Slut med tre læreruddannelser i region Sjælland
I fremtiden vil der ikke være læreruddannelse i både Holbæk, Haslev og Vordingborg. De tre uddannelser lægges sammen til to i Professionshøjskolen Sjællands plan om styrkelse af uddannelserne i campuser. Rektor forventer fordele for de studerende.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
På et møde i går aftes besluttede bestyrelsen for Professionhøjskolen Sjælland, at uddannelserne under professionshøjskolen skal flyttes sammen i tre-fire campuser.
Det betyder at de tre læreruddannelser i Holbæk, Haslev og Vordingborg skal flytte sammen og i fremtiden fungere som to læreruddannelser i to nye campuser.
"Jeg kan endnu ikke sige noget om, hvor den geografiske placering af campuserne bliver, eller hvilke konkrete uddannelser, der skal flytte. Men vi har selvfølgelig drøftet, hvad der er mest hensigtsmæssigt for at opretholde en høj faglig kvalitet på uddannelserne", siger rektor på Professionshøjskolen Sjælland Ulla Koch.
Endelig afgørelse 4. november
Der er tale om en sindet beslutning fra bestyrelsens side, fordi der frem til 1. november vil være en høringsrunde, hvor studerende, ansatte og andre interessenter kan give deres holdninger til kende. Men 4. november tages den endelige beslutning, som skal godkendes af undervisningsministeren.
Hvilke andre uddannelser, læreruddannelserne skal dele adresse med, er heller ikke besluttet endnu.
"Men det er jo en del af campustankegangen, at der skal være flere uddannelser under samme tag. Det ser vi store fordele i for det tværfaglige samarbejde mellem uddannelserne", siger Ulla Koch.
Fordele for de studerende
Ulla Koch mener fortsat, at professionshøjskolen lever op til regionsforpligtelsen, selv om der kun bliver to uddannelser i stedet for tre og professionshøjskolen vil samtidig satse ekstra på virtuel undervisning for at dække bredere.
Om de studerende, der læser til lærer i dag vil kunne færdiggøre deres uddannelse, hvor de startede, er ikke afgjort, men Ulla Kock forsikrer om, at de studerendes retskrav vil blive overholdt.
Hun mener desuden, at de studerende vil have store fordele af den nye model.
"Vi kommer til at kunne opbygge et stærkere fagligt studiemiljø, fordi det bliver større uddannelser. Samtidig forventer vi store fordele i forhold til linjefagene, hvor det er meget svært i dag at oprette særligt de små linjefag", siger Ulla Koch.
Jacob Bøgh Andersen, som er studenterrepræsentant i bestyrelsen og lærerstuderende på Vordingborg Seminarium, mener, at nyheden vil være kedelig for en del studerende.
"Det her er jo ikke fantastisk for den studerende, der går på en uddannelse, der skal flytte. Men man er også nødt til at se på den økonomiske side, når man skal drive en professionshøjskole".
Han kan også godt se fordele ved den nye model.
"De penge, man sparer ved færre bygninger, vil forhåbentlig munde ud i øget fag-faglighed og et styrket studiemiljø. Jeg kan også godt se fordele ved at dele bygninger med andre uddannelser, så vi kan få styrket den tværfaglige dimension", siger han til folkeskolen.dk.