Som altid begyndte årsmødet i fraktion 4 med fællessang af DLF’s foreningssang ’I tidens strøm’.

Årsmøde i fraktion 4: ”Hvad vil DLF med os pensionister?”

Der blev skudt med skarpt mod hovedforeningen, da fraktion 4 – pensionisterne i DLF i sidste uge holdt årsmøde. Efter hovedstyrelsens nej til et femte seniorkursus og ingen fokus på fraktion 4 i hverken foreningens principprogram eller målsætninger var utilfredsheden tydelig.

Offentliggjort

”Jeg er skuffet”.

”Vil I fraktion 4, eller vil I ikke fraktion 4?”

”Fraktion 4 er et praktiseret fællesskab med 18.000 medlemmer, som er meget aktiv lokalt, men hvor er vi placeret i DLF? Vi savner en forankring i lærerforeningen”.

Sådan lød nogle af kommentarerne, da Niels Jørgen Jensen, næstformand i Danmarks Lærerforening, åbnede for en bredere snak med deltagerne på sidste uges årsmøde i fraktion 4 – pensionisterne i DLF.

Han var i al hast trådt ind som vikar for formand Gordon Ørskov Madsen, der efter en knæoperation måtte et smut på hospitalet.  

Efter halvanden times oplæg om de aktuelle politiske emner som DLF arbejder med, blev utilfredsheden mærkbar blandt årsmødets deltagere. 

Ikke på grund af oplægget om aktuelle emner som ’en stærk lærerprofession’, en ny folkeskoleaftale, inklusion og frisættelse af folkeskolen, men grundet en skuffelse over, at hovedstyrelsen har sagt nej til et femte seniorkursus, og at der ikke er fokus på fraktion 4 i hverken foreningens principprogram eller i arbejdet med de strategiske målsætninger. 

”Vi har forsøgt, men i principprogrammet lykkes vi ikke med at få skrevet fraktion 4 ind. I målsætningsdebatten er det ikke lykkes at få fokus på fraktion 4, og I har afvist vores ønske om at få mere liv i det bedste, vi har på hylden – seniorkurser. Så forankringen er ikke tydelig. Hvad gør DLF for os i fraktion 4? Hvad kan jeg fortælle mine medlemmer”, lød det fra Lars Storgaard Andersen, kongresdelegeret for fraktion 4 fra Esbjerg Lærerforening. 

Niels Jørgen Jensen, næstformand i Danmarks Lærerforening blev mødt med kraftig kritik fra årsmødedeltagerne i fraktion 4 – pensionisterne i DLF.

Tager kritik med videre 

Niels Jørgen Jensen fremhævede fraktion 4 som et aktiv for foreningen og roste årsmødedeltagerne for deres gode indspark og energi. 

”Jeres indspark er vigtige, og fraktion 4 er en del af DLF, og som fagforening arbejder vi for alle medlemmer", sagde Niels Jørgen Jensen og fortsatte: 

"Når vi vælger nogle særlige indsatser, så er det ikke, fordi vi vælger nogle andre fra”, forklarede han med henvisning til fokus på de lærerstuderende og de nyuddannede lærere i arbejdet med DLF’s strategiske målsætninger. 

Fraktion 4

Som pensioneret lærer bliver man automatisk medlem af Danmarks Lærerforenings fraktion 4, medmindre man aktivt melder sig ud.
Det koster et reduceret kontingent på omkring en tredjedel. Pr. 1. januar 2021 bortfaldt den hidtidige 75-års-regel, og man bliver fremover kontingentfri 12 år efter pensionsalderen.
Som medlem af fraktion 4 kan man få råd, vejledning og diverse fordele, påvirke debat og holdninger i ens lokale kreds og på landsplan, blive valgt som kongresdelegeret, årsmødedeltager og deltage i arrangementer lokalt, nationalt og på nordisk plan.
Fraktion 4 har ingen bestyrelse, men et hovedstyrelsesmedlem og 10 delegerede til DLF’s kongres samt 44 valgte årsmødedeltagere.

”Jeg hører jeres kritik og tager den med mig”, pointerede Niels Jørgen Jensen flere gange.

Efter i alt to timers oplæg og debat takkede Niels Jørgen Jensen af. 

