Diskussionen om læreres og pædagogers efter- og videreuddannelse er startet igen. Regeringen har planer om at forkorte visse professionsuddannelser, oprette elitespor for nogle få og samtidig etablere nye videreuddannelsesmuligheder i form af såkaldte professionsmasteruddannelser på professionshøjskolerne. 

Det er noget af et eksperiment, og det risikerer at ramme helt skævt i forhold til lærernes og pædagogernes grunde til at efter- og videreuddanne sig.

Fra 2020 til 2023 gennemførte vi i samarbejde med kolleger fra Danmark, Sverige og Norge et EU-projekt om meningstab og meningsdannelse på lærer- og pædagoguddannelserne. Vi undersøgte blandt andet, hvorfor flere lærere og pædagoger er begyndt at videreuddanne sig gennem en master- eller kandidatuddannelse. 

Fra midten af 1990’erne og frem til i dag er antallet steget fra godt tre procent af en årgang til cirka 15 procent. Samtidig er der færre, som vælger at efteruddanne sig gennem for eksempel en diplomuddannelse: fra 15 procent af lærerne i 2015 til fem procent i 2019.

Fire motiver for videreuddannelse

Spørgsmålet er, hvad der ligger bag denne udvikling. For at finde svaret undersøgte vi studerende på vores egen kandidatuddannelse i pædagogik på Syddansk Universitet, det vil sige forhenværende (og i nogle tilfælde stadig aktive) lærere og pædagoger. Vi interviewede ti med lærerbaggrund og ti med pædagogbaggrund, og vi gennemførte en spørgeskemaundersøgelse på to nystartede hold.

Vi spurgte dem om deres grunde til at videreuddanne sig og om deres første oplevelser af kandidatuddannelsen. Det kom der en række motiver ud af:

• Karrieremotivet var mest fremtrædende blandt unge lærere og pædagoger (nul-fem års anciennitet), som vælger at videreuddanne sig ud fra det, man normalt forbinder med et karrieremotiv, det vil sige forfremmelse, bedre løn og maksimering af individuelle muligheder.
• Reformisme var især fremtrædende blandt yngre lærere og pædagoger (seks-ti års anciennitet), som har lidt et vist knæk eller meningstab i arbejdet, og som ønsker at bruge en videreuddannelse til at reformere praksis til det bedre. Disse lærere og pædagoger omtalte ofte deres arbejde gennem en slags reformnarrativ, der forløb over plottet: ”Det blev for hårdt for mig – nu er jeg her for at få flere akademiske muskler – så håber jeg at blive hørt, når jeg er færdig med uddannelsen”.
• Meningstab kunne vi klarest identificere blandt erfarne lærere og pædagoger (>10 års anciennitet), som har indoptaget den professionelle etos i deres virke (at gøre en forskel for nogen), og som har lidt et betydeligt meningstab. Disse lærere og pædagoger kunne berette om utallige jobskift i løbet af de seneste år, i håbet om at ”græsset var grønnere på den anden side” (det var det ikke), eller om skoleledere, der ”spekulerede” og for eksempel satte lektionstallet ned fra 45 til 40 minutter for at presse flere ugentlige timer ind i skemaet.
• Udviklings- og dannelsesmotivet var ikke forbundet med alder eller erfaring på nogen systematisk måde, og det syntes heller ikke at være knyttet til særligt negative oplevelser i arbejdet. Som et eksempel talte flere lærere og pædagoger om, at de bare havde brug for at ”få noget til hovedet”.

I praksis var motiverne ofte sammenfaldende, og de fleste valgte at videreuddanne sig af flere grunde. Imidlertid var det gennemgående, at lærerne og pædagogerne valgte at påbegynde en videreuddannelse, ikke så meget fordi de var tiltrukket af uddannelsen, men fordi de var frastødt af arbejdet. Med andre ord var uddannelsen ikke nogen stærk pull-faktor, men arbejdet var en stærk push-faktor.

Regeringen rammer ved siden af

Det rejser spørgsmålet om, hvilke behov efter- og videreuddannelse af lærere og pædagoger skal indfri. Blandt andet har Ida Kornerups forskning vist, at pædagoger fravælger den kortere efteruddannelse, fordi den er for styret af arbejdsgivernes ønsker og behov. Man kan nemt forestille sig, at noget lignende gør sig gældende for lærere.

Det kan være noget af baggrunden for, at begge grupper i stigende grad vælger at videreuddanne sig. Men hvad opnås gennem en sådan uddannelse? En vej ud af professionen (som nogle måske umiddelbart håber på) eller et puste- og tænkerum, der lader trætte professionsudøvere op, bekræfter dem i deres professionelle identitet og bringer dem tilbage på sporet i professionen?

Vi kan ikke svare på spørgsmålene ud fra vores studie, men de er værd at reflektere over set i lyset af regeringens planer om at omkalfatre professions­uddannelserne.

Regeringens planer har et traditionelt karriereperspektiv: Bredden får en kort uddannelse, der gør dem til arbejdere, og eliten får ekstra ECTS og uddannelse, som gør dem til ledere. Problemet med denne karrieretænkning er, at den ikke reflekterer det lange, seje og selvopofrende træk, som det at være lærer eller pædagog gennem et helt arbejdsliv normalt er.

Man bliver ikke typisk lærer eller pædagog for at ”gøre karriere”, men man vil på den anden side ikke afskæres muligheder for udvikling og indflydelse. Regeringens planer rammer ved siden af de dybe motiver i lærer- og pædagoggerningen og ved siden af den kollegiale måde, som arbejdet inden for professionerne hidtil har været organiseret på. Dermed risikerer man at få det, der i England og USA kaldes ”dual professional systems”. Altså et A-hold og B-hold.

Der må en anden efter- og videreuddannelses- og karrieretænkning til. En tænkning, som i højere grad forbinder sig til læreres og pædagogers motiver og livslange læring end til en virkelighed, andre forsøger at skabe for dem.