”Det er ikke nogens skyld, at de her skoler har brug for ekstra hjælp. Men vi har et fælles ansvar for at få fokus på elevernes faglighed”, siger direktør Tobias Børner Stax.
Foto: Børne- og ungdomsforvaltningen, Københavns Kommune
12 københavnske skoler skal have hjælp til fagligheden
Kvalitetsrapporten 2014 for de københavnske folkeskoler viste markant fald i karaktergennemsnittet. Nu har børne- og ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune udvalgt 12 skoler, der får særlig hjælp til at få løftet fagligheden.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Det er jo ikke sådan, at de her 12 skoler er fuldstændig håbløse og elendige - men de er udfordret på fagligheden, og vi er nødt til at gøre en indsats", siger børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) til Altinget.dk.
Udvælgelsen af de 12 skoler, der får hjælp fra børne- og ungdomsforvaltningen, bunder blandt andet i 9. klassernes afgangskarakterer, hvordan skolerne klarer sig i de nationale test, og hvordan trivslen er i blandt personalet. Direktør i forvaltningen, Tobias Børner Stax, mener ikke, at det er nogens skyld, at det er kommet så vidt.
"Det er ikke nogens skyld, at de her skoler har brug for ekstra hjælp. Men vi har et fælles ansvar for at få fokus på elevernes faglighed. Det kan vi blandt andet gøre ved at rydde op i det, der kræver ledelsesmæssig opmærksomhed", siger Tobias Børner Stax.
Så mange fejl indeholdt ministeriets tilsynsliste
'Grøn bølge' skal hjælpe skolerne Skolerne skal sammen med forvaltningen udarbejde konkrete handleplaner. På nuværende tidspunkt har skolerne allerede udarbejdet en ramme for, hvad de ønsker forvaltningens hjælp til. Frem mod sommerferien skal de sammen finde ud af, hvilke indsatser, der skal prioriteres. Både MED-udvalg, forældrebestyrelserne og forvaltningen bliver inddraget i den proces. Der er ikke nødvendigvis tale om, at de udvalgte skoler skal have flere penge, fortæller Tobias Børner Stax.
"Men det kan godt være, at der skal prioriteres særlige indsatser inden for forvaltningens samlede ramme", fortæller han.
"I udviklingen af handleplanerne er der fokus på organisering. Det handler om, at vi på skolerne rydder op i det, der tager opmærksomheden fra den faglige kvalitet, og det gør vi blandt andet ved at sikre dem en 'grøn bølge'", siger han med et udtryk fra trafikverdenen.
"De kommer forrest i køen, når det kommer til støtte fra forvaltningen, så de hurtigt kan komme tilbage på rette køl. Vores opgave bliver at sikre skolerne hurtig og nem adgang til alle de relevante redskaber og al den support, forvaltningen har til rådighed med fokus på at løfte det faglige niveau", siger Tobias Børner Stax.
De 12 københavnske skoler er Sønderbro Skole, Bavnehøj Skole, Vigerslev Allé Skole, Kirkebjerg Skole, Tingbjerg Heldagsskole, Korsager Skole, Kildevældsskolen, Lykkebo Skole, Ålholm Skole, Kirsebærhavens Skole, Skolen i Charlottegården og Blågård Skole.
Kvalitetsrapport: Københavnske elever klarer matematik dårligere