Anmeldelse

Grønlandske sagn og myter fra skatkisten

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tekstbogen består af myter og sagn i bearbejdet form. De stammer fra 'Myter og sagn fra Grønland', som er nedskrevet af Knud Rasmussen, der direkte har hørt dem fortalt af grønlændere, han kendte.

Første afsnit i bogen handler da også om Knud Rasmussen, og Tom Kristensens berømte digt 'Det er Knud, som er død' runder det af.

Myterne og sagnene handler om forklaringer på, hvorfor verden nu er indrettet, som den er: Hvordan månen og solen kom på himlen, hvorfor sælerne og fiskene forsvinder, så menneskene er ved at sulte ihjel og så videre.

Historierne er korte og magtfulde fortællinger, hvor alt kan ske, og hvor der ikke altid er den forventede traditionelle afslutning.

Deres univers er æggende for elevernes fantasi, og kombineret med glimrende sort-hvide tegninger af Pia Falck Pape udgør de en inspirerende tekstsamling til danskundervisningen på 4.-6. klassetrin. Både teksterne og tegningerne åbner mulighed for mange fortolkninger.

Lærervejledningen er prisværdigt kort og har et lige så gennemført layout som elevbogen.

Den indledes med baggrundsstof om eskimoernes liv og kultur og om det at fortælle. Disse afsnit er skrevet i et medrivende og levende sprog, som både giver viden og inspiration til at gå i gang.

Forslagene til aktiviteter i forbindelse med gennemgangen af historierne er væsentlige og relevante, og forfatterne har været forbilledligt disciplinerede i deres udvælgelse af få, men rammende opgaveforslag.

Jeg kan derfor kraftigt anbefale, at dette enkle og inspirerende materiale bliver brugt i danskundervisningen på 4.-6. klassetrin.