Det er ikke sikkert, alle børnene overlever den Store Julechallenge. For der er mere squidgame end nissebande over stilen, og måske vil sproget give nye slanggloser særligt til lærerne.
Illustration: Norden i Skolen
Skal du høre julekalender med dine elever?
Var det noget med en helt ny gratis julekalender med indhold og opgaver til eleverne? Sitet Norden i Skolen er blevet relanceret med et væld af nye undervisningsforløb og inspiration til undervisning i dansk, historie, samfundsfag og naturfag. Og de har skabt en helt ny julekalender.
"Den store nordiske julechallenge" er navnet på en spritny julekalder i 24 afsnit, som netop er blevet lagt ud ud til brug i skolen med tilhørende lærervejledning og opgaver til eleverne på mellemtrinnet.
"Det er de nordiske juletraditioners svar på Squid Game og Battle Royale. Bare med børn og knap så meget blod", lyder det fra Norden i Skolen, som står bag julekalenderen.
Historien handler om 100 tilfældigt udvalgte børn, som har har fået deres livs mulighed. De er nemlig med i Den store nordiske julechallenge - et real life-spil, hvor alle der gennemfører får sit største ønske opfyldt.
Børnene er samlet fra alle de nordiske lande og skal nu rejse rundt i Norden for at gennemføre ti forskellige challenges. Hver udfordring tager udgangspunkt i en lokal juletradition - og børnene skal både være modige og kreative i kampen mod fulde elge, Lucia-ild og finsk sauna.
Ved lanceringen optrådte Slotsparkens Friskoles kor med den norske julekalendersang 'Selmas sang' sammen med deres musiklærer Johanne Korsgaard Salting.
God træning i nabosprog
Julekalenderen er en del af en relancering af undervisningsplatformen Norden i Skolen, som giver lærere i hele Norden mulighed for at arbejde med skandinavisk nabosprogsforståelse.
Derfor kan man vælge en forfatterstemme på seks forskellige nordiske sprog, mens dialogen foregår mellem børn, der hver især taler dansk, norsk og svensk.
Julekalenderen er skrevet og produceret i samarbejde med Super Poul og elevhæfte og lærervejledning er udviklet i samarbejde med formand for Dansklærerforeningens folkeskolesektion Ida Geertz Jensen.
Du kan finde julekalender og opgavehæfter og lærervejledning her.
Hør traileren her (husk lyd):