"Undervisning er skolens kerneaktivitet. Ikke læring, ikke trivsel, ikke udvikling og heller ikke kreativitet eller digitalisering”, slår Alexander von Oettingen fast i en lille, ny bog. Det synspunkt argumenterer han godt og nuanceret for, og det sker i et herligt ukrukket hverdagsdansk, hvor ”facilitere” og ”feedback” vist er de eneste ord fra det herskende uddannelsessprog, der har fået lov til at slippe igennem.

Dannelse definerer han som at være sig selv og samtidig være en del af noget større. Men det er ikke vigtigt, om definitionen er helt præcis, siger von Oettingen. Derimod er det afgørende, at vi er bevidste om, hvad der er undervisningens bidrag til elevernes dannelsesproces. Skolen har ikke monopol på dannelsen, men den danner børnene, ”når den fører dem ind i det almene og det fælles og lærer dem, at de står med et ansvar, der ikke slukker, når klokken ringer, men tværtimod varer hele livet”.

Eleverne kommer i skole for at møde undervisning, de ikke kan møde andre steder. Lærerne er uddannet til at undervise i og med fag, og hvis undervisningen forsvinder, forsvinder skolen og læreren, skriver von Oettingen. Og vader så lige ud i minefeltet ved at skrive positivt om tavleundervisning. Traditionel klasseundervisning er grundfiguren for alle andre undervisningsformer, og den har en række fordele, det er vigtigt at huske, siger han. Den en god, når alle skal have en besked, den er god, når læreren skal demonstrere og illustrere, hvordan en opgave skal gribes an, den er god, når der skal lægges op til fælles samtale - og i mange andre sammenhænge. Og måske allervigtigst: Klasseundervisning kan skabe fællesskab og styrke det sociale sammenhold, fordi alle er sammen om det samme - under lærerens vejledning.

Forskning viser da også, at næsten 80 procent af folkeskolens undervisning er røv til bænk-undervisning. Men paradoksalt nok er de fleste lærere ikke for alvor stolte af ”at praktisere alt for meget traditionel tavleundervisning”, mener von Oettingen. Hans argumentation hænger fint sammen; problemet er måske blot ordene ”alt for meget”, som ikke diskuteres. Er 36 minutters tavleundervisning ud af lektionens 45 minutter for eksempel ikke ”alt for meget”? Er 35, 34, 33 minutters røv til bænk okay?

Von Oettingen er dog klar over farerne. Tavleundervisning risikerer at passivisere eleverne, og der er masser af eksempler på, at lærere taler ned til elever og holder kedelige monologer, siger han. Og: "Tavleundervisning tvinger alle til at sidde stille og høre efter – eller dagdrømme og sms’e”. Men hovedpointen er, at klasseundervisningen ikke kan undværes – for eksempel når læreren skal sætte aktiviteter i gang eller skal forklare, informere og eksemplificere. Det har alle lærere vist ”erfaringsbaseret evidens for”, slutter han afsnittet. Og får dermed elegant lagt afstand til den mest lalleglade evidensbegejstring.

Det forhindrer ham dog ikke i at skrive positivt om John Hatties sammenskrivninger af andres analyser af, hvordan undervisning virker. Hans eneste forsigtige kritik er, at Hattie nok mere mener "synlig undervisning" end "synlig læring", som den markedsføres i Danmark. Hattie refereres loyalt, og det er rigtig fint, for det sker langtfra altid, når kommuner køber Hattie-afledte frelserkurser. Men jeg savner henvisninger til de forskere, der har vist, hvor meget usikkerhed og hvor mange fejlkilder der er ved effektmåling. Den hollandske forsker Japp Scheerens' undersøgelser viser for eksempel langt lavere effekter end Hatties.

Dokumentation og synlig undervisning behøver ikke - i sig selv - at være et problem, hvis det kan skabe et datagrundlag, som ”understøtter lærerens didaktiske arbejde og refleksion”, mener von Oettingen. Og så er vi tilbage i de konkrete hverdagsvilkår. Er de data, der produceres af den empiriske uddannelsesforskning, didaktisk gode nok? spørger han. ”Jeg kan have min tvivl”, svarer han selv. Vil det lykkes at udvikle en kultur, hvor lærerne kun bruger data, når det hjælper dem til at kvalificere deres didaktiske arbejde? lyder hans næste spørgsmål. Hvis det skal lykkes, skal der ”langt stærkere fokus på, hvordan mål og data kan bruges didaktisk og relevant, og hvordan hele den målorienterede undervisning ansvarliggør lærernes didaktiske frihed og ansvar”. Det kræver nemlig større tillid til lærernes kompetencer end til registrering af data og styring, og hvis styring og data kapper forbindelsen til skolens formål, forsvinder meningen, siger han.

Selvom bogen kun er på 71 sider, er der plads til henvisninger til store navne som Aristoteles, Sokrates, Comenius, Kant, Hegel, Grundtvig og Dewey. Det gøres elegant og - ikke mindst - relevant. Efter ”den empiriske vending” er der mange, der har travlt med at udrense alt filosofisk og historisk arvegods. Det gælder ikke Alexander von Oettingen. Han analyserer skolen gennem moderniserede versioner af den tyske 1800-talsfilosof Johann Friedrich Herbarts begreber ”regering af barnet”, ”opdragende undervisning” og ”tugt”. Hos von Oettingen bliver det til ”disciplinering”, ”undervisning" og ”vejledning”, og det kommer der spændende pointer ud af, som kan anfægte til god tvivl og eftertanke. ”Disciplinering er ikke pædagogikkens eller undervisningens modsætning. Det er tværtimod den, der skaber rammerne for, at børnene kan trives og lære”. ”Undervisning kan ikke garantere læring, der er ingen direkte vej, men den kan sandsynliggøre og skabe rammer for, at elever kan lære”. ”I de dannende samtaler tager eleverne personligt stilling til, hvad de mener et godt liv er, og hvilket fælles ansvar de har”.

"Undervisning er dannelse" er letlæst, og den provokerer på den gode måde ved at invitere til diskussion. Men jeg savner - ligesom hos de andre bøger i samme serie - i den grad kildehenvisninger. At de kan tilføjes, uden at det går ud over læsningen, men tværtimod beriger dem, kan man se i forlagets anden fine serie, "100 danmarkshistorier", som på et tilhørende site har både litteraturhenvisninger og noter.

I bogens forslag til videre læsning anbefales Hatties ”Synlig læring – for lærere”. Jeg savner blandt andet ”Hattie på dansk”. Og i småtingsafdelingen: Side 56 står der, at Lærerhøjskolen blev til Danmarks Pædagogiske Institut, der blev til DPU ved Aarhus Universitet. Nej. De blev slået sammen til Danmarks Pædagogiske Universitet, der senere blev en del af Aarhus Universitet. Og så bruger von Oettingen en del elevnavne – Frantz, Esther, Gustav, Clara, Emma, Jonathan, Maria og David. De virker noget hvidskurede og minder ikke meget om de folkeskoler, jeg kender. Hvor er for eksempel Ali og Fatima?