Ugur Karakoc
Studerende ansættes til at dele budskab om Lærerstuderendes Landskreds
For få af de lærerstuderende har meldt sig ind i Danmarks Lærerforening, mener foreningens hovedstyrelse, som har afsat et millionbeløb til at ansætte 6 lærerstuderende som studieorganizere.
Flere lærerstuderende skal være medlem af Lærerstuderendes
Landskreds, fordi det sikrer en god overgang til Danmarks Lærerforening og
folkeskolen.
Sådan lyder det fra DLF’s hovedstyrelse, der har besluttet at
afsætte 1,7 millioner kroner til at ansatte seks studentermedhjælpere i
såkaldte studieorganizer-stillinger.
Siden vinteren 2021 har antallet af medlemmer af
Lærerstuderendes Landskreds været faldende.
”Det betyder, at alt for mange lærerstuderende får alt for
få erfaringer med faglig organisering i LL/DLF. Det kan have store langsigtede
konsekvenser, hvis vi ikke får skabt faglig tradition og loyale medlemmer
tidligt blandt de nye generationer af lærere”, lyder et af argumenterne for at
afsætte pengene.
Mere tid til frivillige
Forperson for Lærerstuderendes Landskreds Anneline Larsen er
meget glad for udmeldingen.
”Det er noget, vi har arbejdet på i lang tid. Det vil
frigive tid og kræfter hos de frivillige i LL, som med den nye læreruddannelse
har fået mere undervisning, praktik og mødepligt til det hele. De frivillige
kan så fokusere på det, som er hovedopgaven: Nemlig at være i kontakt med de
studerende, lave fede faglige aktiviteter og være talerør for de studerende”,
siger Anneline Larsen.
”Vi ved, at jo tidligere man får erfaring med at være en del
af en fagforening, jo større sandsynlighed er der for, at man også er med på
den lange bane. Der er mange unge, der er i tvivl om, hvad en fagforening er.
Nogle ender med at stå med håret i postkassen, når de kommer ud i en ærgerligt
situation, fordi de ikke ved, at der er et fællesskab, som er til for at skabe
tryghed om dem og skabe den bedste studietid på læreruddannelsen”.
De seks studieorganizere skal ansættes rundt om i landet. De
skal uddannes til opgaven, forberede besøg på uddannelsessteder, være fysisk
til stede og være opsøgende via telefon. Målet er, at indsatsen begynder i
januar 2025 og fortsætter et år. To gange om året vil hovedstyrelsen få en
status på indsatsen.