Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I Frederiksberg Kommune har en næsten enig kommunalbestyrelse besluttet, at det er slut med telefoner i skoletiden. Når man nærlæser forslaget, så står der dog, at telefonerne kun må bruges i faglige sammenhænge.

Det tænker jeg vi alle, inklusiv samtlige lærere i Danmark, synes er en god ide. 

Forslaget ender på den måde som noget, ingen mennesker kan være uenige i, og som i bund og grund er spild af tid. I stedet er der brug for, at skærmdebatten bliver delt op i de forskellige udfordringer, som der nu en gang er ude på skolerne. 

De tre udfordringer 

Jeg ser tre forskellige skærmudfordringer for vores børn i folkeskolen:

Første udfordring handler om elevernes egne mobiltelefoner i undervisningssammenhæng: Skal de låses inde? Eller skal de være i lommen?

Må eleverne for eksempel bruge dem til Kahoot, GPS-løb i skolegården, fotosafari i lokalmiljøet eller lignende? Hvis man åbner op for denne mulighed, kan nogle elever føle sig fristet til også lige at tjekke snapchat, når nu telefonen alligevel er fremme.

Den anden udfordring er elevernes private brug af sociale medier, i og udenfor skoletiden. Danske børn figurerer på mange sociale medier, og opretter profiler længe før de gamle nok.

Det er en udfordring, som rækker udover Danmarks grænser, da de store Tech-giganter indretter deres medier på en måde, der gør mange unge mennesker afhængige af at scrolle og være aktive. Den her udfordring er massiv og svær for skolerne at gøre noget ved. Men det er stadig en faktor, der udfordrer undervisningen og det sociale fællesskab. 

Mange klasser har for eksempel en klasse-tråd på SnapChat, hvor konflikterne kan starte om aftenen og hives med ind i skolen den næste dag.

Den tredje udfordring er elevernes computere. For hvor meget skal vi undervise med online og digitale undervisningsmaterialer? Skal eleverne lærer at bruge Word, Excel, Canva og lignende?

Igen er der en risiko for, at nogle elever føler sig fristet til også lige at åbne Y8 og spille lidt, når undervisningen bliver for kedelig.

Mobilfri skole er ledelsens ansvar 

Hvad gør vi så? Først og fremmest må vi indse, at uanset hvor mange rammer og retningslinjer vi laver, så kan vi ikke komme udenom, at et ungdomsliv også består i at bryde lidt med alle de mange regler, vi voksne laver. 

Hvis telefonerne skal afleveres ved skoledagens start, så mener jeg helt lavpraktisk, at det ikke kan være den undervisende lærers ansvar. I den situation skal telefonerne afleveres på skolens kontor. 

Vi skal bare huske på, at alt ikke er løst ved at låse dem væk. Telefonerne er stadig en vigtig del af elevernes liv. Derfor er vi voksne samtidig nødt til at lære vores børn og unge, hvordan de administrerer deres skærmforbrug.

Sæt skærmene på skoleskemaet

Efter min mening, er vi nødt til at tænke meget mere i systemer og faste rutiner ude på skolerne. 

Et bud kunne være, at skoleledelsen sammen med lærere og elever fastsætter en dag eller to om ugen, hvor digitale løsninger er integreret i undervisningen. De resterende dage skal være analoge, hvor telefoner og computere ligger aflåst på skolens kontor.

På den måde får undervisningen lidt af begge verdener. Skolen må nemlig gerne være et sted, hvor eleverne lære at få et naturligt skærmforbrug, og får vist, hvad man også kan bruge sine skærme til.

Så kære skoleleder og kommunalbestyrelser rundt omkring i Danmark: Stop med at lave fluffy skærmpolitik.

Tag i stedet ansvaret på jer og skab nogle klare regler, som tager ansvaret væk fra de enkelte lærere. Skærme skal ikke være til forhandling mellem lærer og elev, men derimod være i et system, ligesom fagene har faste pladser i skoleskemaet.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk