Tal er meget magtfulde i dagens Danmark. De taler et klart og tydeligt sprog. Et sprog, der som bekendt overvejende er økonomiens. Tal estimerer fremtidens udbud og efterspørgsel af særlige kompetencer. Af samme grund foreslår politikere gerne kvantitative løsninger, f.eks. når unge ikke bare skal uddanne sig til det, de vil, men det samfundet efterspørger.

Uddannelse er et samfunds måde at sikre eller ændre dets kultur på. Samfundet anvender dets akkumulerede fornuft i et forsøg på at skabe stadig bedre omstændigheder for kommende generationer. Engang imellem sker det dog, at der ryger nogle tal ind i maskineriet, som gør, at det ene ikke fører til det andet, men at maskinen går itu.

Enhver med en minimal indsigt i økonomi ved, at det er bedst, når udbud og efterspørgsel harmonerer. Er udbuddet af kompetente og arbejdsduelige borgere større end efterspørgslen på arbejdskraft, så vipper balancen, hvorved politikerne har problemer med at få de offentlige udgifter til at hænge sammen.

Svinger balancen den anden vej, presser erhvervslivet politikerne, fordi virksomhederne mangler kvalificeret arbejdskraft, som enten skal uddannes eller hentes hjem udefra. 

Resultatet er, desværre, at økonomien styrer politikken, som efterfølgende styrer pædagogikken. Og, det er stærkt tvivlsomt om det er i samfundets interesse.

Kultur forandrer sig

Økonomiske prognoser mangler stort set altid dynamik. De tal, som økonomerne kigger på, er baseret på nogle forventninger, som igen er baseret på nogle beregninger, der enten udspringer af en fremskrivning af status quo. Devisen er følgende: Hvis alt fortsætter som det plejer, så mangler vi i år 2040 x-antal sygeplejersker, skolelære og smede.

Men kultur forandrer sig. Alt fortsætter ikke som det plejer. Det ved enhver, som lever sammen med et andet menneske. To sæt af værdier, vaner og traditioner mødes og udvikler sig til noget tredje. Enhver kulturs fundament, hvad enten vi taler om en nations, virksomheds eller families afhænger af de tanker, som former kulturen. Og tankerne afhænger af det enkelte menneskes opdragelse og uddannelse.

Hvem kunne for ti-femten år siden have forudset Facebooks betydning for, hvordan vi omgås hinanden? 

Kan det måles?

I Danmark er de pædagogiske ambitioner gået i stå – i hvert fald på et politisk niveau. Den pædagogiske planlægning er styret af, hvad politikerne tror er godt (læs: hvad de øknomiske prognoser siger).

Uddannelse er noget af det smukkeste ved at være menneske: Vi kan lære nye ting, danne os nye erfaringer, udvikle nye ideer, beriges af tanker, som nærmest flår tarmene ud af kroppen på en. Ikke desto mindre lyder politikerne som en kliche, fordi mantraet uddannelse ikke synes at være baseret på en sammenhængende filosofi omkring, hvordan pædagogik og politik hænger sammen. Tværtimod synes strategien at udspringe af nogle tal, der igen er baseret på fremtidens udbud og efterspørgsel. Det betyder kort sagt, at fokus er fjernet fra det enkelte menneskes talent til samfundets økonomisk kontrolleret behov. Altså et behov, som udelukkende er økonomisk betinget.

De fleste pædagoger ved, at ikke alle mennesker har talent for en længerevarende uddannelse. Mange pædagoger har i flere år påpeget, at ikke alle elever i folkeskolen kan evalueres ud fra samme ideal. Er politikerne ikke bekendt med, at der findes forskellige former for intelligens? Tror politikere kun på en logisk-matematisk intelligens, fordi de rådgives af folk, der tror, at alt kan måles og vejes? Kan det ikke måles eller vejes, eksisterer det åbenbart ikke. Måske er det derfor, at politikerne ikke producerer mange originale ideer for tiden, for hvad vejer en god ide?

Læring stresser ikke

Sandheden er, at økonomien styrer politikken, som dermed også styrer pædagogikken. Det medfører ligeledes, at økonomien former kulturen – alt det som vi mere eller mindre bevidst og ubevidst opdrages til at tilskrive værdi. Et potentielt læringssamfund er blevet forvandlet til et præstationssamfund, hvis eneste styrke er, at det er nemmere for politikerne at kontrollere, hvem der er taber, og hvem der er vinder.

Ophøjede idealer er for religiøse eller økonomiske eksperter (også kaldet vismænd). Et læringssamfund opererer ikke med et ideal, der er ikke et tal eller noget måleligt, som i sidste ende vil afgøre, hvor godt jeg har præsteret. Læring er en løbende tilblivelse, der – modsat præstationsmålene – ikke stresser, fordi alle former for læring er lige meget værd. Der er eksempelvis en stor glæde forbundet med at lære, hvordan man kan bage en god kage helt fra bunden – endda en kage, som ikke skal vises frem på arbejdspladsen eller i børnenes skole, men blot høvles ned en søndag eftermiddag.

Den udfordring, som politikerne står over for, er, hvordan de kan skabe en læringskultur, hvor det bliver sjovt, interessant og givende at uddanne sig. Et af svarene er, at der skal tages udgangspunkt i den enkelte, mens der samtidig sker et værdiskifte fra bundlinje til livslinjer. Politikere antager, at de ved, hvad vi som samfund kan, hvorfor de også fortæller os, hvad vi bør eller ikke bør. Det er en form for arrogance, der bunder i manglende fornemmelse for menneskehedens opfindsomhed. I stedet for politisk aritmetik, kunne politikerne give mere plads til pædagoger og folkeskolelærere, hvorved de får mulighed for at anvende deres ekspertise til at se, hvad det er, som det enkelte barn har talent for.

Politikerne har skabt en kultur, hvor det er mere værdifuldt at have penge end et smil på læben. Livet er blevet underlagt økonomien. Der er sket en kvalitetsudvanding. Det kunne være glædeligt, hvis politik kunne handle om menneskelig vækst, ikke økonomisk. Det ville være godt for Danmarks mange talenter.