I den virkelige verden er den femtenårige Hannibal overladt til sig selv. Faderen har forladt familien, moderen er, selv om de bor sammen, ikke nærværende, og Hannibal undgår skolen til fordel for den virtuelle verden. Her er han den gamer, der ligger øverst på alle rankinglister, fordi han er specielt god til at gennemskue spillenes udfordringer. Han plejer at spille alene under navnet ”COME AND GET SOME” – et navn, der er respekt om.

En dag sker det helt usædvanlige, at han i spillet DX, som han har spillet mange gange, og som er hans favoritspil, bliver ramt, men dog ikke værre, end at energidrikken kan reparere ham, men han er dybt rystet. I spillet møder han Lea, der i spillet kaldes Firefly. Det er hende, der redder ham. De finder sammen med Leas to venner, BJ og Shooter, og efter at de har set hinanden an, fortsætter de spillet sammen, og der udkæmpes mange små og store slag, hvor en medaljon, som det så ofte sker, bliver nøglen til løsningen på spillet, efter at de er gået så grueligt meget igennem. Og det skal vise sig, om de er venner.

Inden jeg havde læst bogen, ville jeg have sat spørgsmålstegn ved, om man kan skrive en historie, der er et spil, der foregår i en virtuel verden. Og efter endt læsning er svaret, at det kan man. For mig bliver skærmen også det filter, der gør, at jeg tør læse videre. Men sådan tror jeg ikke, at de unge læsere har det.

Historien er science fiction, hvor grænsen mellem den virkelige og den virtuelle verden indimellem fortaber sig, men dette første af de to bind foregår for den største dels vedkommende i den virtuelle verden, hvor tiden står stille. I anden del får den virkelige verden mere plads. De to bøger burde nok være udgivet som én.

Spillet, og dermed handlingen i bogen, drejer sig som altid om kampen mellem det gode og det onde, og dramatiske episoder udfolder sig med alskens animationer og andre fæle dæmoner på spektakulære steder i en by med mange miljøer. Der er nok at gyse over.

Bogen kan anbefales.