Det bedste ved den finske skole er elevernes gode opførsel og maden, siger Oliver og Matti på 11 år. I to uger har de haft fornøjelsen af at gå på Ruotsalon Koulu - en lille grundskole i byen Kälviä i det vestlige Midtfinland.

De blev indkvarteret hos en almindelig finsk familie og skulle på egen hånd klare sig både hos familien og i skolen med det engelsk, de har lært i den danske folkeskole, og med den smule forståelse, de har for finsk og svensk fra deres familiære baggrund. Drengene forstår lidt finsk og svensk, men taler ikke sprogene.

Finland er et tosproget land, derfor har de fleste store byer både et finsk og et svensk navn (Helsinki/Helsingfors, Kälviä/ Kelviå), og udenlandske film bliver eksempelvis undertekstet på begge sprog.

»Man mærkede tydeligt, at eleverne havde glædet sig til, at vi skulle komme. Nogle bukkede for os. Det var lidt mærkeligt, men også meget høfligt«, fortæller Oliver.

»Da vi stod på række for at få mad, måtte vi gerne stille os forrest og tage først. Reglen er ellers, at de små skal stå forrest«, supplerer Matti.

Drengene sidder i klasselokalet og evaluerer opholdet sammen med lærerne.

»Vi har bemærket, at det til at begynde med var svært for jer at stå på række, og det var heller ikke al maden, I smagte på, men nu går det fint med begge dele«, siger musiklæreren Inkeri Mämmi.

Hun forklarer, at de finske elever skal smage - i hvert fald bare en lille bid - på den mad, kokken har tilberedt. Det er god opførsel. Hvis man ved, at der er noget, man ikke bryder sig om, skal man spørge læreren, om det er i orden kun at smage.

»Vi har fået dejlig mad, jeg kan godt lide at få varm mad til frokost hver dag med mælk eller juice til. Nu bliver det trist at komme hjem til madpakkerne igen«, siger Oliver.

»Jeg vil ønske, at vi kunne få kød, kartofler, ris og grøntsager til frokost hjemme på skolen i Danmark. Vi har også smagt ærtesuppe en dag. Man får god energi af det«, siger Matti.

Engelsklærer Leena Lokasaari indskyder, at hun også fik varm mad, da hun gik i skole. Finske elever har fået skolemad, lige siden vinterkrigen sluttede i 1940.

»Der var mange fattige børn, der ikke havde energi til at lære noget, fordi de var sultne. Så trådte staten til og gav dem gratis mad to gange i løbet af skoledagen. Det viste sig at være en rigtig god investering, og skolemad er nu en fast del af vores kultur. Mange af de unge, der studerer i udlandet, savner at få den finske skolemad. Ingen voksen kunne finde på at tage den fra børnene«, siger hun.

Toilettet er skinnende rent

Ethvert dansk barn vil mene, at den finske skole er ren luksus sammenlignet med den danske, lyder det fra Oliver efter to uger på Ruotsalon Koulu.

Han sidder med strømpefødder og vimser med tæerne og kan godt lide det system, at man skal stille skoene ude på gangen, hvor man også hænger overtøjet, inden man går ind i klassen.

»Nogle har hjemmesko med, men jeg elsker at gå på strømpefødder, det føles så rart og frit«, siger han.

Skolen er en etplansbygning, der blev bygget for fem år siden. Alt fremstår sprit-nyt og lækkert. Gulvene er bonede, toiletterne skinnende rene, bordene i kantinen, sløjdlokalet og gymnastikredskaberne - selv skolens sauna har ikke en skramme eller en rids noget sted.

»Det er luksus, det her«, siger Oliver. »Vi har lige fået restaureret skolekøkkenet hjemme i Danmark, og jeg synes, det er blevet flot, men det er ingenting mod det her. Man passer på tingene, fordi de er så pæne, at man ikke vil ødelægge dem. Det er en god oplevelse«.