”Tak fordi du sprang til som vikar. Jeg synes, jeg hørte en lille åbning omkring det kommende arbejde med de strategiske målsætninger i forhold til fraktion 4”, sagde formand for fraktion 4 og hovedstyrelsesmedlem Gitte Mailand Jensen. 

Fortællingen trænger til at blive nuanceret

Årsmødet blev traditionen tro afholdt på Storebælt Sinatur Hotel & Konference i Nyborg. 

Ud over næstformand Niels Jørgen Jensen bød førstedagen af årsmødet på beretning fra Gitte Mailand Jensen, erfaringer med det lokale arbejde med Faglige Seniorer, status på det femte seniorkursus og oplæg om Folkeskolens faglige netværk Lærersenior og mulighederne for at deltage i debatten på folkeskolen.dk. 

I beretningen fortalte Gitte Mailand Jensen blandt andet om det nu mere formaliserede samarbejde mellem Lærernes Pension og fraktion 4, hvor fraktion 4 inviteres med ud på pensionsmøder rundt i landet. 

Hun fortalte også, at fraktion 4 nu er inde over selve planlægningen af de fire seniorkurser, og derfor er kurset på Frederiksdal med fokus på politik nu igen på programmet. 

Gitte Mailand Jensen kom også ind på sit arbejde i hovedstyrelsen.

”Jeg havde gerne set os tænkt ind i et målsætningsarbejde og har fremført ønsker om, at næste omgang kunne indeholde noget om fraktion 4. Efter mit sidste hovedstyrelsesmøde er jeg ikke optimist, men på ingen måde opgivende”, lød det fra Gitte Mailand Jensen. 

”Jeg vil fortsætte mit arbejde - jeg havde nær sagt kamp for at sætte fraktion 4 på dagsordenen. Det vil være naturligt og nødvendigt at indtænke fraktion 4 i målsætningen om fastholdelse, rekruttering og værdi af medlemskabet”, fortsatte hun. 

Derudover fortalte Gitte Mailand Jensen, at hun ønsker at kigge på fraktion 4’s bidrag ind i foreningen. 

”Der lever vist en fortælling om, at vi nærmest er en udgift for DLF centralt og lokalt – en fortælling som trænger til at blive nuanceret. Jeg er gået i gang med at undersøge fakta”, fortalte hun. 

Ekstra seniorkursus lagt ned 

Under et særskilt punkt talte årsmødet om status på det femte seniorkursus. Ved årsmødet i 2024 blev der lavet en udtalelse om, at fraktion 4 ønsker et femte seniorkursus. Dette har derfor været et fokuspunkt i det forgangne år for både Gitte Mailand Jensen og de 10 kongresdelegerede i fraktion 4. 

Ønsket er dog fornyeligt blevet afvist af hovedstyrelsen. 

”Før behandlingen på hovedstyrelsesmødet var jeg lidt optimistisk, men efter mødet er der rejst et personligt rødt flag hos mig. De ville imødegå os så langt, så vi kunne afholde fem kurser inden for samme rammer som de nuværende fire seniorkurser”, fortalte Gitte Mailand Jensen. 

Derefter diskuterede årsmødet, om det var en reel mulighed – at skabe fem seniorkurser for det nuværende budget for fire seniorkurser. Blandt andet ved at begynde at tage en form for deltagerbetaling. 

Stemningen blandt årsmødedeltagerne var dog klart, at brugerbetaling ikke er vejen frem, og at fraktion 4 for nu må lægge det femte seniorkursus død og fokusere på udvikling af de eksisterende fire seniorkurser. 

Maksimalt 55 deltagere 

På andendagen for årsmødet var der oplæg om opstart af et nyt seniornetværk i Odense Lærerforening, information om brug af DLF InSite og debat om indkomne forslag fra to af de forpligtende kredssamarbejder. 

Her blev der blandt andet diskuteret differentieret fagforeningskontingent for tjenestemandspensionister og overenskomstpensionister, da kontingentet kun er skattemæssigt fradragsberettiget for tjenestemandspensionister. 

På fraktion 4’s årsmøde kan der maksimalt deltage 55 personer; fraktionens hovedstyrelsesmedlem, fraktionens 10 kongresdelegerede og 44 årsmødedeltagere, hvor der vælges fire deltagere i hver af de 11 forpligtende kredssamarbejder.