De fire små kommuner, Dragør/Tårnby og Vallensbæk/Ishøj har siden kommunalreformen været bundet af et krav om samarbejde. Årsagen er, at det kræver en vis befolkningsmæssig Volume, at kunne løse de komplekse social opgaver, som blev overdraget fra amterne til kommunerne i 2007. 

I forbindelse med den politiske aftale om udligningsordning, er der fra Christiansborg åbnet op for at disse politiske bindinger kan skæres bort. Det drøftes i disse uger i fagministerierne og i forligskredsen som et led i lovgivningsarbejdet. Ønsket fra de fire kommuner, om ikke længere at være forpligtiget til at samarbejde med nabokommunen om eksempelvis den specialiserede specialundervisningsopgave, er med andre ord store. 

Det store spørgsmål er nu, om det er forsvarligt, at landets mindste kommuner får opgaver, som de kommunale forvaltningerne ikke har tilstrækkelig specialiseringsgrad til at håndtere. Jeg opfordrer alle til lige trække vejret, og spørge sig selv, om disse små kommuner overhovedet har et befolkningsantal, som gør det muligt at håndtere opgaven - om det ikke er overvejende sandsynligt med en konsekvens, at både de små og de allermindste handicapgrupper vil blive mødt af både en forvaltning og en pædagogisk-, psykologisk- og terapeutisk specialiseringsniveau, der lider af mangel på viden og erfaring med håndtering af de sager som kræver allermest specialisering? Det er et spørgsmål om hvor lavt et niveau lovgivningen lægger i tilgangen til handicappede. Det er etikken i handicappolitikken, som her er i spil.

Under drøftelserne op til vedtagelsen af kommunalreformen, var det et politisk kompromis fra Christiansborg, som fritog disse små kommuner fra en sammenlægning. En af "kattelemmene" var netop kravet om det forpligtende samarbejde, da netop strukturreformens rapport tydeliggjorde betænkeligheder ved at lade små kommuner overtage ansvaret for det specialiserede sociale område. En bekymring, som netop bundede i frygten for en af-specialisering af hele området. En bekymring, som man objektivt må sige, har vist sig velbegrundet, da mange af selv de værste forudsigelser har foldet sig ud efter kommunaliseringen af området. Spørg eventuelt de mange handicaporganisationer i Danmark. Astrid Krag er også blevet velinformeret af DH og andre organisationer om konsekvenserne, men der er fortsat tvivl om hvor selektiv hendes hørelse har været.

Aktuelt er fagministerierne og de politiske forligsparter bag udligningsreformen i gang med en vurdering af, om det er fagligt forsvarligt, at de små kommuner kan frasige sig det gensidigt forpligtende samarbejde. Det bliver spændende at se hvilke konklusioner der nås frem til.

Jeg skal i den forbindelse opfordre til at både fagministerier og forligsparterne bag udligningsreformen, udviser den højeste grad af seriøsitet, når der skal findes andre modeller for hvordan hele det specialiserede sociale område sikres fagligt i de pågældende kommuner. Også ved en udhuling af de små kommuners forpligtelser om samarbejde.

Jeg anbefaler det jeg har anbefalet siden 2007. At kommuner i Danmark forpligtes til at lave Fælles kommunale Selskaber, som får opgaven med at nytænke håndteringen af det specialiserede sociale område. En nytænkning, som ikke motiverer kommunerne til yderligere socio-økonomiske incitamenter for forringelser af de tilbud de handicappede bydes. En nytænkning som gør op med den beherskede samarbejdsindsats kommuner imellem i Danmark.

Derved er opgaven fortsat kommunal, og finansieringen er kommunal. Og der vil være mulighed for, at opgaven løses på en måde, så der igen kan opbygges høj specialiserede tilbud, og kommunerne vil igen få adgang til at visitere til de tilbud som børn unge og voksne har behov for. Og et politisk problem med et etiske angribeligt nedprioriteret område for de svageste og udsatte mennesker i Danmark, vil kunne vendes politiske til det mere postive.