»Og bøgerne er nye«, fortsætter han. »Man får en ny bog i hvert fag, som ingen har haft før, og som man må beholde. Det er bedre med bøger end papir, som krøller i tasken«.

Drengene er enige om, at der er mange regler i den finske skole, og at den kan forekomme streng. Hvor hård den er, kan de ikke tage stilling til, da de jo kun har været på besøg, men de nyder, at tingene er organiserede, og at der ikke går spildtid med diskussioner om, hvorfor man skal gøre dit og dat.

Da matematik- og idrætslærer Taina Poranen-Clark hører, at danske elever kan finde på at svare lærerne igen, bliver hun nærmest chokeret.

»Det kender jeg ikke til. Hvis der skulle være problemer, henvender jeg mig til forældrene, og så finder vi ud af det i en god tone. Jeg går aldrig nedkørt fra mit arbejde. Tværtimod. Jeg elsker mit job og får energi af at være her«.

Hun forklarer, at hun har uddannet sig på universitetet i fem år for at blive lærer, og at hendes speciale er matematik og gymnastik. Som alle andre finske lærere kan hun undervise i alle fag. Lønnen er middelgod, mener hun. En nyuddannet klasselærer får omkring 2.000 euro om måneden, og efter nogle år stiger lønnen. I oktober 2005 var gennemsnitslønnen for klasselærere 2.815 euro, der svarer til cirka 21.000 kroner.

Inkeri Mämmi synes, lønnen er okay, i betragtning af den frihed der følger med jobbet. En fuldtidsansat lærer er på arbejde fra 9-15 hver dag, har ti ugers sommerferie, en uges efterårsferie, to ugers juleferie og en uges vinterferie plus de forskellige mærke- og helligdage.

Masser af pædagogiske prøver

Eleverne er vant til at blive prøvet i alle fag. På Ruotsalon Koulu har man valgt at teste børnene hver tredje uge, men der er ingen standardiserede krav om, hvor ofte det skal ske. Prøverne er et pædagogisk værktøj for læreren.

Man har ikke mundtlige, men kun skriftlige prøver i Finland, og nationale test er frivillige.

Inkeri Mämmi synes, det fungerer rigtig godt at evaluere på denne måde, og forklarer, at hun kan diskutere undervisningens mål og indhold med forældrene ud fra prøveresultaterne.

Hun oplever, at forældrene har respekt for hendes arbejde.

»Før i tiden havde læreren en meget høj status i samfundet. Sådan er det ikke helt mere, men vedkommende er stadigvæk en nøgleperson i lokalsamfundet«, mener hun.

Inkeri Männis speciale er musik. Et fag, hun skal give karakter i første gang i forårsterminen i 3. klasse. Til den tid skal de så prøves i flere discipliner som for eksempel sang, teori og instrumentalundervisning.

Før i tiden skulle eleverne enkeltvis stille sig op og synge for hele klassen. Sådan er det ikke mere. Nu kan de nøjes med at synge alene for læreren, som så vurderer elevens tonalitet og rytmesans. Hvis en elev har interesse for at spille på et instrument, kan man søge om optagelse på et børnemusikkonservatorium. Undervisningen er gratis og giver senere adgang til at komme ind på et musikkonservatorium.

De forskellige prøver og screeninger begynder allerede i børnehaveklassen, hvor det bliver vurderet, om den enkelte kan følge normalundervisningen. Hvis det viser sig, at en elev har brug for særlig støtte, vil det være afklaret inden 1. klasse, så støtteundervisningen kan iværksættes med det samme.

Skoleassistenter hjælper lærerne

Skoleassistenterne Minna Saukko og Johanna Witick er i klasserne hver dag fra klokken 9-15. De hjælper lærerne, støtter eleverne og giver i øvrigt en hånd med, hvor det behøves. Hvis en lærer skulle blive syg, springer de til og fortsætter den daglige rutine som vanligt. Der er altså umiddelbart ikke brug for vikarhjælp udefra.

