Vi skriver, fordi vi oplever et behov for at formulere et modsvar til de mails, vi modtager, vedr. ”Situationen på DPU”, i diverse opslag på Facebook, LinkedIn og i avisartikler.

Der er på DPU varslet fyringer af 8 medarbejdere på grund af besparelser. Det er et tab for DPU, for os kolleger og ikke mindst for de berørte personligt. Fyringsvarslet må og skal ses i lyset af, at man fra politisk hold gennem en årrække har besluttet en lang række besparelser, der primært retter sig mod de humanistiske og samfundsfaglige områder i universitetssektoren i Danmark. Disse besparelser har vidtrækkende konsekvenser for den pædagogiske undervisning og forskning i Danmark. Det er kun politikerne, der kan ændre på det.

Men vi har to indvendinger imod de diskussioner, der pågår p.t.:

1. Vi genkender ikke det billede, der i offentligheden tegnes af DPU som et sted, hvor forskningsfriheden trædes under fode, og institutlederen forfølger anderledes tænkende. Vi genkender derfor heller ikke forestillingen om, at afskedigelserne skulle være politisk eller ideologisk motiverede. For det første er det ikke kun bestemte kritiske profiler, der er blevet ramt af fyringsvarslet, selvom det nu bliver fremlagt sådan på de sociale medier og i debatten. Størstedelen af de varslet afskedigede har efter vores kendskab ikke markeret sig kritisk over for ledelsen hverken offentligt eller indadtil. For det andet er kritik – også indimellem hård og konfronterende – en bærende aktivitet på DPU. Vi trækker på DPU på en lang række forskelligartede forståelser af de emner, vi forsker i. Det gælder eksempelvis dannelse, undervisning og læring. Det er ikke forståelser, institutledelsen går i rette med og forsøger at betvivle eller ændre på. Vi oplever således ikke, at Claus Holm – gennem sine forståelser af, hvad pædagogisk forskning er eller bør være – søger at øve indflydelse på vores arbejde. Vi oplever en institutleder, der har respekt for faglige forskelligheder og de deraf følgende diskussioner.
2. Når man læser opslagene på de sociale medier, kunne man efterlades med det indtryk, at kun de varslet afskedigede forstår sig på den videnskabelige dyd, det er at forholde sig kritisk til forskellige udlægninger af den verden, vi er en del af. Vi andre er – må man forstå – ukritiske rygklappere. Vi er absolut ikke enige, men vi opererer med forskellige forståelser af, hvad kritik er – og hvordan den bør udøves. Den kritiske pædagogiske forskning lever i bedste velgående på DPU. Det gjorde den før fyringsvarslet, og det vil den gøre fremover.

Som medarbejdere på DPU er vi løbende blevet informeret om processen, og kriterierne for afskedigelserne er lagt åbent frem. De kriterier efterlader et ledelsesrum. Ingen tvivl om det, og vi ved ikke, hvordan ledelsen har omsat de udmeldte kriterier i deres beslutninger, men vi har ingen grund til at tro, at ideologiske, pædagogiske eller politiske holdninger har spillet en rolle. Derudover taler kriterierne ind i et system, vi er blevet bedømt på i mere end et årti (og som man kan være uenig i – men det er en anden sag). Vi kan ikke undre os over, at der også lægges vægt på ’evne eller vilje til kollegialt samarbejde’ – DPU er en arbejdsplads med levende mennesker.

Vi har således svært ved at forestille os, at kriterierne kunne have været nogle andre, som vi kunne opnå bred enighed om ville være mere rimelige. Uanset hvad er det urimeligt og sørgeligt, at en række af vores kolleger er varslet fyret.

Med venlig hilsen,

(I alfabetisk rækkefølge)

Jeppe Bundsgaard

Louise Bøttcher

Francesco Caviglia

Søren Christensen

Ning de Coninck-Smith

Simon Skov Fougt

Eva Gulløv

Lars Geer Hammershøj

Lisbeth Haastrup

Kirsten Hyldgaard

Tomas Højgaard

Marianne Høyen

Kristine Kabel

Hanne Knudsen

Lars Emmerik Damgaard Knudsen

Dorte Kousholt

Kristine Kousholt

Andreas Lieberoth

Lena Lindenskov

Anne Maj Nielsen

Jens Christian Nielsen

Morten Nissen

Helle Plauborg

Mie Plotnikof

Lars Qvortrup

Lisa Rosén Rasmussen

Mikkel Stovgaard

Rie Thomsen

Karen Valentin

Ditte Winther-Lindqvist

Karen Wistoft