Af Malou Juelskjær og Dorthe Staunæs (i alfabetisk rækkefølge)

I sagen om Rømer og ansvarlig forskningspraksis er der landet en afgørelse. Thomas Rømer har offentliggjort dekanens svar på sin blog, hvoraf man kan læse følgende:

”Ved møderne med de involverede parter, har jeg gjort det klart, at der skal være meget vide rammer for den faglige og saglige kritik af andres videnskabelige arbejder, jf. reglerne om ansvarlig forskningspraksis § 6.”

Der er således trukket en streg i sandet. Men det er samtidig nødvendigt at differentiere kategorialt - hvis man vil undgå totalitaristiske tolkninger.

Vi ser dekanens udtalelse om ”ikke at foretage sig yderligere” i forhold til Thomas Rømer som en juridisk afgørelse, og ikke en moralsk og forskningsetisk afgørelse. Dekanen henviser til reglerne om ansvarlig forskningspraksis, hvilket betyder, at arbejdsmiljøet, videnskabelig legitimitet og viral spredning af misinformation lægger dekanen på sinde. Det er, hvad vores klage har drejet sig om (se vores tidligere debat-indlæg ”Og så til en anden historie”). I sit mailsvar til os vedrørende vores henvendelse skriver dekanen:

”Jeg vil sammen med institut- og afdelingsleder – med inddragelse af tillidsrepræsentanten - drøfte de arbejdsmiljømæssige overvejelser, som kom op på vores møde. Som jeg har nævnt for jer, pågår der desuden i Akademisk Råd og andre samarbejdsorganer på medarbejderinitiativ diskussioner af de udfordringer, som de nye digitale medier stiller for forskeres og underviseres arbejdsmiljø. Det vil vi sammen med de faglige repræsentanter have fokus på i den kommende tid.”

Det beroliger os. Videnskabelig redelighed, form og tone har fortsat en plads på universitetet, også når akademisk arbejde ikke holder sig indenfor de velkendte kvalitetssikringsredskaber (peer review, konferencer, seminarer etc), men også går på blogs, sociale medier og debatsider. Læren af Rømer-sagen kunne være, at man selv må tilbage til kilderne næste gang og tjekke ud, hvad der står. Dermed overlades kvalitetssikringen alene til læseren, fordi det kollegiale code of conduct er aflyst. Men de udfordringer, de sociale medier giver akademia adresseres faktisk i dekanens svar til os. For os og vores kolleger og for de, der har personaleansvar for os og vores kolleger er det i vores øjne en grund til fornyet håb om, at dekanen handler på måder, der både søger at sikre ytringsfrihed og videnskabelig redelighed. Og at disse ikke bare handler om selve forskningen, men også om formidling, og redelighed i forhold til forskerfællesskaberne. Ligesom han tager det alvorligt, at der må ledes – ikke styres - på det vilkår, som nu også er blevet universitetets, nemlig et viralt akademia.  

For nu, er der nok bare at lære:

1.      Der er grund til at tøve, når vi læser krasse analyser af andres forskning, og grund til at lytte til den stemme, der hvisker: ’mon ikke der er nogle aspekter, der mangler her’?

2.      Et moderne universitet er også et universitet, hvor sociale medier spiller en rolle. Det må vi håndtere.

3.      På et moderne universitet kan selv dekaner ikke styre i detaljen. De kan lede på vores selvledelse. De kan sørge for, at vi har code of conducts som horisont for hver enkelt forsker og for peer fællesskabets afgørelse af, hvad der er op og ned. Både når vi selv lægger synspunkter eller analyser ud på nettet, og når vi skal afgøre hvordan vi forstår, hvad andre lægger ud.

4.      På et moderne universitet har vi, udover dekaner og ledelser, brug for kollegiale standarder. Udvikling og opdatering til det virale akademia kræver fælles etikker og adgang til en fælles horisont. Den slags kræver angiveligt nye diskussioner, som vi gerne deltager i.

Uanset hvordan dette videre forløber, vil vores input til den efterfølgende debat være:

At forskningsetik er nødvendig på alle typer af medier. Det indebærer bl.a., at man er i stand til og villig til at referere andres positioner, synspunkter og analyser loyalt og ordentligt.

At omgangstonen må være respektfuld, og at man undgår åbenlys despekt og umiddelbare emotioner.

At de samtalerum der etableres, skal muliggøre, at alle (synspunkter) kan komme til orde på en legitim måde.