Arbejdermuseet i København har med støtte fra Nordea-fonden lagt et gratis undervisningsforløb ud på sin hjemmeside til brug i faget madkundskab. Forløbet indeholder flotte illustrative sider med udførlig lærervejledning, elevmappe, animationsfilm og forskellige opskrifter. Målgruppen er 6. og 7. klassetrin, og eleverne skal gerne gennem forløbet forstå madpakken som samfundsmarkør og samtidig være med til at genskabe og skabe fortidige, nutidige og fremtidige madpakker.

Madpakken er kulturarv, og den forsvinder, i takt med at vores samfund ændrer sig - det er en indgangsvinkel til et forløb, som fanger elevernes opmærksomhed, og de vil gerne være med til at redde madpakken. Deres madpakke er tit dagens højdepunkt på en lang og hård skoledag. Jeg har afprøvet forløbet på Øster Starup Skole på 6. årgang, hvor eleverne har været yderst engagerede. De fandt historien spændende og havde slet ikke overvejet, at noget, man spiser hver dag i skolen, kunne have et historisk perspektiv.

Forløbet strækker sig over fire undervisningsgange og starter med at gå 150 år tilbage i tiden til en tid, hvor arbejderne fik ændret deres arbejdsvilkår og ikke længere havde mulighed for at tage hjem og holde pause i to timer og spise varm mad. Nu skulle de pludselig til at medbringe en madpakke til arbejdet. I første undervisningsgang arbejdede eleverne med forskellige teoretiske opgaver, som lægger op til mange spændende klassedialoger. Samtidig skulle de undersøge, hvilket pålæg der kunne forekomme i fortidens madpakker, og hvordan forskelligt pålæg blev fremstillet og opbevaret.

Anden undervisningsgang var praktisk arbejde i køkkenet. Med både opskrifter fra Frk. Jensen og Arbejdermuseets egen didaktisering skulle eleverne producere tre madder inspireret fra gamle dage - leverpostej-, kartoffel- og fedtemad. Rugbrødet havde en vigtig funktion, og da jeg havde medbragt en gammel rugbrødsmaskine, fik eleverne lov til selv at skære rugbrødet i skiver i stedet for at få det færdigskiveskårede fra supermarkedet.

En udfordring i forløbet er tiden til praktisk arbejde, for hvis man som mine elever kun har 90 minutters madkundskab per gang, kan det ikke lade sig gøre selv at producere leverpostej fra bunden. I stedet købte vi en leverpostej, men kogte selv kartofler og stegte bacon/fedt. Madderne blev pakket ind i papir med snor omkring, inden vi sammen spiste og vurderede maden.

Selve madderne vakte ikke speciel lykke i elevernes smagsløg, men det gav nogle gode snakke om, hvordan vi værdsætter tidens udvikling, og samtidig forstod vi, at arbejderne spiste for at blive mætte, ikke fordi de nød deres fedtemadder og sorte kaffe.

I tredje undervisningsgang gik vi fra 1870’erne og op gennem tiden med flere historiske fortællinger. Vi sluttede i nutiden, hvor eleverne med digitale devices skulle undersøge #madpakke på sociale medier. I elevmappen er der spørgsmål, der skriftligt skulle svares på, og samtidig skulle eleverne kritisk overveje, hvad det var for nogle resultater, de fandt på de sociale medier. Et vigtigt element at få med i et forløb, som handler om mad, da de sociale medier er fyldt med billeder af mad i alle mulige flotte og opstillede situationer. Tredje gang afsluttes med at tænke ti år ud i fremtiden, og hvordan eleverne tror, madpakken ser ud der. Ud fra disse overvejelser blev mine elever enige om, at sandwich er fremtidens madpakke - sandwich indeholder både protein i form af kød, mættende kulhydrater fra groft brød og grøntsager, masser af spændende smage og konsistenser og har et utal af variationsmuligheder.

Derfor sluttede vi fjerde undervisningsgang af med i køkkenet af producere vores bud på en fremtidssikret madpakke, som afspejler det samfund, vi lever i nu - nemlig en kyllinge- og baconsandwich.

Arbejdermuseet har udviklet et yderst interessant undervisningsforløb, som fanger elevernes interesse, og som ud fra mine elevers egen evaluering har givet dem en helt anden forståelse for, hvad madpakken egentlig betyder, og hvordan den forhåbentlig er kommet for at blive, omend den nok udvikles endnu mere i fremtiden.