Forestil dig, at du og dine børn er flyttet til Italien. Dine børn er startet i den lokale skole og har lært de mest basale gloser og vendinger på italiensk. De er uden tvivl på hårdt mentalt arbejde - men hvordan håber du, at deres sproglige møde med den nye skole bliver? - At ungerne hver dag dyppes i et rendyrket ’italiensk sprogbad’ i håbet om, at de derigennem lærerbåde sproget og fagene hurtigt? Eller at deres lærere giver dem mulighed for at sammenligne de mange nye daglige og faglige italienske gloser med ord, de kender i forvejen, og at de får rum til at arbejde med alt fra problemregningsopgaverne til litteraturanalysen og beskrivelsen af fotosyntesen på deres kendte sprog - også selvom slutprodukterne skal præsenteres på italiensk?

Den lille tankeafstikker til Italien kan selvfølgelig overføres til den skole, vi som lærere, vejledere og ledere er med til at skabe for vores elever her i Danmark. Det er næppe svært at forestille sig hvilket et af scenarierne, der giver mest tryghed og fagligt udbytte, og i en dansk skoletradition er det da heller ikke spor fremmed for os at anvende elevernes viden, kunnen og erfaringer som en selvfølgelig del af en god, elevcentreret pædagogik.

Det nyere i denne sammenhæng vil for mange være at overføre den inddragende, anerkendende tilgang aktivt i en sprogpædagogisk praksis. Vi kender det fra faget dansk som andetsprog, hvor der i fagformålet står, at ”Tosprogede elever skal i dansk som andetsprog udvikle sproglige kompetencer med udgangspunkt i deres samlede sproglige forudsætninger ...”, og også i skolens øvrige fag giver denne tilgang mening. Forskning viser, at elevers modersmål/stærkeste sprog er essentielt for udviklingen af nyt sprog, og at dét at anskue elevernes mange sprog som resurse frem for problem gør en positiv forskel for ikke alene de sproglige minoritetselever, men for alle elever.

Det er (meget) groft sagt dette, som det forholdsvis nye begreb translanguaging taler ind i - og som denne glimrende bog forklarer og omsætter til en dansk skolepraksis.

I bogens første del beskrives translanguaging i relation til forståelsen af flersprogethed. Forfatterne udreder forskningsmæssige definitioner af begrebet med afsæt i forskellige sprogsyn og trækker den fælles grundessens frem: at translanguaging er en ny forståelse af flersprogethed som en stærk resurse, hvor man i mindre grad skelner mellem elevgrupper og sprog, men først og fremmest tager afsæt i det enkelte individs egen individuelle ’sprogpose’.

I en pædagogisk sammenhæng betyder det, at man som lærer aktivt må bringe sine elever i (sprogbrugs-)situationer, der tilskynder dem til at trække på deres samlede sproglige bagage, mens de lærer både fag og sprog. Her kommer bl.a. oversættelser, sprogsammenligninger, flersproglige aktiviteter og arbejdet med metasproglig bevidsthed ind i billedet. En sådan tværsproglig didaktik vil ifølge forfatterne og det omfattende forskningsmateriale, de trækker på, betyde, at eleverne lærer mere og føler sig mere bekræftede både fagligt og personligt.

Hvordan man så helt konkret kan omsætte dette til god praksis giver forfatterparret en lang række rigtig gode eksempler på i bogens anden og vægtigste del. Gennem fire tænkte, men virkelighedsbaserede og genkendelige lærercases (tre fra grundskolen og en fra voksenundervisningen på et sprogcenter) føres læseren med helt ind i klasserummet og får der præsenteret forskellige værktøjer, aktiviteter og didaktiske greb til undervisningen - lige fra tænke-talepyramider til evalueringsskemaer, familieopgaver, sprogsammenligninger, samtalelektier, sprog som huskestrategi-oplæg, ordforrådsark, mindmaps på flere sprog og meget mere - alt sammen klart og brugbart formidlet med hjælpsomme skemaer, skabeloner og illustrationer lige til at omsætte og anvende i egen undervisning.

I den sidste del af bogen vender forfatterne kort tilbage til en diskussion om bl.a. relationen mellem pædagogik og læring, identitet og anerkendelse i et flersprogethedsperspektiv med de spidse spørgsmål: Et problem? En ret? En resurse?

Til slut rundes af med forslag til aktiviteter og refleksionsspørgsmål, som kan bruges af både lærerteam og af lærerstuderende.

Bogens slægtskab med den populære ’Broen til fagsproget’, der på kort tid har fået nærmest klassikerstatus i dsa-kredse, fornægter sig ikke. Ligesom den er også ’Flere sprog i læringen’ en praksisnær håndbog med teoretisk tyngde, der formår at balancere formidlingen af forskningsdiskussioner og pædagogisk teori med praktisk didaktik i form af konkrete værktøjer og greb på en tilgængelig og overbevisende facon. Efter endt læsning er man ikke i tvivl om, at elevernes mange sprog må i spil i undervisningen - og bogen viser, hvordan det kan gribes an.

'Flere sprog i læringen' er oplagt læsning for dsa-lærere og -vejledere, men er ligeså relevant for alle, der vil inspireres og dykke ned i ny god viden om god undervisning.

Ved en fejl i forbindelse med overgangen til nyt site blev en ufærdig version uheldigvis offentliggjort. Dette er rettet 15/3-22 kl. 9.10