Suhrs bliver til en højskole
Først skiftede Suhrs Husholdningsskole navn til Suhrs Madakademiet. Til sommer går skolen over til at være en højskole. Målet er at give de unge ny appetit på til Ingeborg Suhrs gamle værdier om hverdagslivet, fortæller skolens forstander.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Suhrs Husholdningsskole har længe arbejdet med at finde ud af, hvad der skal til for at de unge får lyst til at lære om hverdagsmadlavning og gastronomi.
"Vi har prøvet at arbejde på at gøre det her til en moderne husholdningsskole. Vi ville gerne være stolte af at være en husholdningsskole. Men vi er ikke sat i verden for at hedde en husholdningsskole", fortæller forstander Lars Sonne-Hansen til ernaeringogsundhed.dk.
"Ingeborg Suhr startede den her skole for at lære de unge rationel husførelse og æstetik. Det arbejder vi stadig med, men omsat til et morderne sprog. Højskolerne er for os en platform".
Unge har ikke lyst til husholdningsskoler
Skolen havde nedsat en arbejdsgruppe, som skulle se på, hvad der skulle til for at modernisere skolen og gøre den mere attraktiv blandt de unge.
Gruppens arbejde viste, at en husholdningsskole ikke er et begreb som unge mennesker forbinder med noget, de har brug for eller lyst til. Skolen fik to journaliststuderende til at besøge gymnasier, for at se, hvad der skete, når ordet husholdningsskole blev skrevet på tavlen.
"Det blev hovedet på sømmet. De unge som sad i gymnasieklasserne, som skulle være vores potentielle elever skulle assoserede til ordet husholdningsskole. Og det var et rædselskabinet af karklude, tykke damer og stivede forklæder, som kom frem".
Højskolestatus er fornyelse
Lars Sonne-Hansen annoncerer nu med, at skolen bliver en højskole til sommer, selv om skolen mangler de sidste formaliteter for at blive godkendt som højskole.
Der er to elementer, der bliver ændret. Det ene er, at man kan begynde på en husholdningsskole som 15-årig, mens man skal være 17 1/2 for at begynde på en højskole.
"Som uddannelses-Danmark har ændret sig, så er det ikke når man er 15 år, man flytter hjemmefra og har brug for at lære de ting, man kan lære hos os. Derfor er ikke noget problem for os at gå op til en højere aldersklasse".
Desuden er der et krav om at mindst 30 procent af uddannelse skal være husholdningsfag.
"Men det er jo ikke noget problem for os", siger Lars Sonne-Hansen.