Anmeldelse
Mit barn er for sødt
Kogebog til forældre, der vil spare på sukkeret
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En høj indtagelse af sukker er ernæringsmæssigt uheldigt; på kort sigt risikerer man, at børnene ikke får vitaminer og mineraler nok, og på længere sigt kan en høj indtagelse af sukker medvirke til udvikling af overvægt og dermed øget risiko for andre livsstilssygdomme. Dette klare budskab er bogens grundholdning og udgangspunkt for en bearbejdning af madvanerne.
Hvorfor ændre madvaner? Ja, børn spiser for meget sukker, og det må forældre og undervisere gøre noget ved. Bogen giver indledningsvis gode råd: Få inspiration til nye sødevaner, de syv kostråd, stimuler sanserne i den daglige madlavning, brug forskellige naturlige sødemidler og gode vegetabilske olier. At spise økologisk kan være en af måderne at sikre sig på, således at barnet får mere ren mad med gode råvarer. Men den bedste metode til at ændre børnenes sukkervaner er at inddrage dem i madlavningen og lave maden sjov, fristende og farverig.
Det er netop, hvad bogen lægger op til. Forslag til det sunde morgenmåltid, frugtsnacks, sprøde og salte snacks; brødsnacks og boller, pandekager og klatkager, kager med frisk frugt, is og opkvikkere, hjemmelavet slik og konfekt samt sødt pålæg, drikkevarer og madpakkeideer.
En dejlig bog med forfatterens skønne billeder af børn, der nyder tilberedning af maden; spændende opskrifter med gode råvarer.
Bogen anbefales til forældre og undervisere - i hjemkundskab, ernæring og i børneinstitutioner.