Danskerne er nu så rige, at de kan spise sig halvt ihjel. Flere og flere gør det faktisk. I 2000 var der 1,7 millioner overvægtige danskere plus 400.000, der var svært overvægtige. Antallet af danskere med for meget sul på sidebenene er steget med 75 procent i løbet af de sidste femten år.

Det er samme billede i alle de rige lande, og regeringerne og WHO fører kampagner mod »fedmeepidemien«, som æderiet kaldes. »Epidemien« koster nemlig millioner på sundhedsbudgetterne.

For den enkelte er det heller ikke sjovt. Det gør ondt på både krop og sjæl at være for tyk - diabetes to, slidgigt, hjertekarsygdomme, diskrimination på arbejdsmarkedet og i sundhedsvæsenet, mobning i skolegården, lavt selvværd. Det er ufedt at være fed, alligevel æder flere og flere mere og mere.

Hvorfor?

Fordi vi har råd, mener professor Verner Møller, der netop har udgivet bogen »Det gyldne fedt. Analyse af et lukrativt samfundsproblem«.

Fedme er ikke en sygdom, fastslår han, men et dannelsesproblem. Vi skal lære at opføre os som det, vi er, nemlig rige. Det gælder os alle sammen. Selv de fattigste danskere er i dag relativt rige.

Mange opfører sig imidlertid, som om de stadig er almue. Som om de er fattigrøve. Som pøbel, der er kommet til penge. De går amok i forbrug.

Det er for dumt, mener Verner Møller. I stedet skal vi hellere gøre det, som adel og højere borgerskab altid har gjort: Bruge pengene på kvalitet i stedet for kvantitet. I stedet for at købe tre flasker halvdårlig vin til 100 kroner skal vi hellere købe en flaske god vin til 100 kroner. I stedet for at købe tre poser matadormix skal vi hellere bruge pengene på 50 gram kvalitetschokolade. I stedet for at købe en kasse billige svinekoteletter, der ikke smager af noget, skal vi hellere bruge pengene på fire økologiske svinekoteletter. De smager godt og giver en følelse af mæthed.

Og mere end det: Når hver især har spist en god, veltillavet økologisk svinekotelet, sænker velværet sig over spisebordet. Modsat indtræffer der en bøvet stemning, når barn som voksen har sat to-tre dårlige koteletter til livs - hver. Man har fået for meget og alligevel for lidt. Man har fået en lang næse og i tilgift fedt på sidebenene.

Formaningerne og skrækkampagnerne fra Sundhedsstyrelsen virker ikke. Det skyldes, at de er båret af ulyst, kolde afvaskninger og løftede pegefingre, mener Verner Møller. Det, der skal til, er dannelse. Især smagens dannelse. Sansen for det gode liv, det, der giver livsfylde. Gode bøger i stedet for tynde tv-programmer, god mad i stedet for tomme kalorier. Det lyder som en klassisk opgave for skolen, men stop lige en halv, siger professoren:

»Vi har haft travlt med at belære lærerne om det ene og det andet, og det er ikke nødvendigvis gunstigt. Men alligevel: Fedme er et voksende problem, ikke mindst blandt børn, og hvis man vil gøre noget ved det, må man først have en forståelse af, hvad årsagen er«.

Og årsagen er dybest set den vækst­ideologi, der i snart mange år har styret de vestlige samfund.

»Fedmen demonstrerer vækstideologiens succes og nederlag i ét og samme træk«, påpeger Verner Møller.

Der er mere end rigeligt at spise, men de færreste har lært at holde igen, blandt andet fordi skolen er blevet gjort til en del af vækstmaskinen.

»Man har givet skolen den rolle, at den skal bære ved til vækstmotoren, og det koster jo på andre parametre. Man indførte for eksempel datalogi, da it viste sig som en faktor, der blev vigtig i samfundet. For: Vi skal have rustet folk til at klare den teknik. Der kommer hele tiden noget, der skal fyldes på. En overgang var det medier og fotolære«.

»Man vil via folkeskolen gøre børnene til redskaber for den samfundsmæssige vækst. Frygten er, at hvis vi ikke gør det, så bliver vi udkonkurreret af de omkringliggende lande. Funktionaliteten har taget over, og der bliver lagt mindre og mindre vægt på dannelsesaspektet. Man behandler vores børn som noget, der skal være redskaber«.

Det er så store politiske processer, at det er svært for almindeligt dødelige undervisere at gøre noget ved det, mener Verner Møller.

»Der er nogle lovgivningsmæssige rammer, lærerne skal udfylde og leve op til. Men hvis man kunne, så burde man nok arbejde på en bevidstgørelse af dem, der træffer beslutningerne, om hvordan verden også kan se ud - at folkeskolen skal ruste børnene til at klare sig som mennesker i det samfund, som vi har skabt, nemlig overflodssamfundet«.

Især idræt og hjemkundskab kunne være med til at grundlægge nogle gode vaner hos eleverne.

»Man må lære at bevæge sig i et samfund, der mere og mere lægger op til, at vi skal sidde stille og konsumere. Idræt er derfor et vigtigt fag, der bør opprioriteres, hvis man skal være rustet til at klare sig i det stillesiddende samfund, som vi har skabt«.

»Og så er der hjemkundskab, hvor det basalt set gælder om at lære at lave god mad, men som strander på, at lærerne kun har et discountbudget at gøre godt med. Fordi opfattelsen hos myndighederne er, at det bare er en teknik, eleverne skal lære. De skal ikke lære at sætte pris på god kvalitet. Dér er et sted, hvor man kunne sætte ind«.

Vel vidende at det er utopi, foreslår Verner Møller, at der - som i mange andre lande - bliver indført madordning på skolen. Men det skal være kvalitetsmad, og eleverne skal selv lave den og derved »lære at nyde at arbejde med læren om kvalitet«.

