I denne blog vil jeg kort fortælle om, hvordan Finland har afvist at implementere et vanvittigt test- og målstyringsregime, som andre lande omkring dem ellers har gjort. I de kommende dage vil jeg derudover skrive om den finske læreruddannelse, skoledagens længde og lærernes arbejdstid.

PISA og evaluering i Finland

Vi ankom til det finske undervisningsministerium tirsdag, hvor vi fik en kort introduktion til Finlands placeringer i de forskellige PISA-målinger. PISA betød meget for finnerne, og det var da også de flotte resultater i PISA-målingerne, som har sat det finske skolevæsen på verdenskortet. Efter mange år med verdens øjne rettet mod sig præsterer Finland stadig godt i målingerne. Det mest fascinerende var den måling, der handlede om motivation for læring sammenlignet med elevernes trivsel. På begge spørgsmål scorede finnerne tårnhøjt, modsat fx Singapore, hvor eleverne var voldsomt fagligt motiverede, men trivedes dårligt.

Finland har i de sidste år oplevet et fald i PISA-målingerne. Især oplever de, at drengene sakker bagud i forhold til pigerne. Men det har ikke fået dem til at ryste på hånden. Svaret på de udfordringer, som de står overfor, er ikke flere tests eller ranglister. Svaret er faglighed og tillid. Det mener de selv.

Adspurgt om hvorvidt de brugte nationale tests, svarede de finske embedsfolk, at ”vi har fokus på læreruddannelsen og på god undervisning. Ikke på tests. Lærerne må evaluere børnene løbende, og det stoler vi på, at de kan.”

Når det finske undervisningsministerium skal have en fornemmelse for de forskellige skolers faglighed er det derfor ikke standardiserede tests, men nationale evaluering hvor resultaterne alene går ud til de enkelte skoler, som de bruger. Og værktøjerne bliver udviklet i samarbejde med lærerne. ”Vi tror på formativ læring, og på ”the world’s most competent teachers”

Samme fortælling alle steder

Noget af det mest fascinerende ved det finske skolevæsen, var den konsensustankegang der prægede skolepolitikken. Der havde været truffet meget få store, politiske beslutninger om det finske skolevæsen i 30 år. Alt skulle besluttes i nogenlunde enighed med de ansatte og med eksperter.

Sådan var det også i spørgsmålet om nationale tests. På en Teachers Training School fortalte man, at det var befriende, at man ikke havde de nationale tests. Hos lærerens fagforening var man lykkelige for, at man ikke skulle bruge tid på testene. Og selv hos den Nationale Styrelse for Undervisning vendte en af embedskvinderne øjne af mig, da jeg fortalte om vores karakterranglister og vores mange nationale tests. ”In Finland we know, that they will do their work,” fortalte hun mig om både lærere og elever.

På den måde var opbakningen til et skolesystem, der ikke var testificeret, altså manifisteret i alle dele af det finske skolesystem.

Ingen rigid læringsmålstyring

Det samme gjorde sig gældende i forhold til de nationale fælles mål, som finnerne havde lavet en reform af i 2014. Reformen af de fælles mål havde været næsten uden politisk indflydelse, og både lærere, embedsfolk og politikere bakkede op om reformen. Reformen skulle sikre eleverne bredere kompetencer end blot at kunne mestre de enkelte fag. Fagene skulle i højere grad spille sammen – og forstås i sammenhæng med omverdenen.

De finske fælles mål minder meget lidt om de danske. Finnerne har en historisk stor autonomi. De har brede mål for eleven, men hvordan de konkret bliver ført ud i livet er op til den enkelte skole og den enkelte lærer. Det vigtigste mål for embedsmændene var: ”At eleverne føler, at de skaber glæde for andre ved at være til.”

I spørgsmålet om, hvorvidt finnerne er nødt til at bruge tests og læringsmål for at sikre, at eleverne lærer noget specifikt i alle fag, så der er en form for ensartethed, var svaret nej. ”Vi har de dygtigste lærere i verden. Vi rekrutterer de dygtigste finnere til at være lærere. De skal nok lære vores børn, det de har brug for.” Den tillid som eksisterer i det finske skolevæsen er fantastisk. Og det var tilsvarende fantastisk at opleve, hvordan Finland fokuserer benhårdt på faglighed, men uden at lade det blive til et spørgsmål om at detailstyre eller teste i endeløshed. Vi har meget at lære af.