Der er bestemt forskere, der bidrager med værdifuld forskning, i forhold til at vi kan udvikle vores undervisning. Når det er slået fast, er der alligevel al mulig grund til at stoppe op og tage en seriøs diskussion om, hvilken forskning vi ønsker. Og der er i den grad brug for, at stemmen fra de lærere, der står med ansvaret for undervisningen af børn og unge, får en langt større vægt.

I foråret dokumenterede Svend Kreiner og Jeppe Bundsgaard, at de resultater, den enkelte elev opnår i de nationale test, mildest talt er tilfældige - testene måler, som vinden blæser! De er ubrugelige for lærerne, og de er ubrugelige for elever og forældre. Forskerne opfordrede til, at testene øjeblikkeligt blev sat i bero. De blev bakket op af skolelederne, forældrene og lærerne.

Kort tid efter gik ikke mindre end 32 såkaldte skoleforskere imidlertid i rette med Kreiner og Bundsgaard i en kronik i Politiken. Det, jeg fik ud af kronikken, var, at de nationale test er helt nødvendige i forhold til den forskning, kronikskribenterne bedriver. I den forbindelse er det interessant at notere sig, at kun to ud af de 32 skribenter har rod i uddannelsesverdenen, mens de øvrige kommer fra økonomi eller statskundskab.

Nationale test: Vi må ikke drage forhastede konklusioner efter en enkelt undersøgelse  

Vi skal altså fortsætte med ubrugelige (og direkte skadelige) nationale test, for at nogle forskere kan drage nogle »vigtige« konklusioner på baggrund af de af testene genererede talkolonner. Jeg er blevet belært om, at disse konklusioner er højt værdsat blandt »forskernes« internationale kollegaer. Fint, at forskerne kan klappe hinanden på ryggen, men måske er det vigtigere, hvad lærerne har brug for i klasselokalet.

I kampagnen, der banede vejen for skolereformen og overgrebet mod lærerne i 2013, var hovedargumentet, at jo mere lærerne er sammen med eleverne, jo dygtigere bliver de. Det er både forsimplet og forvrøvlet, hvilket forskerne Rønberg, Allerup og Mejding gjorde opmærksom på. Hvorfor blev de ikke bakket op af de øvrige forskere, så forskerne i fællesskab kunne have ledt politikerne væk fra de afveje, som regnedrengene i Finansministeriet havde bragt hele uddannelsesdebatten ind på?

I marts 2013 proklamerede den i øvrigt af regeringen forgudede newzealandske forsker John Hattie som en anden lille dreng i »Kejserens nye klæder«, at reformen var udtryk for en absurd prioritering (han brugte faktisk ordet absurd!). Et land som Danmark skulle langt hellere fokusere på lærernes muligheder for at udøve god undervisning frem for at øge mængden af undervisning. End ikke denne markante udtalelse kunne give den samlede forskerstand mod til at fortælle, at kejseren ikke havde tøj på.

Uddannelsesguru: Flere timer og flere voksne rykker ikke

Drop myndighedsbetjeningen, drop ideen om, at forskningen kan give os enkle svar på, hvad der virker, med udgangspunkt i en forsimplet læringsdagsorden. Vi ønsker seriøs forskning, der udfordrer og inspirerer os, i respekt for den kompleksitet, der altid er forbundet med undervisning.