Skal eleverne i folkeskolen arbejde med litteraturhistorie? Ja. Det kan man simpelthen ikke undgå, det er en vigtig del af faget dansk. Begrebet litteraturhistorie er ganske vist kun nævnt få gange i Fælles Mål, men på alle niveauer står der noget om at sætte litteraturen ind i sammenhænge og arbejde med litteraturhistoriske perioder.

Det er et svært område at undervise i, fordi det ikke umiddelbart interesserer eleverne. I »Litteraturens byrde« af Torben Weinreich og Lars Handesten, 1997, hudfletter sidstnævnte lærerne i folkeskolen på baggrund af en tvivlsom empirisk undersøgelse, fordi de ikke arbejder nok og tilstrækkeligt kvalificeret med ældre tekster og litteraturhistorie. Selv om hans præmisser i denne bog kan angribes, er det ikke helt forkert, at der undervises meget lidt i litteraturhistorie i folkeskolen.

Der er nu hjælp at hente i mange forskellige materialer af stærkt svingende kvalitet og lige så svingende relevans for elever i folkeskolen.

Alinea har udgivet en serie om litteraturhistorie, der startede med »Guld og grønne skove«. Den handler om 1800-tallet, en fremragende bog, både fagligt og pædagogisk. Bøgerne i samme serie om de følgende perioder lever ikke helt op til samme standard.

»Virkeligheden eksploderer« handler om 1970-2001. Den indeholder korte introduktioner til hvert årti. Introduktionerne er svært tilgængelige og indforståede rids af det pågældende årtis historie med stor vægt på samfundsudviklingen, mens der ikke står meget om litterære sammenhænge.

Derefter følger korte tekster af et meget stort antal forfattere, som slet ikke ydes retfærdighed i disse klip. Således præsenteres 13 forfattere fra 1970erne på 30 sider.

En litteraturhistorie må primært handle om sammenhænge og hovedlin- jer, gerne eksemplificeret med tekstudvalg, men ikke med litterære småbidder, som det er svært at forholde sig til.

Jeg savner også en indledning, hvor forfatterne definerer begrebet litteraturhistorie, der bestemt ikke er noget entydigt begreb. Samtidig mangler jeg en beskrivelse af de pædagogiske intentioner.

Opgaverne er velkendte, pædagogiske og udmærkede, men de mangler ofte et fokus. De vil spørge ind til for mange ting. Hvorfor indbyder opgaver i en bog om litteraturhistorie ikke i højere grad til sammenligning af tekster fra forskellige perioder?

Materialet er et flimrende bombardement af farver, billeder og korte tekstklip, og billedmaterialet bruges for lidt i opgaverne.

Forfatterne har sat sig mellem flere stole. De burde have gjort op med sig selv, om de ville bringe et solidt tekstudvalg, udarbejde en bog om forfatterskaber eller skrive en litteraturhistorie.

Ganske vist eksploderer virkeligheden fra 1970-2001, men det er ikke ensbetydende med, at litteraturhistoriske fremstillinger fra denne periode skal være uden litteraturhistorisk sammenhæng.