Dansk

Skal din klasse skrive et afsnit til næste sæson af DR-serie?

I dag sendes 1000. afsnit af DR Ultra-serien Klassen. Det markeres med en konkurrence, hvor ti klasser får lov til hver især at forfatte et afsnit til næste sæson af serien.

Offentliggjort Sidst opdateret

DR Ultras fiktionsserie ’Klassen’ sender i dag afsnit nr. 1.000. For at fejre milepælen udlover DR Ultra en konkurrence, hvor 10 vinderklasser får mulighed for at forfatte et afsnit til næste sæson af serien.

Serien har kørt siden 2016 og følger en gruppe elever i deres skoledag. For at sikre at serien har handlet om noget, børn kan genkende fra deres egne liv, har serien undervejs inddraget juniorredaktører, seere og haft et samarbejde med Børnetelefonen.

Og nu giver DR alle landets børn og unge mulighed for med deres egen klasse at forfatte et afsnit til den kommende sæson. Konkurrencen er målrettet dansk i 4.-6. klasse, og DR Skole har lavet et gratis inspirationskatalog med læse- og skriveøvelser, som man lærerne kan bruge i undervisningen.

Øvelserne leder frem mod, at eleverne kan indsende deres idéer via dr.dk/klassenskriver til, hvad et afsnit af serien skal handle om.

Blandt de indsendte idéer med flest stemmer, finder DR ti vinderklasser, som får besøg af en skuespiller og en manuskriptforfatter fra ’Klassen’, som sammen med eleverne vil forfatte et afsnit til den nye sæson af ’Klassen’.

Kampagnen er en del af projektet Alle ord tæller, som har til formål at udvikle og afprøve produkter, metoder, indsatser og redskaber for at skabe bedre forudsætninger for gode læseoplevelser og derigennem styrke læselysten og læsekulturen for danske børn i målgruppen 1-14 år. Projektet er støttet af Trygfonden.

Sådan foregår det

  • Uge 44 til uge 49 2024: Konkurrence – send din idé ind til DR Ultra

  • Januar-februar 2025: Forfatterworkshops med 10 vinderklasser

  • Cirka august 2025: Lancering af ny sæson af Klassen