45 procent mener, at øget synlighed af nøglehulsmærkede varer i butikker gør det nemmere at vælge sundt.

Otte ud af ti kender nøglehulsmærket

Næsten hver fjerde forbruger går efter nøglehulsmærkede produkter, når de køber ind. Op mod halvdelen mener, at mærket gør det nemmere at vælge sunde madvarer, mens 14 procent synes mærket skaber mere forvirring, viser ny undersøgelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Firmaet Zapera analyse har spurgt mere end 1300 forbrugere om deres kendskab til Nøglehullet. 83 procent af de, der står for familiens indkøb kender til mærket.

"Forbrugerne har på mindre end ét år taget det nye Nøglehulsmærke til sig. Undersøgelsen viser, at mange forbrugere mener, at det nye mærke gør det nemmere for dem at træffe et sundere valg. Det synes jeg er positivt. Når forbrugerne så hurtigt har lært nøglehullet at kende skyldes det ikke mindst detailhandlens opbakning til Fødevareministeriets kampagner af mærket. Dagligvarehandelen og mange fødevareproducenter er gået sammen om at sætte Nøglehullet på både dagsordenen og på dagligvarerne, så forbrugerne hurtigt kunne finde de nøglehulsmærkede produkter i butikkerne. Det skal de have stor ros for", siger fødevareminister Henrik Høegh.

Frivilligt mærke

Det grønne nøglehul er et officielt nordisk ernæringsmærke, som producenterne frivilligt kan sætte på deres fødevarer, hvis de opfylder en række kriterier. I dag sidder Nøglehullet allerede på mere end 500 færdigpakkede fødevarer. Fra brød over mælk til fisk og frosne grøntsager.

Fælles for fødevarer med nøglehullet er, at de indeholder mindre fedt, salt og sukker og flere kostfibre og fuldkorn end andre varer. Nøglehulsmærket blev lanceret med en kampagne "Nemt at vælge sundt", som blev gennemført af Fødevareministeriet.

Flere rækker ud efter varer med grønt nøglehul

Undersøgelsen viser, at kampagnen har formået at rykke forbrugernes indkøbsvaner i den rigtige retning. I 2009 var det således kun 10 procent af de der fyldte indkøbskurven for familien, der 'Ofte købte madvarer med Nøglehulsmærket'. I foråret 2010 er det tal mere end fordoblet, så tæt ved hver fjerde nu går efter varer med nøglehullet, når de handler.