Minna Saukko og Johanna Witick har en toårig uddannelse, men er ikke organiseret i samme fagforening som lærerne. De er assistenter og ikke hjælpelærere, forklarer de. Hvor mange assistenter en klasse kan have, afhænger af den enkelte kommunes bevilling.

Den fjerde april kunne man i Finlands største dagblad Helsingin Sanomat læse, at »tillid til lærernes kunnen er de finske skolers specialitet«. Artiklen, som debatterer den finske grundskole, når frem til, at lærernes undervisningsprincipper og metodikker er så fleksible og bøjelige over for den enkelte elev, at det giver tillid til og tro på lærernes faglige formåen.

Rektor på Ruotsalon Koulu, Ari Kemppainen, er enig, men tilføjer, at det udelukkende er de pligtopfyldende læreres skyld, at det går så godt for den finske skole.

Regeringen vil hele tiden skære ned i budgettet, men lærerne står sammen og kæmper for, at det ikke sker, så vi for eksempel fortsat kan tage på lejrskole og få nye bøger til eleverne hvert år. Vi skal hele tiden være på vagt og kæmpe for de værdier, vi mener er essentielle og vigtige. Det er vi heldigvis gode til«, siger han

Anneli Hakunti er skolens kok. Hun har været fast tilknyttet Ruotsalon Koulu i fem år, men hun har arbejdet som skolekok i 20 år. Institutionskok er en treårig uddannelse, men det er ikke gjort med det.

»Vi skal løbende på kurser og efteruddannelse, og et par gange om året afholdes et seminar, hvor skolekokkene i distriktet i samarbejde med de overordnede udarbejder madplaner. Vi plejer at lave en seksugersplan, så alle skoler i distriktet spiser det samme«, siger hun og fortsætter: »Vi har strenge etiske krav til skolemadens sammensætning. Det er meget vigtigt, at kosten er ernæringsrigtig og fedtfattig«.

Anneli Hakunti møder hver dag på arbejde fra klokken 7 til 15. Hun elsker sit arbejde, især på grund af børnenes reaktioner på maden.

»Vi har den regel, at børnene skal smage på al maden, men det er ikke noget problem, for det gør de gerne. Det er selvfølgelig ikke alt, de kan lide, og det er i orden. Det vigtigste er, at de ikke dømmer maden på udseendet. Jeg kender ikke nogen kræsne børn«, siger hun.

Klassetrin: 0.-6. klasse.

Organisering: 1.- og 2.-klasserne bliver undervist sammen. 3. og 4. sammen og 5. og 6. sammen.

Elevantal per klasse: Lige nu er der cirka 20, men de kan rumme op til 30.

Elever i alt: 66.

By: Kälviä - på svensk Kelviå.

www.kalvia.fi - opiskelu - koulut - ruotsalu

Finske elever får gratis mad to gange om dagen af en uddannet kok: Et varmt frokostmåltid klokken 11 og en sandwich klokken 13. Budgettet er to-tre euro per elev per dag.

I Finland findes mange små skoler. Ifølge statistikken fra 2005 havde landet 3.322 grundskoler til 570.000 elever. 1.007 skoler havde færre end 50 elever, 604 havde et elevantal på 50-99 elever, og 1.025 skoler havde et antal på 100-299 elever.

Inden for de sidste år er cirka 100 skoler blevet lukket, og udviklingen ser ud til at fortsætte.

Kilde: www.kuntaliitto.fi

Elever, der bor mere en tre kilometer fra skolen, bliver hentet og bragt af en taxa eller bus. Hvis forældrene vurderer, at skolevejen er farlig, kan de søge om, at deres barn kan være med i taxa-ordningen, selvom afstanden er mindre end tre kilometer. Normalt vil det kunne lade sig gøre, men det kan variere fra kommune til kommune.