Skolepolitik kan få store konsekvenser. Dog sjældent de tilsigtede. I San Diego i USA fik man kig på, at på nogle af skolerne opnåede eleverne fine resultater, på andre elendige. Hvorfor ikke blande dem, så må det samlede resultat da blive nogenlunde? tænkte politikerne åbenbart.

Resultatet blev, at eliteskolerne blev befolket af elever med buskort som eneste ballast. Racerne blev blandet, men bandekrigene blev ført ind i klasseværelset, og de tidligere elever forsvandt i stort tal, formentlig til tilbud, man kunne betale sig fra.

Til sådan en skole kommer den ambitiøse, nyuddannede lærer Erin Gruwell, og efter sædvanligt fagfordelingsprincip sættes den mest uerfarne til at undervise de mest krævende elever, mens de erfarne hygger sig med dem i afgangsklasserne, de ikke har skræmt væk med deres urealistiske krav og vanetænkning omkring, hvad undervisning egentlig er for noget.

Men læreren - Mrs. G, som eleverne kalder hende - tager kampen op, ikke blot med elevernes manglende motivation og absurde skolevaner, men også med en skoleledelse, der hygger sig med sine realskolefornemmelser og blandt andet nægter at udlevere nye skolebøger til elever af den type - de kunne jo blive krøllede, er argumentet.

Mrs. G nægter at acceptere disse fakta. Hun køber bøger af egen lomme og skaffer pengene ved at tage ekstraarbejde på et hotel - hvortil hun desuden inviterer eleverne på en bedre middag, så de kan få indblik i, at måltider faktisk kan indtages i fred og ro og under anvendelse af både kniv og gaffel og mange glas. Og ikke mindst sikrer hun sig opbakning fra skoledirektøren.

Arbejdet går fremad, hun får skabt et sammenhold ved at lade eleverne indse, at de har meget tilfælles. Stort set alle har prøvet at sidde i fængsel og haft venner, der er blevet slået ihjel i gadekampe. Også på det faglige område opnår eleverne gode resultater gennem lærerens utraditionelle metoder, og historien ender godt og lykkeligt.

Filmen er baseret på virkelige personer og hændelser, og på den baggrund kan man vanskeligt kritisere skildringen. Et par ting springer dog i øjnene: Gadekampene tilskrives strid om territorier og ære. Det virker ikke ret sandsynligt på mig, at det ikke også handler om monopol på narkohandel, ligesom der tilsyneladende ikke er misbrugsproblemer blandt eleverne. På det kunstneriske plan kan man kritisere, at voksne skuespillere er sminket ganske unge - det giver nogle granvoksne fjortenårige. Men spillet er godt, ikke mindst af Hilary Swank, der har hovedrollen som Erin Gruwell.

Pædagogisk set har den autentiske lærer fat i den lange ende og fortjener hæder for sin fantastiske indsats. Men som model er den næppe anvendelig. Kun den første, der henvender sig, får en forretningsmand til at sponsorere computere, og de få nulevende holocaustofre kan ikke nå ud på alle skoler.

Men det er en flot og rørende film, der viser, dels hvordan man ikke skal lave skolepolitik, dels at en lærers konsekvente engagement kan gøre en forskel.