For en del år siden holdt jeg et oplæg om differentieret moms som et middel til regulering af fedme, og nævnte i en sidebemærkning at det fra en økonomisk teoretisk synsvinkel ville være mest korrekt at regulere via en direkte "fedmeafgift", hvor skatten afhang af mængden af ekstra kilo. Her vil jeg så skynde mig at sige, at argumentet var en ren hypotetisk tanke, der ikke var tænkt som et forslag til egentlig politisk handling. Ikke desto mindre affødte bemærkningen stor furore i medierne, hvor det etiske korrekte i anvendelsen af en sådan "fedmeafgift" blev diskuteret.

Så forleden, i forbindelse med at jeg læste en artikel om, at PepsiCo afkræver sine rygende og overvægtige medarbejdere en "wellness-afgift" på 50$ om måneden, kom jeg igen til at spekulere over "fedmeafgiften" og danskernes moralske modstand. Medarbejderne på PepsiCo kan undgå tillægget, hvis de går på rygeafvænningskurser eller taber sig. Ydermere er det almindelig standard i USA, når der tegnes en privat sygeforsikring, at den præmie, der skal betales, er afhængig af ens vægt, ja faktisk er det muligt at finde hjemmesider, hvor du kan beregne din vægtdifferentierede forsikringspræmie og beregne den potentielle besparelse ved et vægttab. Men heldigvis koster det ikke ekstra at være overvægtig i Danmark endnu. Eller gør det?

Det økonomiske argument for en afgift på fødevarer

I løbet af de seneste år er antallet af fødevarer og nydelsesmidler, der er pålagt afgift, steget dramatisk. Vi har eksempelvis fået øgede sundhedsafgifter på sukkerprodukter, alkohol samt cigaretter og her senest en afgift på mættet fedt. Begrundelsen for at bruge økonomiske styringsmidler til at fremme sundheden beror på, at en sundhedsskadelig adfærd har økonomiske konsekvenser for hele samfundet. Det vil sige, at naboens usunde livsstil og eventuelt senere livsstilssygdomme bliver betalt af alle, også de der har en sund livsstil og således er langt billigere ud fra en samfundsøkonomisk betragtning. I det nuværende system bærer naboen ikke den fulde omkostning af sin adfærd, og det forventes, at hvis han selv skulle betale de fulde omkostninger, ville han leve sundere. Hvis han ikke ville ændre adfærd på trods af øgede omkostninger vil antagelsen være, at han sætter så stor pris på sin usunde livsstil, at han er villig til at betale, hvad det koster. Det svarer til en medarbejder i PepsiCo, der betaler de 50$ hver måned uden at forsøge at tabe sig eller stoppe med at ryge.  Denne form for regulering beror på den antagelse, at det enkelte individ er rationelt, det vil sige, i stand til at træffe de valg der er bedst for ham/hende, og at de fulde omkostninger ved hvert enkelt valg nu og i fremtiden er kendte.

Hvad er årsagen til stigningen i forekomsten af fedme?

Den rationelle antagelse er også den som ligger til grund for de fleste af de analyser, der forsøger at forklare de seneste årtiers stigning i forekomsten af fedme. En del undersøgelser viser, at prisen på fødevarer er steget mindre end prisen på mange andre forbrugsgoder. I 1885 tog det eksempelvis to timer at tjene til et kilo hvedebrød, mens det i 1991 kun tog ti minutter. Ligeledes er sunde fødevarer blevet relativt dyrere end usunde fødevarer, eksempelvis er prisen på frugt og grønt steget mere end prisen på slik og chips. Samtidig er antallet af individer med stillesiddende arbejde steget markant.  Populært kan man sige, at hvor man førhen blev betalt for at motionere, betaler man nu via eksempelvis kontingent i forskellige motionsklubber. Også stigende portionsstørrelser, på eksempelvis sodavand, eller slagtilbud med to poser slik for ens pris, hvor forbrugeren får mere for pengene, hvis han køber mere, får ofte skyld for den stigende forekomst af fedme.

