Anmeldelse
Singing skeletons / Spider in love
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Nu har engelsklærere i 3. og 4. klasse mulighed for at supplere deres samling af gode frilæsningsbøger. Forfatteren har igen skrevet to fantasifulde historier. Selv om det er det samme persongalleri som i de fortræffelige grundbøger om dragen Daffi, kan bøgerne bruges uafhængigt af dette materiale.
"Singing skeletons" handler, som navnet antyder, om et band af skeletter, der pludselig mangler en forsanger. Et af disse skeletter hører katten Elvis synge i badet, og straks er hans lykke gjort. Han kommer med til London, hvor han oven i købet optræder i Royal Albert Hall sammen med papegøjen Polly. Samtidig sidder prinsesse Sam, kong Gilbert, troldmanden Wacco og robotten Ronnie derhjemme på Tretower Castle og ser dem optræde i tv. I starten er det en lettelse at undvære katten, fordi han altid optager badet i timevis om morgenen. Ikke fordi han bader, men fordi han elsker at synge. Snart er alt dog tilbage i sin vante gænge, da Elvis vender tilbage fra storbyens larm.
Den anden bog handler om en lille edderkop, der er hovedkulds forelsket i robotten Ronnie. Han gengælder bestemt ikke hendes varme følelser, så i sin frustration over ikke at kunne tiltrække ham kommer hun til at drikke en forkert eliksir, som forvandler hende til en kæmpestor edderkop. Dette forbedrer ikke just hendes chancer hos den attråede, så hun bliver fragtet til en trylleskov, hvor der heldigvis lever en masse gigantiske artsfæller. Så må I selv gætte slutningen.
Eleverne kan nøjes med at læse teksten ved hjælp af ordlisten og besvare de opklarende spørgsmål, der er bagest i bogen. Man kan også vælge at lytte til den tilknyttede cd, som rummer fire af frilæsningsbøgerne i denne serie.
Begge bøger appellerer meget til elevernes fantasi med deres gode tegninger og tekst. Der er tale om en repetition af mange dagligdags emner, blandt andet farver, tøj, mad, husets indretning, sport, computere og hobbyer. Materialet kommer dog også ind på følelser som for eksempel forelskelse, hvilket øger relevansen for eleverne. Efterfølgende giver det læreren chancen for at få sig en snak med eleverne om disse emner.