Denne tale bliver udgivet som et indlæg på folkeskolen.dk, da jeg ikke er delegeret og derfor ikke deltager på Danmarks Lærerforenings kongres den 8. - 9. november 2022.

Ærede kongres og kære delegerede!

DLF har i mere end 15 år diskuteret inklusion. Vi har drøftet hvad der forstås ved inklusion. Vi har drøftet hvordan inklusion praktiseres. Dialogen har været fyldt med erfaringer, synspunkter, fordomme og realiteter i en blanding, som ofte har været en gang pærevælling.

De værste diskussioner har været spørgsmålet om DLF er for eller imod inklusion, da denne debat har været mudderkastning fra grøft til grøft uden de store afklaringer. Jeg har selv bidraget gennem perioden i forsøg på at kvalificere debatten. Om det er lykkes, må andre vurdere.

Mit udgangspunkt har, siden mine første spæde kvæk her i Folkeskolen op til kommunalreformen i 2007 været, at sikre alle børn den undervisning de har glæde og gavn af.

En undervisning, som tager udgangspunkt i andet end det formelle mål med inklusion;

• at reducere udgifterne til specialundervisning til fordel for almenskolen.

Mit sigte har ikke været at forhindre børn i at være i almenskolen. Sigtet har ikke været, at stå i vejen for at almenskolen fik de fornødne didaktiske kompetencer og viden om de (for almenskolen) helt nye målgruppers behov og forudsætninger for at modtage undervisning. Jeg kan kun glæde mig over, når folkeskolen reelt giver børn den undervisning, hvor de lærer og dannes så godt de kan. NEJ, mit sigte har hele vejen været, ikke at glemme alle de børn, som folkeskolen ikke har kunnet håndtere, fordi sikring af viden, erfaring, didaktik og indblik om børnenes forudsætninger har manglet, og fortsat mangler.

Her vil jeg stilfærdigt minde hele kongressen om, at disse børn kendes af alle kredse i DLF, alle kommuner, alle skoler, de fleste klasser og rigtig mange lærere - ja de kendes af alle som interesserer sig for folkeskolen.

Lærerkongres i dag om inklusion og rammerne for et godt arbejdsliv

Det har hele vejen stået klart, at DLF har stået bag målet om at reducere udgifterne til specialundervisning - det overordnede mål med inklusion. Sigtet har været sat af tidligere undervisningsminister Christine Antorini (S), som argumenterede hårdt for det moralsk forkastelige i, at børn ikke fik lige muligheder for at være en del af fællesskabet i almenskolen, når de var placeret i et specialpædagogisk skoletilbud - særligt specialskoler var/er bandlyst i dette perspektiv.

Min største undren gennem de seneste 15 år har dog været, at DLF på kongres- og hovedstyrelses-niveau ikke har vægtet det moralske ansvar vi som fagforening har overfor de børn, som mistrives på grund af fastholdt- og forfejlet inklusion. I mange tilfælde betegnes dette som decideret kommunalt omsorgssvigt. Vi kender alle til utallige eksempler på fejlplaceringer af børn, men DLF har ikke gjort tilstrækkeligt for at skelne mellem god og pissedårlig inklusion. Dermed har DLF et medansvar for dele af den mistrivsel blandt børn og unge mennesker i Danmark, som har udviklet sig til at være et samfundsproblem.

Nu skal kongressen igen forholde sig til foreningens tilgang til inklusion. Jeg forventer, at det kommer til at fremgå klart og tydeligt, at inklusion som virker, er noget DLF bakker op om. Men al den inklusion der skaber mistrivsel hos børn og skaber dårligt arbejdsmiljø for lærerne, fordi der er tale om fejlplacering i almenskolen, den inklusion vil DLF ikke bakke op omkring. Det forventer lærerne. Det fortjener børnene. Det kan DLF stå på mål for.