passe deres arbejde. Der er brug for det.