Fokus på unges alkoholdebut

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fire ud af fem elever i 9. klasse har drukket alkohol mindst én gang inden for den seneste måned. De 15-årige elever har intet mindre end Europarekorden i fuldskab. Det er baggrunden for, at Danmarks Radio med opbakning fra Trygfonden lancerer kampagnen »Fuld af ungdom«, der fra den 1. september vil udfordre de unges drukkultur.

En af dem, der i årevis har beskæftiget sig med det eskalerende alkoholforbrug hos unge, er Henrik Gravgaard, der er lærer på Mølleskolen i Skanderborg og SSP-medarbejder (skole, socialforvaltning, politi).

Han er lige nu en del af et projekt, der skal få unge til at udskyde alkoholdebuten, og han mener, at det forebyggende arbejde med børns forhold til alkohol er afgørende for at undgå de »flertalsmisforståelser«, der fører til en alt for tidlig alkoholdebut for mange unge.

Hvilken rolle spiller forældrene i den forbindelse?

»Jamen, deres rolle i det forebyggende arbejde er utrolig vigtig. Jeg opfordrer dem selv til at udarbejde et fælles regelsæt i klassen sammen med de andre forældre. Regelsættet sætter nogle helt klare rammer for, hvordan forældrene senere håndterer børnenes voksende interesse for alkohol«.

Hvad er dit råd til lærerne?

»At de hurtigst muligt får en dialog i gang med forældrene, inden alkohol for alvor bliver et problem. Særligt i 9. klasse begynder presset jo at blive stort for de unge«.

Og hvordan er det så gået med at få udskudt alkoholdebuten?

»Vi kan se, at når der for eksempel bliver afholdt sidste skoledag, så er det ofte der, at de fleste får deres alkoholdebut. Går man fem-ti år tilbage, var det de færreste, som ikke havde prøvet at drikke alkohol på det tidspunkt«.

cgr@dlf.org