Fag og faglighed er honnørord. De bruges udbredt i både den politiske og den pædagogiske debat, hvor de forbindes med kvalitet, uden at det altid står klart, hvad ordene betyder. Det får nogle konsekvenser, der strækker sig fra det uheldige til det mere alvorlige. Man kan ligefrem tale om et "didaktisk morads". Det gør Bernard Eric Jensen, som med bogen har stillet sig den opgave kritisk at nærlæse og analysere fire betydningsfulde dokumenter, hvori begreberne er centrale. Det drejer sig om en videnskabsteoretisk lærebog (2003), Undervisningsministeriets uddannelsespolitiske redegørelse 2000, Bo Steffensens afhandling om "Det fagdidaktiske projekt" (2003) samt rapporten "Fremtidens danskfag - en diskussion af danskfaglighed og et bud på dens fremtid" (2004). KUP-rapporterne om samfundsfag og historie inddrages også.

Nærlæsningerne viser, at den mest dominerende måde at forstå faglighed på er forbundet med basisfagstænkning, hvor skolefag forstås som tilpassede former for professionslæring, det vil sige den måde, universitetsfolk arbejder med begreber, teorier og metoder på. Skolefagene modelleres så at sige efter universitetsfag. Denne opfattelse betegnes som scientistisk. Nærlæsningerne og analyserne viser endvidere, at denne forståelse også er forbundet med mangel på respekt for lægfolks tænkning og en mangel på hensyntagen til de måder, mennesker lærer på i form af hverdagslæring. For eksempel udvikles menneskers historiebevidsthed under anvendelse af mange forskellige kilder, hvoraf skolens historieundervisning kun er en beskeden del. I skolens historieundervisning må man indtænke, hvordan historieundervisningen kan spille sammen med de andre måder, historiebevidsthed udvikles på.

Basisfagstænkningens dominans er uheldig, når det er skolens opgave at forberede eleverne til som lægfolk at deltage i samfundslivet. At behandle og gennemtænke en sag er ikke alene forbeholdt fagfolk med professionel viden om sagen. Lægfolk er også saglige og skal i hverdagslivet kunne være sagligt undersøgende, analyserende og vurderende. I øvrigt er fagfolk også lægfolk på alle de områder, de ikke som fagfolk har specialiseret sig i. Bernard Eric Jensen taler om kvalificering af lægmandstænkning og anvender her et godt ord, "lægkyndighed". "Hermed bliver det klart markeret, at lægkyndighed og fagkyndighed må opfattes som forskellige former for sagkyndighed, og dermed tages der et første vigtigt skridt i retning af en didaktisk revaluering af begrebet "lægfolk".

Bernard Eric Jensen gør op med det almen-didaktiske synspunkt, at skolelæring skal modelleres efter professionslæring. "Skal der udmøntes et brugbart alternativ til basisfagsdidaktikken, går det ikke an at benytte det traditionelle didaktikbegreb, hvor der sættes lighedstegn mellem didaktik og skolelæring. Udgangspunktet må snarere være den mere inklusive forståelse af didaktik, hvor den siges at vedrøre alle former for læring og deres indbyrdes forhold".

Bogen er et godt oplæg til at trænge ned i moradset af faglighedsforståelser og et godt grundlag for en nytænkning af didaktikkens indhold, hvor man et stykke vej må sno sig fri af basisfagstænkningen og dens konsekvenser.