Et ”skridt på vejen”.
Det kalder formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening Morten Refskov de overenskomster, som er indgået mellem dagbehandlingsstedet Pilelygaard i København og den selvejende institution Den Musiske Helhedsskole i Hillerød.
”Vi har overenskomster inden for det kommunale, regionale og statslige område, og vi har også inden for det private. Det er et område, der vækster, og derfor bruger vi både politisk og sekretariatsmæssigt en del krudt på at overveje, hvordan vi bedst håndterer området”, siger Morten Refskov.
Han forklarer, at DLF løbende kontakter de enkelte private skoler .
”Vi tager dem fra en ende af og indkalder dem til forhandlingsmøder med henblik på at tegne en overenskomst. Nogle kan se mere ræson i det end andre, og nogle har mere tradition i at tænke i overenskomster end andre”.
Nye aftaler skal bane vejen for flere
Han er meget tilfreds med de aftaler, som Lærernes Centralorganisation (LC) på vegne af DLF har indgået.
”Vi har indgået aftale med Pilelygaard og Den Musiske Helhedskole, som sikrer de ansatte løn- og arbejdsvilkår svarende det specialiserede område i folkeskoleregi. Vi underskriver kun aftaler, vi kan stå inde for, og det kan vi med disse,” siger Morten Refskov.
Han fortæller, at det offentlige område er meget anderledes end det private, og det må man tage hensyn til, når man forhandler overenskomster.
”Vores politiske linje er, at vi skal have private overenskomster, der matcher de vilkår, man har i de offentlige overenskomster. Det skal ikke nødvendigvis være det samme én til én, men det skal oppebære en værdi, der er sammenlignelig. Det er ikke lige let at komme igennem med, og det gør, at noget af det trækker ud”.
Blokade har varet næsten to år
Danmarks Lærerforening har siden 1. april 2020 haft en blokade mod skolerne Sputnik, Basen, Isbryderen, Vikasku og Skolen ved Sorte Hest.
Blokaden betyder, at Danmarks Lærerforenings medlemmer ikke må søge job på netop disse skoler.
”Vi må konstatere, at vi har haft en længerevarende blokade. Den har ikke endnu ført til, at vi har landet en overenskomst med de skoler. Men det betyder ikke, at vi viger fra linjen. Det er legitimt, at vi vil tegne en overenskomst. Vi arbejder samtidig for at få arbejdsgiverorganisationer til at forstå, at der naturligvis også bør være overenskomst for dem, som underviser på de private skoler”, siger Morten Refskov.
Derfor glæder han sig også over, at det er lykkedes at indgå overenskomster med andre dagbehandlingstilbud.
”Jo flere overenskomster, vi får tegnet inden for det her område, jo mere vil det lægge et pres på dem, der er tilbage. Blokaden betyder jo, at det er sværere for skolerne at rekruttere lærere, og skolerne konkurrerer til en vis grad med hinanden".
Sputnik: Vi er gået i fornyet dialog
Siden 2014 har Lærernes Centralorganisation forsøgt at indgå en overenskomst for lærere som arbejder på skolen Sputnik.
I 2018 meldte Sputnik sig ind i Dansk Erhverv Arbejdsgiver og blev omfattet af en overenskomst, der er indgået med Socialpædagogernes Landsforbund for personale beskæftiget med pædagogisk arbejde.
LC mener ikke, at lærerne er omfattet af denne overenskomst, og derfor valgte man i 2018 at iværksætte en blokade - der i 2020 blev udvidet til også at omfatte Skolen ved Sorte Hest, Isbryderen, Basen og Vikasku, som også er medlemmer af Dansk Erhverv Arbejdsgiver.
Sputniks direktør Allan Laursen oplyser i et mailsvar, at man følger de nye overenskomster med de to private dagbehandlingstilbud tæt.
"Vi afsøger lige nu, hvad det kan betyde for os. Derfor har vi også opfordret Dansk Erhverv til at gå i fornyet dialog med LC", skriver han.
Ifølge Allan Laursen har LC's blokade ikke ført til store rekrutteringsudfordringer.
"Vi har ikke oplevet nævneværdige problemer med hverken rekruttering eller fastholdelse i den periode, vi har haft blokade", skriver han.
Skoleleder: Overenskomst gør vores liv lettere
På Pilelygaard er skoleleder Mads F. Klemmensen er glad for, at det er lykkes at lande en overenskomst med LC. Overenskomsten med LC dækker kun det undervisende personale.
”Vi startede virksomheden for halvandet år siden, og vi vidste helt fra starten, at vi ville have ordnede forhold for vores medarbejdere. Vi har haft forhandlinger, siden vi åbnede, så er det bare blevet forsinket af corona”, siger han.
Han mener, at overenskomsten gavner både medarbejdere og arbejdsgiver.
”Vi ved, at det er vigtigt for medarbejderne, at de har en tryghed i en overenskomst. Det gør også vores liv lettere, fordi vi har nogle rammer, som er klare fra starten af, som også sikrer, at alle bliver behandlet ens”, siger han og tilføjer:
”Vi har været meget tilfredse med forhandlingsforløbet med LC (Lærernes Centralorganisation red.). Vi er blevet mødt på konstruktiv vis gennem hele forhandlingen”.