»Det spørgsmål, jeg altid skal svare på, er: Hvor skal pengene komme fra? Men selv om det er op ad bakke, er idéen god nok. Der bliver talt meget om, at danske elever læser og skriver for dårligt, men man angriber symptomet. Man siger: Sæt dig ned og læsetræn. Og det er ikke måden at gøre folk til bedre læsere på. Man bliver rastløs af al den stillesidning. Ens evne til at koncentrere sig bliver begrænset. Og dårlig mad går også ud over koncentrationsevnen. Vores børn bliver af ringere kvalitet, fordi vi giver dem ringere vilkår«.

Der er under alle omstændigheder ingen vej uden om en opprioritering af dannelsesopgaven i skolen, mener Verner Møller. Og ikke kun smagens dannelse, men over hele linjen.

»Man blive også federe af at se dårligt fjernsyn, så i en utopisk skole vil man lære eleverne at skelne mellem skidt og kanel hele vejen rundt«.

Læreren skal ikke møde eleverne på det sted, hvor de er, mener professoren.

»For så skal de lave en opgave om Spicegirls, for det interesserer dem. Men det er letfordøjeligt, og så er man med til at skole dem til, at det, man skal have, er det let fordøjelige - den lette smag«.

Selv de fattigste har i dagens overflodssamfund brug for dannelse og prioriteringsevne.

»Fattige før havde ikke problemet: Prioritering. Prioriteringen gav sig selv førhen: Nu er det ikke længere muligt at stoppe på Peters strømper, nu er de gået igennem, vi skal have ny uld. Der skulle mad på bordet dagligt, og det skulle være grød, for det var det, der var råd til. Der var ikke den der voldsomme prioritering på samme måde som i dag, hvor man hele tiden står i situationer, hvor man skal prioritere. Og det skal vi lære. Vi får jo evige tilskyndelser af et medie som fjernsynet, som hele tiden viser os, hvilken lykke det er at drikke en cola for eksempel - for så bliver man en del af den fest, der foregår bagved. Eller man præsenteres for den nyeste fladskærm, som man kan få for 7.000 kroner på afbetaling. Og computeren skal også være fladskærm, for den gamle klodsskærm, den går ikke«.

Når det er så svært at lære at navigere i stormvejret af tilbud, skyldes det blandt andet penge.

»Hvis du kigger på, hvad der bliver kastet af penge efter for eksempel underlødige fødevarer, i forhold til hvad der bliver kastet efter undervisning og reklamer for sunde fødevarer, så er der en gigantisk ubalance. Man kan godt blive grebet af en nederlagsstemning og sige: For pokker altså, når vi vil et samfund, der ser sådan ud, hvorfor så være sådan på nakken af de fede. Hvorfor ikke i stedet for bare taget nederlaget på os og så fejre dem som symboler på det vækstsamfund, vi hylder«.

Men der er en udvej, mener Verner Møller: Lysten. Det er lysten til god mad, der skal vækkes. Lyst til kvalitet. Som alternativ til de hidtidige skrækkampagner, der har sendt horder af tykke mennesker på slankekure, uden at det har hjulpet længere end et kort øjeblik. Snart er de typisk tilbage på deres gamle vægt igen.

»En af de fejl, som folk, der er lidt overvægtige, ofte begår, er, at de begynder at bekæmpe lysten. Og når man vil bekæmpe sin lyst, løber man ind i problemer. For lysten er uhyrlig stærk. Der kan gå lidt tid, men pludselig kommer man til at gøre et eller andet - man fik lige en invitation, og så kan man godt lige give efter, og så kommer man til at give alt for meget efter. Lysten tager fusen på os. Derfor nytter det ikke at bekæmpe fedmen ved at bekæmpe lysten. Man må vinde lysten over på ens egen side. Og det gør man ved at tage ved den og dyrke den«.

Men man er oppe mod snedige fjender.

»Tag for eksempel McDonald's. Det er et fantastisk koncept. De spiller nemlig lige præcis på lysten. De vækker lysten, men de tilfredsstiller ikke lysten. Det smager lige præcis lidt godt, men ikke ret meget. Det smager ikke igennem. Det vil sige, at når man er færdig, har man ikke fået sin smagssans dækket. Man har ikke nydt igennem. Man har ikke fået udløst sin madlyst, kun blevet pirret. Man må derfor have en burger til med det samme«.

Det ville være nemmere at komme ind på kvalitetsvejen, hvis en discountburger kostede det samme som en kvalitetsburger, mener Verner Møller. Hvis der var en mindstepris på alle madvarer. I teorien kunne det godt lade sig gøre.

»Man kunne nedsætte en ekspertgruppe, der beregnede prisen på for eksempel et kilo pølse af god kvalitet. Lad os sige, de landede på 100 kroner. Så skulle alle pølser koste mindst 100 kroner kiloet, også kødpølsen, der mestendels består af fedt, salt, farve, vand og stivelse. Men det er selvfølgelig utopi. Det ville kræve en markedsregulering, som der ikke er politisk stemning for i hverken EU eller Danmark«, siger Verner Møller.

Så undervisere er - som alle andre borgere - henvist til sig selv. De må lære sig selv og deres elever og deres egne børn, at pengene skal bruges på kvalitet, hvis de vil leve et godt og sundt liv i overflodssamfundet, fastslår professoren. |

Verner Møller, født 1962, har udgivet bogen »Det gyldne fedt. Analyse af et lukrativt samfundsproblem« på Gyldendal. Han er professor på Center for Idræt ved Aarhus Universitet og leder af en forskningsenhed, der arbejder med eliteidræt og kropskulturelle ekstremer. Han er cand.mag. i dansk og idræt og ph.d. i sundhedsvidenskab.