Den rationelle model giver dog ingen fyldestgørende forklaring på, hvorfor usund livsstil og dermed fedme og andre livsstilssygdomme især forefindes blandt lavt uddannede og lavindkomstgrupper.  En mulig forklaring kan være, at både en lang uddannelse og et godt helbred på langt sigt kræver en stærk vilje til at modstå fristelser her og nu og motivation til at påføre sig omkostninger som hårdt studiearbejde eller motion/sund livsstil, hvor gevinsten først opnås efter lang tid. Hvis det er en daglig kamp at modstå fristelser, rammes man ekstra hårdt, hvis usund mad er tilgængelig alle vegne. Eksempelvis er idrætshallernes kantiner ofte fyldt med fedt- og sukkerholdige fristelser, og der ligger pizzeriaer, fastfood restauranter, bagere og kiosker på ethvert gadehjørne. Andre faktorer, som eksempelvis forskelle i madkultur, manglende ressourcer eller overskud til at ændre livsstil, kan også være mulige forklaringer på den observerede sociale forskel i sund livsstil.

Kan man sætte lighedstegn mellem en "fedmeafgift" og en afgift på fedt?

Afgifter på usunde fødevarer kan indføres for at sikre at overvægtige betaler en afgift der svarer til de ekstraomkostninger, overvægt påfører det offentlige sundhedssystem, eller for at gøre det sunde valg mere attraktivt. Førstnævnte svarer i princippet til en fedmeafgift, som vi her i Danmark tidligere har været ret enige om ikke vil være etisk korrekt. Det vil derfor være naturligt at argumentere for, at skatten på usunde fødevarer har til formål at gøre det sunde valg lettere, og dermed motivere til en sundere livsstil.  Dermed antages implicit, at alle har samme mulighed for at ændre adfærd, hvis bare de tager sig sammen. For mange er de daglige usunde fristelser svære - men ikke umulige - at modstå, og i de tilfælde kan skatter og afgifter være en hjælp til oftere at træffe det sunde valg. Men for mange svært overvægtige er forbruget af usund mad at sammenligne med alkoholikerens forhold til alkohol eller rygerens forhold til cigaretter, hvilket vil sige at trangen ikke længere er styret af den fri vilje og derfor ikke vil blive påvirket af øgede afgifter. Afgifterne vil altså ikke medvirke til ændret adfærd for denne gruppe, kun øget beskatning, og vil dermed i princippet virke på samme måde som en "fedmeafgift". Også for dem, hvor det ikke er lysten, men overskud og ressourcer til at ændre adfærd, der mangler, vil en øget afgift på usunde fødevarer blot forværre situationen. Hvis de sædvanlige indkøb bliver dyrere betyder det, at der er endnu færre ressourcer, til at overveje livsstilsændringer og færre penge at købe sund mad for.

Afgiftens etiske dilemma

Dette understreger sådan set afgiftens etiske dilemma. Via afgiften på fødevarer straffer vi jo dem der spiser allermest usundt, men ikke evner at ændre adfærd. Samtidig gavner afgiften dem der spiser usundt i moderate mængder, og hvor afgiften bliver et signal og en hjælp til at ændre adfærd i en lidt sundere retning. Overordnet kan man sige, at afgifter på fødevarer og nydelsesmidler hjælper dem der har mindst behov, men lader dem i stikken der virkelig har et behov. Spørgsmålet er hvor meget det overordnet set gavner folkesundheden. Hvis vi virkelig skal gavne folkesundheden, bør vi nok regulere i et bredere perspektiv og styrke individernes mulighed for at vælge den sunde livsstil ved eksempelvis bred uddannelse i og information om hvordan man lever sundt. Yderligere kan vi tilbyde spisestopkurser på linje med rygestopkurser og alkoholafvænning. Samtidig kan vi begrænse tilgængeligheden af de usunde fødevarer og eventuelt give incitamenter, der også gør det økonomisk fordelagtigt at vælge sundt.

Sinne Smed er adjunkt ved Fødevareøkonomisk Institut, Forbrug, Sundhed og Etik, Københavns Universitet