18 lærere bliver del af det nye Folketing

Det nye Folketing rummer hele 18 lærere. Se listen over de mange lærere på Christiansborg, og dem der ikke længere er der.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hele 18 politikere, der sidder i det nye Folketing, har en fortid som lærer på en skole og/eller har studeret på læreruddannelsen. Opdateret 5. november med Kim Aas Christensen, red.

Det viser Folkeskolens gennemgang af de 175 politikere, der har fået den glædelige besked om, at de har opnået en plads i Folketinget ved tirsdagens valg, som redaktionen har foretaget på baggrund af DR’s opgørelse over, hvem der er valgt ind.

14 af de 18 politikere sad allerede i Folketinget, mens fire er helt nye på tinge.

Lærere i det nye Folketing

Socialdemokratiet

Annette Lind

Sara Emil Baaring

Kasper Roug - uddannet men har ikke arbejdet i folkeskolen

Jesper Petersen - har arbejdet i folkeskolen men er ikke uddannet

Anders Kronborg

Birgitte Vind

Camilla Fabricius

Kris Skriver Jensen

Kim Aas Christensen

SF

Karina Lorentzen

Venstre

Karen Ellemann

Peter Juel Jensen

Hans Christian Schmidt

Konservative

Søren Pape Poulsen - Blev ikke færdiguddannet men har arbejdet i skolevæsnet

Nye Borgerlige

Lars Boje Mathiesen

Mette Thiesen

Mikkel Bjørn Sørensen

Dansk Folkeparti

Peter Kofod - Uddannet lærer men har ikke arbejdet i skolen

En af de helt nye lærere på Christiansborg er lærer på Verninge Skole i Assens Kommune på Fyn Sara Emil Baaring, der er valgt ind for Socialdemokratiet med 5247 personlige stemmer.

Hun glæder hun sig til at bidrage med sin otteårige lærererfaring og sit lærernetværk:

"Lærerne og skolerne mangler frihed til at tilrettelægge skoledagen, som de ser bedst. Der er for mange rammer oppefra, hvilket mine kolleger og jeg oplever helt konkret i hverdagen. Det vil jeg gerne ind og rykke ved, siger den nyvalgte socialdemokrat".

Fra Fyn kommer også en anden ny læreruddannet socialdemokratisk, som Folkeskolen beklageligvis havde misset i første omgang, nemlig SSP-konsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune Kim Aas Christensen.

" Det er svært at beskrive. Jeg får helt gåsehud bare ved at tanken om, at nu skal jeg ind og sidde her i de næste fire år", siger han til Tv2 Fyn.

Udover Sara Emil Baaring er lærer på Lynghedeskolen afdeling Søndre i Grindsted nær Billund Kris Skriver Jensen ny lærer på Christiansborg for Socialdemokratiet.

Det tredje nye ansigt er Nye Borgerliges Mikkel Bjørn Sørensen, der blev færdiguddannet som lærer i 2020.

Næsten lige mange lærere i rød og blå blok

Ti lærere er valgt ind for et parti i rød blok, og otte er valgt ind i blå blok.

En af dem, der skal sidde fire år mere, er Annette Lind fra Socialdemokratiet. Hun blev uddannet lærer i 1994 og har fra 1999 til 2011 arbejdet som folkeskolelærer og afdelingsleder. På Christiansborg har hun tidligere været partiets undervisningsordfører.

Venstres Karen Ellemann og Peter Juel Jensen er også begge uddannede lærere og nu altså genvalgt til tinge. Begge politikere arbejdede på folkeskoler, da de blev valgt ind i 2007. Peter Juel Jensen som viceskoleleder på Bornholm, mens Karen Ellemann var lærer på Rungsted Skole nord for København.

Endnu længere til højre er Mette Thiesen og Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige både uddannede lærere og har arbejdet som lærere. Dermed er halvdelen af Nye Borgerliges nye folketingsgruppe lærere.

Farvel til fire lærer-politikere

Mens fire nye lærere skal bydes velkommen i Folketinget, er der sagt farvel til mindst fire.

Socialdemokraten Orla Hav, der blev uddannet lærer fra Aalborg Seminarium i 1976, valgte ikke at genopstille. Det samme gælder partikammeraten Troels Ravn, der blev uddannet i 1985 fra Ribe Statsseminarium.

Derudover genopstillede Marianne Jelved, der i mange år har siddet i Folketinget for Radikale Venstre, heller ikke. Hun blev uddannet lærer i 1967 og arbejdede i mange år i folkeskolen, inden hun blev valgt i Folketinget i 1987.

Socialdemokratiske Lars Aslan Rasmussen stillede op til en endnu en periode i Folketinget, men onsdag blev det klart, at han ikke opnåede genvalg. Lars Aslan Rasmussen blev uddannet ved Blaagaard Seminarium i 2006 og har arbejdet med børn med autisme som speciallærer.