Der har i den seneste tid i disse spalter og på andre
digitale medier verseret en debat om Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse
(DPU) på Aarhus Universitet.
Diskussionen er blusset op i anledning af en
spareproces på instituttet, som også har omfattet personalereduktioner.
De
besparelser, som vi i disse år ser på universiteterne, er til skade for
samfundet og inden for DPU’s ansvarsområde for den daglige praksis i vores
skole og uddannelsessystem.
For DPU’s vedkommende ligger problemet i de
rullende dimensioneringer, som begrænser hvor mange studerende DPU må optage,
og som dermed skaber flaskehalse for karriere- og kompetenceudvikling for
mange lærere, pædagoger m.v.
Problemet ligger også i de politiske krav om
udflytning af studiepladser til steder uden for de fire store byer, som
medfører lukning af studiepladser i Aarhus og København.
Det er fra forskellig
side blevet hævdet, at spareprocessen på DPU ikke skulle have en økonomisk
nødvendighed. Det kan jeg pure afvise.
Fakultetets fireårsbudget rummer
lønreduktioner voksende til 50 millioner i 2026. De politiske beslutninger har
store økonomiske og dermed personalemæssige konsekvenser.
Jeg vil gerne
samtidig benytte anledningen til at skitsere nogle overordnede forhold
vedrørende instituttet, dets opgaver og dets forsknings- og
uddannelsespolitiske rammer.
DPU
blev en del af Aarhus Universitet under de store universitetsfusioner i det
første tiår. Indtil da havde det status som et selvstændigt universitet med
landsdækkende ansvar for uddannelse og forskning i hele uddannelsessektoren herunder
naturligvis med et særligt fokus på skolens forhold.
DPU tilbyder primært kandidatuddannelser
som videreuddannelse for studerende, som i forvejen typisk har en
professionsuddannelse.
Det giver et forskningsbaseret karriereudviklingsperspektiv
for bl.a. lærere og pædagoger, som typisk vender tilbage til sektoren i
specialiserede funktioner eller i ledelsesfunktioner. DPU tilbyder desuden
efteruddannelse i form af masteruddannelser og kursusvirksomhed.
DPU
udgør Danmarks største miljø for pædagogisk forskning og uddannelsesforskning.
Det betyder for eksempel, at DPU udgør den væsentligste samarbejdspartner for
de danske professionshøjskoler i forhold til forskeruddannelse.
DPU har et
mangeårigt og tæt samarbejde med Børne- og Undervisningsministeriet om de
internationale komparative undersøgelser.
Hovedparten af DPU’s ph.d.-projekter
har grundskolen som genstandsfelt, og størstedelen af DPU’s forskere
beskæftiger sig med grundskolen. Men der forskes på DPU i et bredt emnefelt af
betydning for det samlede uddannelsessystem.
Instituttet
har været, er og vil således også i fremtiden være en afgørende national faktor
for forskning og vidensdeling til gavn for den danske uddannelsessektor.
Det
indebærer et stort ansvar for at sikre en betydelig forskningsbredde og forskningsmiljøer
med høj kvalitet.
Det indebærer også en forpligtelse til en omfattende
formidlings- og vidensdelingsaktivitet. Mange af læserne af disse spalter vil
kende universitetsmagasinet Asterisk og serien Pædagogisk indblik m.v.
DPU har desuden forskningsinstitution
et ansvar for at sikre en pluralitet af forskningsmæssige metoder og tilgange,
og en vilje hos instituttets medarbejdere til at engagere sig i de ofte meget
levende debatter, som handler om dannelse, uddannelse, læring osv.
Universitetet
har grund til at være stolt af instituttets faglige virke, bredde og af medarbejderens
evne og vilje til at medvirke i faglige debatter og formidlingsaktiviteter af
alle slags.
Jeg er som dekan stolt over den idealisme, det mod og det
engagement, som forskerne lægger for dagen. Når blæsten ofte er ekstra frisk
over DPU, så skyldes det instituttets afgørende betydning som forskningsbaseret
vidensbase for den danske uddannelsessektor.
Der
er samtidig grænser for, hvad medarbejderne skal lade sig byde i arbejdsøjemed.
Forskerne må have mulighed for at sige fra, hvis det enten offentligt eller på
mail eller sociale medier får karakter af personangreb.
Det gælder angreb fra
andre forskere, som måtte overskride grænserne for ordentlighed eller god
videnskabelig praksis, og det gælder også usaglige angreb fra anden side; det
være sig magthavere af den ene eller anden art eller helt udenforstående.
Debatten om DPU har flere gange langt overskredet grænserne for ordentlig tone.
Et universitet er også en arbejdsplads med forpligtelse til at udvikle et godt
arbejdsmiljø og sikre medarbejderne mod uværdige angreb.
Det
har været svært at skulle gennem den hårde besparelsesproces. Men DPU er stadig
efter besparelserne den absolut største aktør i forskning og uddannelse på sit
felt og en vigtig samarbejdspartner for myndigheder, professionshøjskoler, folkeskoler,
dagtilbud, m.v.
Det rummer samtidig et ansvar for åbenhed, bredde, pluralitet
og vidensdeling, og det ansvar vil vi fortsat løfte.