Den praktisk-musiske dimension er en måde at forvalte undervisning på - et træk, der angår al undervisning. Vi låner udtryksformer fra de praktisk-musiske fag til erkendelse af et stof og til at skabe mange forskellige tilgange til stoffet.

Det var nogle af de ord, som lærer på Hummeltofteskolen i Lyngby, Karin Terlø, brugte, da hun skulle beskrive og evaluere et danseforløb, som skolen gennemførte i 2006-07 med støtte fra Kunstrådet. Et forløb, hvor dans indgik på lige fod med dansk, billedkunst og musik.

Men dette praktisk-musiske (og æstetiske) forløb er langtfra det eneste eksempel på, at skolen gør alvor af at inkorporere det kreative i hverdagen. Som en ny rolle har Karin Terlø - sammen med en kollega - også fået titlen som praktisk-musisk vejleder. 30 lektioner er der sat af til det hverv. Og de timer bruges blandt andet på at koordinere skolens store fælles teaterprojekt og til at arrangere den store årlige rollespilsdag:

»På denne dag drager alle skolens 800 børn over i den nærliggende Geels Skov for at spille rollespil sammen. I år var det med udgangspunkt i fortællingen om Narnia. Og vi havde forberedt os i lang tid«, fortæller Karin Terlø.

For Karin Terlø er der især én ting, som kreativitet er tæt forbundet med. Det er humor:

»Man skal være et åbent, modtagende menneske. Det må være det, som betinger, at der er noget, der overhovedet kan gå ind og blive til kreationer. Det er en vigtig ting at kunne grine af sig selv og af det, som sker omkring én. Humor er med til at få os til at se de skæve vinkler«, siger Karin Terlø og fortsætter:

»Jeg bruger selv humor, er omgivet af folk med humor, og jeg træner børnene i humor. Humor skal læres«.

Så ifølge Karin Terlø er evnen til at være kreativ tæt forbundet med evnen til at kunne se det skægge i det skæve - og omvendt. Når disse personlige (og kreative) egenskaber sættes i spil, kan de nogle gange munde ud i kreativitet.

»Det handler om at få ideer, som de andre ikke har fået endnu. Og det, som Lene Tanggaard siger om at få nye ideer til at blive accepteret socialt, det er lige præcis humlen - at give det en social resonans. Det har jeg lært som lærer. Jeg kan sælge sand i Sahara - vel at mærke når det er noget, jeg ved noget om. Jeg kan sælge Blicher til drenge, der går med livrem nede om knæene«.

For at lykkes med at sælge Blicher til drengene med denne lavt anbragte livrem skal man være ret godt inde i sin egen Blicher:

»En forudsætning er, at du har gjort dig mange erfaringer med dit fag; er fagligt godt klædt på. Man kan ikke forlange, at unge lærere skal komme spritnye ud fra seminariet og kunne det hele på én gang. Jeg har gjort det her gennem mange år, og jeg har begået mange fejl. Klokket rundt i det. Og så har jeg rettet op. Nu synes jeg, jeg har en stor flade at spille på - næsten lige meget hvad jeg kommer ud for i mine undervisningsforløb, synes jeg, jeg kan klare det«.

Ligesom Karin Terlø helt bevidst holder fast i, at hendes egne fejl er gode - eller i hvert fald helt okay: »Som skolens musiklærer spiller jeg jo meget klaver, og jeg akkompagnerer da ikke et nummer, uden at der er en fejl .«. Og hun forsøger at fortælle børnene, at det er okay at begå fejl i klasselokalets lukkede rum.

»Det er ikke noget forfærdeligt. Fejltrin er gode trin«.

Det samme gælder de fejl, som hun og skolens andre lærere begik, da de som nogle af de første startede med at arbejde i team. I den første lange periode blev der eksperimenteret helt vildt og begået masser af fejl. Men fejlene var gode. Og børnene kunne se, at de voksne i praksisfællesskabet også hele tiden søgte - og fandt. På den måde blev de voksne forbilleder for de kreative processer, som skolen gerne skal være fyldt med, og som børnene gerne skal lære at navigere rundt i.

»Jo, mesterlæren kan virkelig bruges«, giver Karin Terlø Lene Tanggaard ret, før hun slår fast, at et vellykket forløb forudsætter, at der er en mester som forbillede. Derfor er hun meget ophidset over de forringelser, som blandt andet musiklinjefaget i læreruddannelsen har været ude for.

»At man forestiller sig, at mennesker på et eneste år kan lære at mestre et instrument i en undervisning, samtidig med at de har god kontakt med 26 børn, som spiller og eventuelt også holder en anden- og en tredjestemme, er helt ude i skoven. Det er for kort tidsrum at kunne nå at udvikle sig til en mester på. Vi bliver nødt til at opkvalificere de områder, som stadig hænger. De voksne skal være godt uddannede«.

Grundighed, erfaring og gode læringsrum, der strækker sig over en lang periode, er nogle af forudsætningerne for, at i første omgang lærerne kan opleve gode kreative læreprocesser - og lære at møde verden med humor. Og derefter lære børnene at møde verden med humor.

»Ligesom Lene Tanggaard, der har studset over alle de gange, hvor ordet kreativitet er nævnt i aviserne, har jeg undret mig over, hvor ofte man ser ordet humor i for eksempel jobannoncer. Hvor fanden skal den komme fra, hvis der ikke er nogen, der sørger for at gøde jorden, som humor kan vokse i? Det er ikke, fordi jeg mener, at vi skal til at have et fag, der hedder humor. Ligesom vi heller ikke skal have et fag, der hedder kreativitet. Kreativiteten har ikke kun hjemme i de musiske fag. Kreativitet kan findes alle steder. Ligesom humor kan. Alle udtryk kan gestalte sig, hvis øjeblikket er svangert med betydning. Det gælder om at besvangre øjeblikket, så meget man kan«, siger Karin Terlø, før hun slutter:

»Jeg betragter hele tiden børnene. De fortæller mig, om min måde at undervise på virker. For det meste synes både børnene og jeg, at vi har en fin måde at se verden på. Den må gerne være i farver, med guirlander og fjolleri og polka midt i timerne. De dér genstandsled tager vi bare efter efterårsferien«. |

Lærer i kreativitet

Gennem 18 år har Karin Terlø været lærer på Hummeltofteskolen i Lyngby nord for København. Sidste år blev hun og en kollega skolens praktisk-musiske vejledere. Første år var det med ti lektioner, i dette skoleår er der afsat 30 lektioner.

»Jeg bruger selv humor, er omgivet af folk med humor, og jeg træner børnene i humor. Humor skal læres« Lærer Karin Terlø»At man forestiller sig, at mennesker på et eneste år kan lære at mestre et instrument i en undervisning, samtidig med at de har god kontakt med 26 børn, som spiller og eventuelt også holder en anden- og en ­tredjestemme, er helt ude i skoven« Lærer Karin Terlø