Anmeldelse

Glimrende grundbog

Det nye fag på læreruddannelsen, 'pædagogik og almen didaktik', har fået en grundbog, der lover godt. Der er masser af refleksion og relevante emner at finde og det hele skrevet af folk, der ved hvad de taler om og hvordan de skal formidle det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fakta

Pædagogik og almen didaktik – en grundbog

Redaktører: Anja Madsen Kvols, Benedikte Vilslev Petersen og Mikkel Wiskerchen

300 kroner

347 sider

Forlag: KLIM

”Hvad skal man vide og kunne for at gennemføre en vellykket undervisning i skolen?” Sådan indleder Martha Mottelson sit kapitel 'Lærerprofessionalitet og praksisviden', der er et af mange spændende, relevante og velskrevne kapitler i denne grundbog.

Det kunne have været (i så fald den lange) titel på denne bog, der i stedet har fået den (også) dækkende titel: ” Pædagogik og almen didaktik – en grundbog”.

Redaktørerne (der alle er ansat på Professionshøjskolen VIA; læreruddannelsen) skriver at ”Den overordnede intention med denne antologi, vi benævner en grundbog, er at skabe et fundament for forståelsen af pædagogik og didaktik som fagområder. Ordet ’grundbog” er valgt med omhu, idet det etymologisk og betydningsmæssigt repræsenter både fundamentet og udgangspunktet for videre læring.” Det er en grundbog, der kan bruges i læreruddannelsens fag 'pædagogik og almen didaktik'.

Bogen har bidrag af de tre redaktører, men også fra blandt andet Alexander von Oettingen, Jørn Bjerre, Chung Kim, Birte Debel, Merete Munkholm, Noemi Katznelson, Ane Qvortrup, Martha Mottelson, Jesper R. Pein Pedersen og Kari Lyngholm Thomsen . Hovedparten af forfatterteamet er tilknyttet Professionshøjskolen VIA, og alle har de en formidlingsevne, der matcher grundbogens indhold af pædagogik og didaktik.

Al teori er mere eller mindre forbundet med en praksis, og der formidles netop til målgruppen: lærerstuderende. Hvert kapitel indledes med en oversigt over indholdet i stil med: ”Dette kapitel udforsker samspillet mellem lærerens intentioner og…” Så ved man som læser hvad der kan forventes. Der er studieopgaver undervejs eller sidst i kapitlet. Hvert kapitel har tre forslag til videre læsning, hvor der gives tre linjers introduktion til indholdet i den angivne litteratur. Derudover er der en længere litteraturliste, men man har som studerende mulighed for at vælge litteratur, der kan udvide verden om netop dette kapitels emne.

'Pædagogik og almen didaktik' er et nyt fag på læreruddannelsen, men det er også et velkendt fagområde. Fagene 'Pædagogik', 'Almen didaktik' og 'Skolen i samfundet' har før været i fagrækken. Tilbage i 2001 udkom 'Undervisning og læring - almen didaktik og skolen i samfundet' med en redaktion bestående af Signe Holm-Larsen, Susanne Wiborg og Thyge Winther-Jensen. Her var mange af de samme kapiteloverskrifter, som man ser i denne nye grundbog, men der er en ny og mere reflekteret tilgang til fagområderne her i 2024. Fagene udvikler sig konstant og der må og skal være en stadig dialog og refleksion over pædagogisk og didaktisk virksomhed.

Bogen er struktureret over de tre temaer 'Skole og samfund', 'Undervisning og læring' og sidst 'Lærerprofession og etik'. Den sidste del har flere nye og meget relevante elementer med, for eksempel vil Kari Lyngholm Poulsens meget konkrete anbefaling til forældresamtaler være en god hjælp for mange nye (og formentlig også rutinerede) lærere. Her er gode råd til de fem faser i en forældresamtale: før samtalen, ved samtalens begyndelse, under samtalen, ved samtalens afslutning og efter samtalen. Alt sammen virkelig brugbart og med et teoretisk fundament fra Rasmus Alenkær og forskning inden for området.

Det er en bog, der kan anbefales på læreruddannelsen.

P. S. ”Ikke at det ikke er verden, jeg ser fra mit vindue, men at rammen skal være så snæver.” Sådan skriver Inge Pedersen i digtsamlingen ”Leve med kulden” fra 1982. Det står også som indledning til kapitlet ”Undervisningens indhold”, der har Benedikte Vilslev Petersen som forfatter. Det kunne også være dækkende for alle bidragsyderne til denne bog. De har alle en klar forståelse af, at de giver et bud på lige netop deres del af pædagogikken og almendidaktikken og ved at både den enkeltes refleksion og den fælles samtale og dialog om faget er væsentligt.