Explainer

Frihedsforsøget – farvel til et prestigeprojekt

Holbæk og Esbjerg fik frie hænder til at drive skole. Frihedsforsøget skulle være en inspiration for andre, men med den nye skoleaftale skal alle skoler nu igen følge de samme regler.

Offentliggjort Sidst opdateret

1 Hvorfor satte man kommuner fri? 

Som en del af en strategi om mere frihed i den offentlige sektor fik udvalgte kommuner i 2021 frihed på henholdsvis skole- og ældreområdet. I Esbjerg og Holbæk skulle skolerne ikke være forpligtet ­på meget andet, end at undervisningen skulle være gratis, og at eleverne stadig skulle afslutte ­­med folkeskolens afgangseksamen.

Et år senere signalerede statsministeren, at alle kommuner skulle have samme frihed som dem i frihedsforsøget. Det skulle diskuteres på et stort opsat velfærdstopmøde i 2022. Men topmødet blev aflyst, da krigen i Ukraine brød ud. 

2 Hvorfor stopper forsøget nu? 

Skoleforligskredsen på Christiansborg har dette forår indgået en ny skoleaftale. I den anledning er det besluttet, at Esbjerg og Holbæk igen skal drive skole på samme vilkår som landets andre kommuner. Tanken med skoleaftalen er at give mere frihed til de enkelte skoler og kommuner, dog ikke så meget frihed, som de to forsøgskommuner har haft. Den pludselige udmelding om at stoppe forsøget – og før en slutevaluering – har fået skoleforsker Lykke Mose til at sige, at det er svært at se, at politikerne har draget læring ud af forsøget.

3 Hvad har skolerne brugt friheden til? 

Skolerne i frihedsforsøget har blandt andet eksperimenteret med fleksibel skolestart, trivselstimer, senere mødetider, kortere skoledage, fjernet faste skemaer, oprettet venskabsklasser, en aften- åben ungdomsklub i skolens lokaler, anderledes valgfag som e-sport eller friluftsliv, arrangeret musical og indført tolærertimer. Og meget mere.

4 Hvad sker der så nu? 

Skolerne i Holbæk og Esbjerg har deres frihed resten af dette år og næste skoleår. Men nu skal kommunerne i dialog med Undervisningsministeriet om, hvordan de omstiller skolerne til de betingelser, som den nye skoleaftale sætter. Borgmestrene i de to kommuner vil dog forsøge at overtale ministeren til at give dem lov til at fortsætte initiativer sat i gang som en del af frihedsforsøget. Formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, har opfordret ministeren til at se igennem fingre med eventuel civil ulydighed på de snart forhenværende frihedsskoler.