Corydons afskedsreplik var, »at lærere nu arbejder i et gennemreformeret land«. Faggruppens pædagogiske praksis skulle således være justeret og minimeret af økonomerne og politologerne i Finansministeriet. Den professionelle myndighed forekommer så at være taget ud af hænderne på lærerne - der er styr på dem, synes tankegangen at være. På baggrund af de mange reformindlæg i Folkeskolen kan man formode, at den gennemgribende reform kun er slået igennem på skrivebordsniveau, men i praksis er hensigten, at faglige og eksistentielle engagementer helt igennem og allersnarest afløses af målstyring. De arbejdende lærere og pædagoger skal helt igennem moduleres af fagkonsulenter, ved vi. Vi taler om uddannede lærere og pædagoger med erfaring og ansvar. Faggrupper, der med tilegnet uddannelse og erfaring kan navigere fra det ene øjeblik til det andet ud fra pædagogisk og didaktisk refleksion. Mennesker, der kan sammensætte teori og praksis i en folkeskole.

Når moduleringen er slået effektivt igennem, kan man enten forestille sig lærere som evidensbaserede metodeformidlere eller lærere, der agerer, som man i en periode gjorde i yderst gennemkontrollerede samfund lidt længere mod øst. I bogen »Everything Was Forever, Until It Was No More« af Yurchak beskrives, hvordan en udviklende praksis bevarede ansvaret, fagligheden, professionalismen, relationerne og optimismen ved for eksempel at læne sig lidt mod hinanden og hviske: »Femårsplaner, det er bare noget, vi leger«.