Enhedsskolen som social smeltedigel knager og brager under presset fra øget individualisering og krav om mere faglighed. 61 procent af forældrene i en undersøgelse fra 2008 ønsker for eksempel større niveaudeling i dansk og matematik, fortæller forfatteren Lars Olsen.

Eleverne har ikke de gode normer med hjemmefra, og der er for meget larm i timerne, klager forældre og lærere - og eleverne selv.

Udfordringerne kan mødes med niveaudeling, sådan som det er sket i Aarhus, hvor rullende indskoling kombineres med forskellige »hold« i dansk og matematik afhængigt af elevernes faglige niveau.

Skoleleder og lærere mener ikke, at der er tale om, at enhedsskolen er afskaffet, fordi eleverne samtidig i ni timer om ugen går i en stamklasse på tværs af fagligt niveau - og fordi man ikke taler om at »rykke op« til næste niveau, men om at »rykke hen«. De går alle stærkt ind for enhedsskolen, siger de.

Set udefra ligner det dog til forveksling en niveaudelt skole med de ulemper omkring stigmatisering og manglende fællesskab, som i sin tid førte til indførelse af enhedsskolen. At man bruger nogle andre ord og giver eleverne mulighed for at rykke »hen« med jævne mellemrum, gør ingen forskel. Det er ikke vejen frem.

Men noget skal der ske.

Man kan ikke opfinde en skole, som kan leve i det postmoderne, globale samfund, ved at lukke øjnene og sige enhedsskole tre gange. Og slet ikke ved at drømme sig tilbage til en idyllisk fortid, som aldrig har eksisteret.

Løsningen ligger hos lærerne - og i lærernes fællesskab. Hvis lærerne selv sætter fællesskabet højest og begynder at trække i flok, kan enhedsskolen fungere - også i nutidens verden. Når lærerne ser det samme - og handler sammen - kan det flytte en hel skole.

Det er ikke nemt. Men der er gode eksempler på, at det kan lade sig gøre.

På Nørremarkskolen i Ribe startede de med halvandet års rivegilde om metodefrihed. Sådan fortæller en gruppe lærere, som efter mange diskussioner har valgt at aftale fælles retningslinjer for klasseledelse og adfærd i forhold til eleverne.

Klasseledelse havde ganske vist længe været på programmet. Men da lærerne begyndte at diskutere, fandt de ud af, at de ikke var enige om, hvad det betød i praksis. Og så gik »rivegildet« i gang.

Nu har lærerne aftalt, at de skal styre uro ved blandt andet at bruge røde, gule og grønne kort på tavlen. Der er også fælles retningslinjer for, hvordan strukturen i lektionerne er, og hvad det vil sige at arbejde anerkendende. I klasseteamene arbejder lærerne endnu tættere på hinandens undervisning.

Vi er stadig mennesker og er ikke blevet robotter, selv om vi har fælles aftaler, siger en lærer.

Det koster blod, sved og mange ord. Men når et helt lærerkollegium trækker i takt, er der noget, som rykker.

Kodeordet er fællesskab. Og er det ikke det, enhedsskolen egentlig handler om?

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org