Det er et relevant spørgsmål, fordi det element i folkeskolereformen, som har fået flest navne, uden for enhver konkurrence er det, som blev til en frivillig ordning i sidste øjeblik i den politiske proces.

»Lektiecafé« var det ord, som blev brugt i debatten op til reformen. Det skaber billeder af hyggelige småborde med te og stearinlys. Her sidder eleverne og fordyber sig, mens den venlige voksne har god tid til at gå rundt og tale med hver enkelt. Ikke så mærkeligt at de fleste forældre tænkte, at det da kunne være en god ide.

Ny undersøgelse: Elever spilder tiden i lektiecaféer

»Faglig fordybelse« kom det til at hedde i reformteksten. Også gode ord. De taler om den tid, ro og grundighed, som mange savner i en stresset og multitaskende hverdag. Andre navne er blevet »fordybelsescafé« - endnu mere positivt - »lektiehjælp og faglig fordybelse« (LFF), »lektieunderstøttende undervisning« (Lusu) og »personlig udvikling og faglig fordybelse« (Puff).

Men desværre dækker de mange navne efter alt at dømme ikke over et kært barn, som alle er glade for at sidde og nusse med. Snarere fortæller virvaret af navne og forkortelser, at hver enkelt skole har været nødt til at opfinde et indhold, samtidig med at de har været i fuld gang med at forsøge at få resten af reformen og arbejdstidsloven til at fungere. Resultatet er blevet til alt muligt. Op mod 1.200 forskellige ordninger, siger en kilde.

Det store billede er desværre, at næsten halvdelen af lærerne mener, at eleverne spilder tiden, når de går i lektiecafé. Ja, en gruppe lærere mener ligefrem, at det har en negativ effekt på elevernes læring.

Omkring en tredjedel af forældrene har valgt tilbuddet fra, viser en anden undersøgelse.

Folkeskolen har fundet flere skoler, hvor det er lykkedes at få noget fornuftigt ud af politikernes tanker. Men kun ved at skære ind til benet. Og kun ved at prøve sig frem og ændre det, som har vist sig at være vildskud.

Tåsingeskolen: Lektiefag kræver forberedelse

Uanset navn har lærerne ikke tid nok til at forberede sig. Selv i velfungerende ordninger kniber det med tid til at få kvaliteten op.

Mon ikke tiden er kommet til at erkende, at det underlige miskmask, hvor det er blevet obligatorisk for skolerne at tilbyde faglig fordybelse og lektiehjælp, men frivilligt for forældrene at benytte tilbuddet, er én udfordring for meget oven i alle de andre. De politikere, som ikke kunne blive enige om indholdet af tilbuddet, bør tage konsekvensen og suspendere ordningen. De kan bruge tiden til en tænkepause og endda gå så vidt som til at spørge skolerne, hvad der er brug for ...