Jeg havde Henry Hansen til matematik i 8. og 9. klasse på Nordagerskolen i Ringe i midtfirserne. Men han lærte mig meget mere end blot matematik – han var en mand, jeg så op til, både som lærer og som menneske.

Det, der gør, at Henry skiller sig ud og hæver sig over alle andre undervisere, jeg har haft i mine 18 års formelle uddannelse, er en masse små ting, som vi alle kan lade os inspirere af.

Henry var altid ulasteligt klædt og ekstremt velsoigneret – et særsyn blandt lærere i midtfirserne. Han kom altid præcis til tiden – aldrig for tidligt, aldrig et minut for sent – hvilket er endnu mere imponerende, når man tænker på, at han samtidig havde et bijob som viceskoleinspektør.

Forberedelse var en dyd for Henry. Alle afleverede opgaver blev leveret tilbage i den efterfølgende time – omhyggeligt rettet og kommenteret ned til mindste detalje. Jeg er sikker på, at mange kan takke Henry for, at de i dag kan sætte to lige lange streger under hinanden uden at efterlade en blækklat.

Undervisningen var altid velforberedt og varieret med mange små sceneskift. Vi startede ofte timen med tabeller, hvor alle havde øvet sig på dagens tabel for at kunne svare prompte, når vi blev spurgt. Det var sjovt, og der var altid et smil på læben. Derefter skulle vi skrive dagens paragraf – regneregler, som Henry havde formuleret, og som vi alle skrev ned i vores hæfter. Disse blev renskrevet derhjemme og vist frem den efterfølgende time.

Dagens opgaver blev gennemgået på tavlen – først af Henry og derefter af en tilfældig elev, der sammen med ham fik lov at løse opgaver på tavlen. Her skabte han et trygt rum, selv for teenagere, hvor man kunne stå foran klassen, lære og fejle.

Når en opgave ikke blev afleveret til tiden, eller hvis man havde sjusket, blev Henry aldrig vred. Han reagerede først med nysgerrighed: Hvordan kunne det være sket? Var det noget, vi skulle gennemgå igen i klassen? Hvis der ikke var en god grund, blev han skuffet – men altid med et smil. Og så fik man en ekstra chance til at aflevere opgaven næste gang.

Jeg mindes aldrig, at Henry hævede stemmen. Han havde en naturlig autoritet, og selvom han kunne være bestemt, hvis vi fx legede med lommeregnere eller snakkede med sidemanden, var der aldrig uro i hans timer. Det skyldtes hans engagement og den tydelige følelse af, at han ville os det bedste. Selv de værste rødder fra Hillerslev gav ham deres fulde opmærksomhed, fordi han altid uden undtagelse behandlede alle elever respektfuldt.

Afslutningsvis, til eksamen, oplevede mange deres største succesoplevelser, når de fik flotte karakterer og et stærkt fundament til at læse videre – eller blot den selvtillid, der kommer med at vide, at man kan regne.

Jeg takker Henry Hansen for at lære mig at regne, men mest af alt for at være et forbillede – altid korrekt, altid forberedt, altid respektfuld, altid nysgerrig og altid venlig!

Æret være Henry Hansens minde.