Lærere kan hjælpe overvægtige
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
BørneVægtsCentret i København er et kommunalt rådgivningscenter for svært overvægtige børn og unge og deres familier. På centret arbejder blandt andre kost- og motionsvejleder Louise Bay Nielsen. Hun vil gerne have, at lærere engagerer sig i arbejdet med at hjælpe elever, der er svært overvægtige.
Hvorfor skal lærere gå ind i det arbejde?
»Læreren har ofte en tættere kontakt til eleverne end både sundhedsplejerskerne og lægerne og har derfor god mulighed for at tale med den svært overvægtige og forældrene om muligheden for at få hjælp. Derfor ser vi lærerne som gode sparringspartnere i forhold til rekrutteringen af børnene og de unge«.
Hvordan forestiller du dig, det skal foregå?
»Ved at lærerne tager kontakt til sundhedsplejersken og lader vedkommende henvise den overvægtige til os. Lærerne kan også henvise direkte til os, hvis de har talt med familien først og fået dens accept. Og endelig kan lærerne oplyse forældre om, at de selv er velkomne til at kontakte os«.
Hvor mange elever i skolerne har brug for hjælp?
»Fra vores fem distrikter - Valby, Nørrebro, Vesterbro, Amager og Bispebjerg - ved vi, at små tusind børn og unge i alderen 8-15 år er svært overvægtige«.
Hvor mange skoler skal deltage?
»Alle skoler i de fem distrikter, som vi dækker, er blevet informeret om vores tilbud og deres mulighed for at henvise børn og unge til os«.
BørneVægtsCentret tilbyder telefonrådgivning fra klokken 8.00-10.00 hver onsdag. Læs mere på folkesundhed.kk
kac@dlf.org