Fagbladet Folkeskolen
Vi vil skabe en stærk og tillidsbaseret forbindelse direkte til vores brugere – uden om Big Tech, siger chefredaktør og adm. direktør på Folkeskolen Andreas Marckmann Andreassen om planerne med innovationsmidlerne.
Foto: Jonas Pryner Andersen
Folkeskolen får millionstøtte til digital relancering
To millioner i mediestøtte skal hjælpe Fagbladet Folkeskolen med at genopfinde mediets rolle digitalt og udfordre tech-giganternes magt.
Fagbladet Folkeskolen skal have en bedre og mere
brugervenlig hjemmeside, vores nyhedsbreve skal relanceres, og så skal der
lægges en ny redaktionel strategi for alle vores digitale platforme.
Det er ambitionerne for det kommende år, og forarbejdet er
allerede i fuld gang.
Og nu har Folkeskolen fået en håndsrækning i
millionklassen til at lykkes med projektet.
Medienævnet har nemlig valgt at støtte Fagbladet
Folkeskolens digitale omstilling med 2,06 mio. kroner over en periode på to år.
Støtten kommer fra Slots- og Kulturstyrelsens såkaldte innovationspulje, hvor
medier kan søge midler til nyskabende projekter, der forventes at kunne
inspirere andre i mediebranchen.
Fagbladet Folkeskolen finansierer selv det meste af
projektet, imens innovationsstøtten udgør 40 procent.
”Vi er enormt begejstrede og taknemmelige for støtten. For
et lille medie med store drømme er der ingen tvivl om, at pengene kommer til at
blive altafgørende for, at vi kan indfri vores ambitioner for et nyt og endnu
bedre Folkeskolen digitalt", siger adm. direktør og chefredaktør Andreas
Marckmann Andreassen.
Digitalt forfra
Helt konkret skal pengene bruges til en grundlæggende gentænkning
af Fagbladet Folkeskolen på alle digitale platforme. Hvad det præcis skal
betyde, er for tidligt at sige. Det er nemlig også en del af projektet at
undersøge brugernes behov grundigt først.
Et af formålene med projektet er at skabe mere værdi for
flere brugere, først og fremmest lærere og andre skoleprofessionelle. Fagbladet
Folkeskolen har høje tilfredshedsrater, men vi vil gerne gøre en forskel for
endnu flere med vores skolenære og dagsordensættende journalistik.
Et andet formål er at opnå en tættere kontakt direkte til
brugerne.
”I dag er der mange af Folkeskolens læsere, som kommer fra
tech-giganter som Google eller Facebook. Usunde algoritmer har al for stor magt
over, hvad brugerne ser og læser på nettet, og her vil vi skabe en stærk og
tillidsbaseret forbindelse direkte til vores brugere – uden om Big Tech”, siger
Andreas Marckmann Andreassen.
Den indsats handler blandt andet om at styrke Folkeskolens
populære nyhedsbreve og skabe nye med fokus på indhold, der kan gøre en forskel
for lærere, lærerstuderende og andre skoleinteresserede i en travl hverdag.
Debatunivers omlagt med støtte i 2023
Det er anden gang på kort tid, Fagbladet Folkeskolen modtager en stor
bevilling fra innovationspuljen. I 2023 besluttede Medienævnet at tildele 1,65
mio. kr. til Folkeskolens relancering af sit debatunivers.
Takket være den bevilling kunne Folkeskolen investere
massivt i vores debatunivers, og vi tilbyder nu coaching til alle
debatskribenter, modererer kommentarsporet på folkeskolen.dk og på sociale
medier, ligesom Folkeskolen har udpeget et spritnyt team af debatambassadører
over hele landet.
Resultatet af debatprojektet er markant flere og bedre
debatindlæg, flere forskellige stemmer i debatten, en bedre tone i
kommentarsporet og flere debatindlæg, der sætter dagsorden. Og i august i år blev relanceringen af debatuniverset belønnet med en stor fagmediepris.