De tvungne lektiecaféer er og forbliver en dårlig løsning, og jeg kommer aldrig nogensinde til at forstå, at et flertal af partierne i Folketinget helt alvorligt mener, at det er deres opgave at tvinge små børn til at lave lektier på skolen, hvis de hellere vil lave dem derhjemme hos familien.

Jeg har selv været lærer, og jeg kender alt til livet på en skole. Men i virkeligheden er det meget enkelt og handler mere om noget uden for skolen, nemlig familien. Fordi for mig er familien nerven i samfundet.

Det er i familien, man finder sin tryghed og sin styrke. Kærligheden og støtten. Og det er selvfølgelig også familien, der først og fremmest selv skal have friheden for og ansvaret til selv at tilrettelægge sit liv.

Jeg bilder mig ikke ind, at jeg lever i en eller anden fjern og overromantisk Morten Korch-tid, hvor en hjemmegående husmor med rødternet forklæde står klar med lune teboller og varm kakao til alle små børn, der kommer hjem fra skole, inden de går i gang med at hygge videre med lektierne sammen foran pejsen.

Danske familier er derimod travlt optagede af arbejde og kø på motorvejen og børnehentning og indkøb, og der er ikke altid tid og overskud til at leve livet som i en gammel film.

Men når børnefamilierne i dag føler, at de har fået endnu mindre tid med deres børn, eller at de stresser mere end nogensinde, så er det måske netop i denne tid, at vi skal vise familierne lidt mere respekt og lidt større tillid til selv at tilrettelægge livet.

Og selvom det kan virke som en lille ting, så er lektieplanlægningen faktisk vigtig. Hvis forældrene har lyst til selv at sidde og lave lektier med deres børn – og måske oven i købet stresse en smule af på den måde – så skal de have lov til det. Hvorfor skulle man dog fratage familierne det ansvar selv at planlægge, hvornår børnene skulle lave lektier?

Lektier er ikke en del af skolen. Lektier er en del af forberedelsen til skolen. Det, der er omkringskolen. Og en del af familiens mulighed for at følge med i børnenes skolegang. Det vil jeg ikke tvinge fra dem, og jeg forstår slet ikke, at der er nogen, der vil.

Jeg har ikke noget imod lektiecaféer, og jeg synes faktisk, det kan være en glimrende idé. De skal bare være frivillige. Så kan de børn, der har brug for det og har lyst, være der i de dage, de finder det relevant. Men hvis der slet ikke er lektier at lave, eller hvis man hellere vil lave dem derhjemme, så skal den mulighed stadig være der.

Måske har nogle børn også sommetider lidt bedre af at rende og hinke, klatre i træer eller spille fodbold efter skole end at blive tvunget til at blive siddende i en lektiecafé og knokle med nogle lektier, man egentlig hellere vil lave efter aftensmaden.

De skal i hvert fald have muligheden.