Når hr. Hund bider i Brian Conaghans bog med samme navn, bliver der talt med store bogstaver og beskidte ord: DIT STORE LOKUM, DIN FORPULEDE SVAGPISSER, DIT FUCK-HOVED, DIN SPERMSPAND. Men det er der god grund til. For hovedpersonen i romanen har Tourettes syndrom, og selv små udsving i hans liv kan kalde "hr. Hund" frem. Så kan Dylan, som han hedder, ikke styre hverken arme, ben, eller hvad der kommer ud af munden på ham.

Der er mange ting, der kan frustrere ham. Selv om han går på en specialskole, hvor alle de andre elever også har deres at slås med, er der stride drillerier og mobning, og selv om hans mor tilsyneladende har accepteret Dylans sygdom, stiller hun også krav, som er uoverstigelige for Dylan. Så i starten af historien er der ikke langt mellem, at de vulkanske udbrud kommer bag på Dylan.

Hans mest solide holdepunkter er dels vennen Amir, dels hans far, som er på hemmelig militær mission, og som Dylan derfor kun kan skrive breve til. Det gør han så til gengæld med jævne mellemrum, og brevene giver et hudløst portræt af, hvad der rører sig inde i ham.

Men disse ankerpunkter får ikke lov at stå uanfægtet: En dag, da Dylan kommer hjem, står der pludselig en fremmed bil på farens faste parkeringsplads, og forholdet til Amir bliver bragt ud af balance, da Dylan forelsker sig. Med disse kriser som afsæt udvikler romanen sig hurtigt til en medrivende ungdomsroman om kærlighed og faderopgør.

Bogens kunststykke er, at læseren umærkeligt sluses så tæt ind på Dylan, at man til sidst næsten glemmer, at han er en dreng med Tourettes. Det skyldes ikke alene, at Dylan faktisk får et par tricks undervejs til at få styr på "hr. Hund". Det skyldes også, at det væsentlige bliver selve historien om Dylans kamp for at få samling på sit liv.

Umiddelbart kan det virke som et halsbrækkende forsøg at kaste sig ud i at skrive en ungdomsbog med sådan en hovedperson. Den kunne hurtigt lande et eller andet utilsigtet sted mellem ufrivillig humor og udstilling af hovedpersonen. Sådan går det imidlertid ikke i "Når hr. Hund bider". Der er ganske vist mange både humoristiske og pinagtige elementer, men det bliver aldrig hverken plat eller flovt. Hvis det sker, er det kun for bogens læser, som kan få løftet sløret for nogle af sine egne fordomme.

"Når hr. Hund bider" er med andre ord en vedkommende og gennemhumanistisk bog, som vil kunne tale til og med mange elever i udskolingen.